Hvor går et barn hen, hvis staten svigter?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Statsministeren skal have ros for at ville gøre noget for udsatte børn, men flere tvangsanbringelser opfatter jeg som decideret uambitiøst. Jeg er meget skeptisk over for troen på, at staten kan overtage forældreansvaret i stor stil. Hvad med de mange omsorgssvigt fra det offentlige? En nylig rapport fra Ankestyrelsen viste, at halvdelen af de forældre, der har klaget over en akut tvangsfjernelse, har fået medhold i, at deres barn er fejlagtigt fjernet fra dem.

Tvangsfjernelser er kun symptombehandling, der koster uendeligt meget både menneskeligt og økonomisk. Det må vi som samfund kunne gøre bedre. I stedet for at have måltal for tvangsanbringelser, der reelt splitter flere familier ad – så lad os investere i at styrke, vejlede og hjælpe familierne som helhed. Det kunne for eksempel ske ved at tilbyde parrådgivning til forældre eller give støtte i form af hjemme hos-pædagoger hos de familier, hvor børnenes udvikling vækker bekymring. Det er dyrt, naturligvis. Men alle løsninger koster – og plejefamilier og institutioner er langt dyrere end hjemme hos-løsningen.

Tvangsanbringelser bør altid være sidste udvej, som kun bringes i spil, hvis forældrene på ingen måde er villige til at indgå i et konstruktivt samarbejde – og den slags forældre findes der, det er jeg med på. Men som udgangspunkt bør vi som samfund fokusere på at styrke familierne og vejlede og guide forældrene til at give deres børn det, som de har brug for.

Som frikirkepræst gennem flere end 30 år har jeg været tæt på mange hjertegribende skæbner. Nogle familier kan synes at være en nærmest endeløs række af svigt, brud, misbrug og sygdom. Men en stor del af familierne kan hjælpes på ret køl, hvis vi som samfund vil investere i det. Hvorfor kun investere i børnene? Hvorfor ikke i hele familien? Familiens statsminister – er det i virkeligheden ikke den bedste måde at være børnenes statsminister på?