Fortsæt til indhold
Debatindlæg

De nye røgsignaler fra V og S slår ikke til

Andreas Rudkjøbingformand for Lægeforeningen, København

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg og Lægeforeningen vil have priserne på tobak sat markant op. 90 kr. for en pakke cigaretter er et rigtigt godt niveau.

Formålet er naturligvis, at undgå de gennemgribende konsekvenser ved tobaksrygning: 40 børn og unge begynder at ryge hver dag, og der er 13.600 rygerelaterede dødsfald hvert år i Danmark.

Derfor er det positivt, at der efterhånden er ved at indfinde sig en politisk erkendelse af, at der skal gøres noget.

Venstre har spillet ud med et forslag om at hæve cigaretpriserne med 20 kr. Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet har signaleret, at hun er villig til at hæve priserne for unge tobakskøbere, mens ældre rygere skulle ”fredes”.

Overordnet er det meget positivt, at disse to store partier nu er i bevægelse mod højere priser på tobak. Der har i en længere periode været helt stille på den front, hvilket desværre har og har haft negative følger for folkesundheden. Derfor ser jeg frem til, at partierne spiller mere detaljeret ud med højere tobakspriser.

I samme åndedræt vil jeg påpege, at det ikke er Lægeforeningens politik, at der skal være differentierede priser på tobak, som Socialdemokratiet lægger op. Vi mener, at prisen skal markant op for alle, fordi alle grupper i samfundet vil have helbredsmæssigt gavn af at stoppe med at ryge.

Ikke desto mindre er det godt nyt, at de nu overvejer at bruge højere tobakspriser som værktøj. Vi vil naturligvis arbejde for, at det ikke kun er unge, der på den måde får en hjælpende hånd, men også ældre, som kan få flere gode leveår uden tobak.

Højere priser på tobak skal selvfølgelig ikke stå alene. Rygere uanset alder skal også hjælpes med at stoppe på andre måder. Eksempelvis med gratis rygestopmedicin til storrygere, når de samtidig følger et rygestopkursus.

Herudover skal vi også hjælpe børn og unge ved at værne dem mod tobak ved at give dem et 100 pct. røgfrit miljø på deres skoler og ungdomsuddannelser.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.