Statsministerens budskab er blevet misforstået

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I sidste weekend læste jeg indlæggene fra henholdsvis konservative Marie Høgh og liberale og tidligere minister for Venstre Britta Schall Holberg her i JP. Jeg synes vitterligt, at det er, som om de begge havde misforstået bevidst eller ubevidst statsministerens budskab fra nytårstalen om, at vi skal hjælpe udsatte børn langt bedre, end vi gør i dag.

Lad mig starte med Britta Schall Holberg, som jeg i øvrigt plejer at læse med oprigtig nysgerrighed og respekt. Hun spørger, om flere tvangsfjernelser virkeligt kan være et mål i sig selv. Svaret er klart. Socialdemokratiets mål er at forebygge omsorgssvigt af børn. Og her er anbringelser og tvangsanbringelser et vigtigt middel til at nå det mål. I dag anbringer vi for få og for sent. Af tallene kan vi se, at der bliver anbragt fem gange så mange 16-årige som 1-årige, 2-årige eller 3-årige. I mange tilfælde har de 16-årige modtaget en forebyggende indsats, inden de bliver anbragt. Men det ender alligevel med en anbringelse. Her skal målet ikke være at forebygge en anbringelse. Her er målet at forebygge omsorgssvigt. Og det gør vi i nogle tilfælde bedst ved at fjerne barnet tidligere samtidig med, at vi sikrer bedre anbringelser. Jeg har faktisk en oplevelse af, at BSH har en ægte liberal holdning til, at børn skal have lige muligheder, så derfor forstår jeg faktisk ikke, hvorfor BSH ikke klapper i hænderne og vil være med til at give børnene reel frihed til at udnytte deres potentiale.

I modsætning til Britta Schall Holberg skruede Maria Høgh helt op for retorikken i sit indlæg. Beskyldninger om, at regeringens bevæggrunde skulle være ønsket om »den gennemregulerede stat«, »statsmennesker« og »staten er den retmæssige ejer af mennesket«, føj gennem luften. Det er, som om Marie Høgh er helt blind for, at det ikke handler om staten og dens magtbeføjelser.

For os handler først og sidst om børnene – og endda de mest udsatte. Og det handler om deres frihed. At de børn skal have samme muligheder her i livet som deres jævnaldrende. Den frihed har alt for mange udsatte børn desværre ikke i dag. Det er det, vi skal gøre noget ved. Vi skal have brudt den negative sociale arv. Det er derfor, vi sætter barnet først.

Desuden var begge politikere forundret over, at statsministeren dedikerede det meste af nytårstalen til de udsatte børn. Det er jeg omvendt kun glad for. Det betyder, at vi stadig en måned efter taler om og med de udsatte børn og deres forhold. Hvornår er det sidst sket? Og hvornår har vi sidst brug tid på de allermest udsatte i vores land?

Og endnu vigtigere er, at vi nu får sat et arbejde i gang, hvor flere børn og unge får mulighed for at forme deres eget liv. Det må da være en af vores vigtigste opgaver.