Verden har brug for Europas mod til frihed, modet fra 1989

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Enhver blandt os i Europa, der har oplevet den 9. november 1989, ved, hvor man var, da Berlinmuren faldt. For det var ikke kun Tysklands opdeling, der blev afsluttet, da øst- og vesttyskere faldt hinanden i armene med tårer i øjnene. Med muren væltede også jerntæppet, der i 40 år havde delt vores kontinent.

Den 9. november fejrer vi tyskere derfor ikke kun Murens fald. Vi fejrer det mod, som mennesker i hele Central- og Østeuropa viste, da de vandt deres frihed og demokrati. Vi fejrer et Europa, der – med få undtagelser – fremstår forenenet i sin lykke.

Vi tyskere ved, hvem vi står i gæld til for denne lykke: østtyskerne, der i hundredtusindvis drog ud i gaderne for at kræve frihed. Men også værftsarbejderne i Gdańsk, de syngende revolutionære i de baltiske lande, ungarerne, der var de første til at åbne jerntæppet, de visionære tænkere bag Charta 77 i Prag, stearinlysoptogene i Bratislava, oprørerne i Timişoara – alle de kvinder og mænd, hvis frihedsvilje formåede at bortfeje mure og pigtråd.

Vores lykke skyldes også vores venner og forbundsfæller i Vesten, men ligeledes Gorbatjovs politik, hvis glasnost og perestrojka jævnede vejen for genforeningen. Tysklands genforening var også en gave til Tyskland fra Europa – og dét i slutningen af et århundrede, under hvilket Tyskland havde bragt ufattelige lidelser over dette kontinent.

For os byder dette på en forpligtelse: at frembringe et samlet Europa. At bygge et Europa, der lever op til drømmene tilhørende de mennesker, der drog ud i gaderne i 1989 for frihed og demokrati. Dette vil vi arbejde for, også når vi overtager EU-formandskabet til næste år, 30 år efter genforeningen.

Redningen af euroen, endeløse konflikter om optagelse og fordeling af flygtninge – alt dette har skåret nye grøfter i Europa. Med brexit er vi for første gang vidner til et land, der forlader EU. Og i mange europæiske lande vokser tilslutningen til dem, der prøver på at bilde os ind, at mindre Europa er bedre for os.

Men det står klart, at vi europæere kun kan klare os i denne verden, hvis vi holder sammen. Ingen af os kan klare de fire store, internationale udfordringer – globalisering, klimaforandringer, digitalisering og migration – hver for sig. Kald fra København, Berlin eller Paris alene bliver overhørt i Moskva, Beijing og desværre også mere og mere i Washington. Kun Europas samlede røst er afgørende. Særskilte nationale tiltag i Europa må endelig høre fortiden til.

• I fællesskab skal vi formulere og håndhæve en europæisk politik over for lande som Rusland og Kina. Til det har vi brug for et mere effektivt europæisk diplomati, men især mere fleksibilitet fra os alle. Med 27 forskellige nationale tiltag kommer vi ingen vegne.

• I fællesskab skal vi gøre mere for at deeskalere konflikterne i vores nabolag – i Donbass, i Syrien og i Libyen. Til det må vi styrke Europas instrumenter til fredelig konflikthåndtering. Og vi har brug for en ægte europæisk forsvarsunion, komplementær til Nato, der, om nødvendigt, kan handle selvstændigt.

• I fællesskab skal vi gøre en indsats for at bevare den internationale orden og udgøre kernen i en sammenslutning for multilateralismen. For også fred i Europa er afhængig af bevarelsen af denne orden.

• I fællesskab skal vi overtage en ledende rolle, når det gælder klimabeskyttelse. Der er brug for modige politiske beslutninger og ægte samfundsmæssige bestræbelser, hvis vores kontinent skal blive klimaneutralt til midten af århundredet. Hvis det ikke lykkes for os, står vores børns fremtid på spil.

• I fællesskab skal vi styrke den europæiske økonomi, for ikke at blive knust i handelskrige og teknologiske konkurrencer mellem Kina og USA. Det næste budget for EU må blive et budget for fremtiden, der målrettet investerer i forskning, højteknologi og digitalisering. Kun sådan kan vi sikre Europas velstand.

• I fællesskab skal vi sikre også det indre sammenhold for vores union. Europa er stærkt, når det byder sine borgere social sikkerhed, og når vi ikke kun opnår økonomisk, men også social samhørighed. Og Europa er stærkt, når vi respekterer og håndhæver værdier som retsstatslighed.

Danmark er en tæt partner for Tyskland og forfølger de samme mål som os i mange afgørende fremtidsspørgsmål som klimabeskyttelse og bekæmpelse af årsagerne til, at mennesker flygter.

I det kommende år 2020 kommer vi til at markere det dansk-tyske kulturelle venskabsår med et stort udvalg af arrangementer i begge vores lande. Vi vil undervejs være i tæt udveksling og lære hinanden endnu bedre at kende. Jeg glæder mig til at bevæge Europa videre fremad sammen med min kollega, Jeppe Kofod.

Efteråret 1989 har vist, hvad vi europæere er i stand til, når vi tænker og handler på tværs af landegrænser; hvilken styrke vi rummer, når vi står inde for frihed og demokrati, for ret og retfærdighed: styrken til at overvinde mure og grænser. Styrken til at forsvare vores værdier og interesser i en mere og mere autoritær verden.

Denne verden har brug for Europas mod til frihed, modet fra 1989. Vi må endelig turde være europæere, vi må turde handle europæisk – uden at tøve!