Plejeforældre har vel også ytringsfrihed?
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Det er bekymrende, at der tilsyneladende gælder andre regler for plejeforældre end for alle andre, når det kommer til at deltage aktivt i den offentlige debat. Problematikken ser man udstillet med sagen om bloggeren og debattøren Jaleh Tavakoli, som nu har valgt at trække sig fra den offentlige debat, af frygt for at socialtilsynet vil fjerne familiens plejebarn.
Jeg synes, at Jaleh Tavakoli er en fremragende debattør, som bl.a. er en af de – relativt få – debattører med indvandrerbaggrund, som i indlæg og bøger tør tale de islamiske mørkemænd imod. Et vigtigt og væsentligt bidrag til den offentlige debat her i landet.
Men som alle ved, er det også en debat, der vækker stærke følelser. Jaleh Tavakoli er som mange andre debattører, der har ytret sig kritisk i forhold til islam og indvandring, blevet mødt med tilsvining og trusler. Og det er netop bl.a. de voldsomme reaktioner, som Jaleh Tavakolis deltagelse i den offentlige debat bliver mødt med, der har fået socialstilsynet til at så tvivl om, om hun er i stand til at varetage opgaven som plejemor på betryggende vis. Og det selv om der mig bekendt aldrig er blevet rejst tvivl om, hvorvidt der ellers er tale om en velfungerende plejefamilie, hvor plejebarnet har det godt.
Mange plejefamilier gør en kæmpe samfundsnyttig indsats, som er af uvurderlig værdi for nogle af de børn, der af den ene eller den anden grund ikke kan være hos deres biologiske forældre. Selvfølgelig skal der være en myndighed, der godkender og fører tilsyn med de plejefamilier, som vi som samfund overdrager ansvaret med at tage sig af nogle af de mest sårbare børn.
Men det holder ganske enkelt ikke, hvis plejeforældre skal være bange for at engagere sig i den offentlige debat. Ytringsfriheden gælder også for plejeforældre. Punktum. Vi har som samfund ikke råd til, at en vigtig stemme som Jaleh Tavakoli gøres tavs.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.