Resultatet er imponerende for klimaet, når ploven går på pension

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Sidste sommer var varm og tør til skade for landmandens afgrøder, og den slags somre møder han også i fremtiden. Det bliver kun værre, jo mere CO₂ landbruget og vi andre sender ud. Men landbruget kan suge CO₂ ud af atmosfæren og dermed hjælpe sig selv, hvis landmanden planlægger markarbejdet anderledes og laver mindre af det.

Meget af markarbejdet er nemlig slet ikke gavnligt for afgrøderne. De vokser f.eks. fint uden pløjning. Pløjningen skal ødelægge tilværelsen for ukrudtet, som er naturlige planter blandet med afgrøder fra sidste år. Af hensyn til høstudbyttet må de ikke konkurrere med afgrøderne. Men afgrøderne kan fint klare konkurrencen, hvis man vælger sit markarbejde med omhu.

Resultatet er imponerende for klimaet, når ploven går på pension. Det traditionelle markarbejde på en hektar landbrugsjord, svarende til en fodboldbane, bruger nemlig årligt omkring 100 liter diesel, og det sender 250 kg CO₂ lige op i atmosfæren. Pløjefri dyrkning udleder under det halve.

Men pløjningen er meget værre end det, for den sender samtidig vel over to tons CO₂ op i atmosfæren, fordi den bringer ilt ned i jorden. Ilten oxiderer nemlig jordens organiske materiale, så det bliver til CO₂.

I alt kan en landmand med små 100 hektar under ploven derfor spare sin egen fremtid for over 210 tons CO₂ om året, hvis han skifter til conservation agriculture.

Med den dyrkning vil en hektar landbrugsjord endda suge 1 ton CO₂ ud af atmosfæren hvert år i stedet for at udlede mere end to tons. For afgrødernes rødder er lavet af CO₂, som bladene har trukket ud af atmosfæren, og når jorden ikke bliver pløjet, bliver det meste af rodnettet liggende nede i jorden som organisk materiale. Det samme gælder for efterafgrøderne.

Og det bliver bedre med tiden. Efter nogle år vender regnormene tilbage, fordi der er ro. De trækker blade ned i deres gange, spiser og fordøjer dem og efterlader resterne dernede.

Samtidig bliver jorden også meget bedre. Den uforstyrrede jord holder nemlig bedre på vandet, og planterne vokser bedre i den. I den hede sommer kunne landbrugsaviserne derfor fortælle, at afgrøderne stod grønnere på de pløjefri marker end på de pløjede.

Danmark har 2,66 millioner dyrkede hektar, og de fleste er under ploven hvert år. Derfor er deponeringen af 1 ton CO₂ i hver hektar det samme som et enormt potentiale for at trække CO₂ ud af atmosfæren.

Den pløjefri dyrkning er en velkendt metode blandt landbrugets konsulenter, som rådgiver den enkelte landmand. Der er ikke nogen ny teknologi at vente på og ikke nogen nødvendig ny forskning.

Grundlæggende handler det blot om at kende sin jord, at skifte mellem forskellige afgrøder, at vælge de rette efterafgrøder og planlægge det rigtige markarbejde. På den måde sikrer man, at afgrøderne har overtaget i forhold til ukrudtet.

Men vores landbrug har tradition for at pløje jorden, og landmanden er forsigtig. Han driver en virksomhed, som tit er identisk med ham og hans familie, og derfor tager han ikke en risiko, som han ikke er presset ud i.

Hvis han ikke kender til conservation agriculture, og hvis hans naboer heller ikke gør, så ligner det et risikabelt valg. For han har ikke selv erfaringer, og han kan ikke hente erfaringer ved naboerne. Det kan han derimod, når han bruger de traditionelle metoder, for dem bruger naboerne også.

Hvis landbruget skal fjerne CO₂ fra atmosfæren i stedet for at udlede den, så skal man fjerne den risiko, som landmanden fornemmer ved skiftet. Han skal have adgang til viden og erfaringer om pløjefri dyrkning. Både til sin planlægning og til det daglige arbejde. Så kan landbruget gå fra klimasynder til duks.