Det var ikke længe, vi fik lov at danse på Murens rester

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I dette efterår er det 30 år siden, at Berlinmuren faldt. Den aften i november sejrede den ukuelige menneskelige vilje til frihed og fremskridt over det totalitære vanvid. Pludselig kunne vi se på verden på en helt ny og mere håbefuld måde.

I efteråret 1989 blev der på universiteter over hele verden bedrevet komparative analyser af de to supermagter. Den socialistiske planøkonomi blev analyseret indgående, og ingen kunne forestille sig en verden uden det jerntæppe, der havde delt kloden i mere end fyrre år.

Men en aften i Berlin gjorde med ét den tankegang overflødig. Med ét måtte vi alle anskue verden på en ny måde.

Alt det, vi ikke troede var muligt, kunne pludselig lade sig gøre. 68’ernes credo ”Vær realistisk – kræv det umulige” virkede for en stund ikke længere som en verdensfjern forhåbning. Pludselig kunne verden ændres. Til det bedre.

Få måneder efter begivenhederne i Berlin blev Nelson Mandela løsladt efter 28 år i fængsel, og overalt i verden faldt kommunistiske diktaturer fra hinanden. En voldsom global revolution, der var bemærkelsesværdigt ublodig. En uventet lykkelig afslutning på et århundrede fyldt til massegraven med menneskelige rædsler og ulykke.

For et kort øjeblik blev frihedens kræfter sluppet løs og årtiers totalitære åg kastet bort. For et kort øjeblik var det åbne samfund med liberalt demokrati det ideal, man styrede efter. Ingen kunne forestille sig et samfund, hvor det enkelte menneskes værdighed og rettigheder ikke blev respekteret i et frit og demokratisk samfund.

I et kort øjeblik vedtog en række nye nationer forfatninger, der knæsatte de bedste principper fra oplysningen og gjorde dem til rammen omkring vore frie samfund. I et kort øjeblik var det umuligt at forestille sig samfund, hvor det ikke skulle gælde.

Det fik nogle til at tro, at historien var slut. Men historien slog hurtigt tilbage. Og efter den euforiske fest i Berlin for 30 år siden vendte hverdagen, nye konflikter og sammenstød tilbage. Det var ikke længe, vi fik lov at danse på Murens rester.

Men når vi i dette efterår fejrer Berlinmurens fald, er der mere end nogensinde grund til et øjebliks refleksion over de kræfter, der blev sluppet løs den aften i Berlin. For i 1989 skete der rent faktisk noget afgørende.

I november 1989 ændrede verden sig til det bedre, og det kom nedefra og blev artikuleret af de befolkninger, der havde fået nok og fandt modet til at rejse sig og råbe »Wir sind das Volk«. For 30 år siden oplevede vi håbets frigørende kraft.

Ungdomsoprøret i slutningen af 60’erne har altid haft den bedste presse. Hippierne havde moden, filmene, bøgerne, stofferne og musikken med sig. Det kan man ikke just sige om de rigtige helte fra 1989. Det var østtyskere i forvasket denim. Deres soundtrack blev skrevet af Scorpions, og der blev ikke lavet T-shirts med Helmut Kohl eller Christian Führer-motiver.

Lige præcis derfor er der dette efterår grund til at huske befolkningerne i Østeuropa for det nye perspektiv, de gav verden. De var ikke fotogene, og det hele gik hurtigt op i D-mark og frysepizza. Men det håb, de slap fri, er der stadig en kæmpe energi i.

I det nye årtusinde er vi blevet vænnet til at se realistisk og strategisk på verden og leve efter ”Bismarcks Diktum” om, at politik er det muliges kunst. Men begivenhederne i 1989 lærer os, at der gives øjeblikke, hvor vi har en forpligtelse til at tænke ud over det muliges grænser, rive murene i vores hoveder ned og give plads til håbet som det eneste realistiske alternativ i en håbløs verden.

Det var den energi, der sendte Greta Thunberg ud foran Riksdagen med et lille papskilt. Det er det håb, der driver de umulige protester i Moskva og Hongkong. Og det er læren og ånden fra 9. november 1989. Skønt det er 30 år siden, er der stadig masser af energi at hente i, at mure kan falde både i Berlin – og i vores hoveder.