Dette er en blog: Jyllands-Posten har flere end 30 bloggere tilknyttet jp.dk/blogs. Det er eksterne debattører og politikere, som skriver i egen ret. Blogholdet er meget bredt sammensat, og holdningerne spænder vidt.

Var det lyden af velfærdstanken, der ramte bunden?

Mette Frederiksens historisk ringe nytårstale var en opvisning i statslig formynderlyst. Men det kniber med ånden i den borgerlige lejr, hvor der tilsyneladende ikke er nogen, der for alvor anfægter tanken om den gennemregulerede stat.

Egentlig orker man ikke høre ét ord mere om statsministerens nytårstale. Statsmanden, der talte til et myndigt folk, var forsvundet. Bag skrivebordet sad den formynderiske, omsorgsfulde morstat med hovedet på skrå og forklarede, hvordan hun vil kvæle borgerne med sin kærlighed.

En af historiens mest elendige nytårstaler med det andet laveste lixtal nogensinde fortjener slet ikke den omtale. Alligevel giver den stadig dønninger her snart fire uger inde i de gråtonede januardage. Af flere grunde. Statens anbringelse af børn uden for hjemmet er både alvorlig og kompliceret – retsligt og menneskeligt. Men det uhyggelige ved nytårstalen var statsministerens totale uanfægtethed. Med store våde hundeøjne kan både statsminister og socialminister prædike statens voldsomste indgriben i borgerens liv uden at fortrække en mine. Til trods for at retstilstanden på anbringelsesområdet er hullet, og graverende sagsbehandlingsfejl har først til tvangsfjernelser på et usikkert grundlag.

Alligevel er det bare et spørgsmål om at få det gjort. Hellere for flere end for få. For sikkerheden på, at staten gør det gode, er urokkelig. Nej, det er sandelig ikke tvivlens nådegave, der rider dem. Troen på statens ufejlbarlighed, at alt det gode udgår fra staten, er helt almindelig socialistisk tankegang. For socialister. For statsmennesker.

Men hvad blev der af den borgerlige opposition, mens de røde opruster på omsorg? Den samlede borgerlighed burde nedskyde det ideologiske tankesæt om den gennemregulerede stat, det gennemregulerede, normaliserede menneske – forestillingen om, at staten er den retmæssige ejer af mennesket, der kun af og til falder ind i privatlivet ved et uheld. Men ellers er livet, ansvaret og friheden noget, man kun har fået til låns fra staten – så snart man fejler og falder udenfor, bliver det hele inddraget igen.

Men borgerligheden er tavs. Ikke en lyd. Kun når det handler om skat, vågner nogle af de henslumrede blå. Det er også svært at argumentere imod, når nogen gerne vil ”gøre noget godt for mennesker”, være ”på børnenes side” med mindre man har så meget ånd, at man virkelig har gennemtænkt det. Og det har borgerligheden ikke. For med enkelte (liberale) undtagelser er detailregulering af borgernes liv blevet borgerlig politik i takt med, at evnen til at forstå mennesket på et åndeligt niveau er forsvundet. For frihed og ansvar og ånd hænger sammen. Selv i den konservative familie svæver ånden lavt.

Forleden aften sad formand Søren Pape Poulsen i det politiske talkshow på DR1 jovialt og hyggesnakkede lidt om anbringelser af børn. Langtfra alle adoptivbørn får samme lykkelige fortælling som ham – det burde han have in mente. Hvis forældre har fået tvangsfjernet et eller to børn, har de ikke forældreevne, næste barn skal bortadopteres ved fødslen, fastslog Søren Pape Poulsen. Bum.

Det lader ikke et totalitært styre meget tilbage at ønske. Statens indgriben i et menneskes liv må altid være en nødvendig undtagelse, og tvangsfjernelser og adoptioner er ulykkelige nødforanstaltninger. Vi skal tage os i agt for det omsorgsfulde (læs: iskolde ideologiske) statsmenneske, der opdrager borgerne til, at navlestrengen til staten er stærkere end til det, der er vores ophav, historie, slægt og forankringen i ansvaret for vores eget liv.

Men velfærdstanken har snart ramt sin egen bund, og ”regeringen er ikke løsningen på vore problemer, regeringen er problemet,” sagde den amerikanske præsident Ronald Reagan engang. Jeg er tilbøjelig til at give ham ret.

Følg
Jyllands-Posten
Velkommen til debatten
  • Jyllands-Posten ønsker en konstruktiv og god debattone blandt vores læsere uanset uenigheder. Overtrædelse af vores debatregler kan føre til udelukkelse.
  • Anmeldelse af grove kommentarer kan ske til blog@jp.dk eller ved at ”markere som spam”.
Profil
Marie Høgh (født 16.maj 1985) er sognepræst, forfatter, debattør, klummeskribent, foredragsholder og mor til en lille pige. Hun blogger om værdier, tidsånd, kultur, politik, etik, kristendom, kærlighed og alt det som livet er.
Seneste blogs
Af Utku H. Güzel
23.02.20, 14:43
Denne krig handler ikke om vestlige værdier, men udstiller endnu en gang Vestens hykleri og dobbeltmoralske politik. Læs mere
Af Mikael Jalving
23.02.20, 10:30
Dannelse skal hverken afspejle eller efterligne demokratiet, men hæve det, kvalificere det, ja, muliggøre det. Læs mere
Af Martin Ågerup
22.02.20, 00:34
Den danske SU er i forvejen den mest generøse i verden Læs mere
Af Nauja Lynge
21.02.20, 18:06
Den danske fregats deltagelse i den franske hangarskibsgruppe vil blive opfattet som dansk forståelse for den nye franske strategi. Og det kræver, at den danske politik i relation til det arktiske råd revideres. Læs mere
Af Marie Høgh
21.02.20, 13:45
Hvis samtykkeloven bliver en realitet, kvæles det personlige ansvar, tilliden og friheden i slipstrømmen på #MeToo, der næres af mistillid mellem kønnene. Læs mere
Af Morten Uhrskov Jensen
20.02.20, 19:18
Her kommer min kommentar helt uden Debatten. Læs mere
Af Søren Gade
20.02.20, 15:30
Hvorfor er vores unge blevet så kropsfikserede? Påvirkning fra medierne og influencere bærer med deres deres udstilling af nogle ofte absurde idealer en stor del af skylden for det, der kan ende galt. Læs mere
Af Birthe Rønn Hornbech
19.02.20, 16:54
Voldtægt skal stadig bevises, og det vil ofte være påstand mod påstand. Læs mere
Af Henrik Højlund
19.02.20, 14:23
Færre melder sig ud af folkekirken, viser de nyeste tal. Men folkekirken er efterhånden blevet så diffus og harmløs, at den gør sig selv overflødig. Læs mere