Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Vi skal ikke tvinge læger i almen praksis

Tvang er ikke løsningen på lægemangel – i stedet skal forholdene for de unge læger, vi ønsker tager arbejde i almen praksis, forbedres.

Christian Freitagformand for Praktiserende Lægers Organisation
Helga Schultzformand for Yngre Læger

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Danmark mangler læger, i særdeleshed praktiserende læger, og det er efterhånden et problem i både udkanten og i større byer.

I et land som Danmark skal alle have fri og lige adgang til en læge, men sådan er det desværre ikke i dag, og det er et problem, som vi alle – politikere, læger, patienter – selvfølgelig ønsker løst. Derfor er det meget positivt, at der på Christiansborg tegner sig et bredt politisk flertal for årligt at uddanne 100 ekstra speciallæger i almen medicin.

Der er slet ikke fysisk plads til alle disse læger i de praktiserende lægers klinikker, og der er slet ikke erfarne kolleger til at lære dem op. Forslaget kan derfor slet ikke lade sig gøre i praksis.

Desværre har Socialdemokratiet også spillet ud med et forslag om en slags værnepligt til de yngre læger, der lige har færdiggjort deres såkaldte Klinisk Basisuddannelse (KBU), som er begyndelsen på den lægelige videreuddannelse. Forslaget går ud på, at disse helt nye læger skal arbejde et halvt år i almen praksis et sted i landet, hvor der er mangel på praktiserende læger.

Vi, der repræsenterer både de yngre læger og de praktiserende læger, er enige om, at dette er en rigtig dårlig idé, og vi vil godt forklare hvorfor: At bruge denne form for tvang til at løse problemer på det danske arbejdsmarked er meget udansk. Det vil utvivlsomt gå ud over lægernes arbejdslyst, og hvem har lyst til at sidde over for en læge, der ikke er glad for at gå på arbejde?

Vi uddanner over 1.000 nye læger hvert år. Der er slet ikke fysisk plads til alle disse læger i de praktiserende lægers klinikker, og der er slet ikke erfarne kolleger til at lære dem op. Forslaget kan derfor slet ikke lade sig gøre i praksis. Endelig vil det i øvrigt forlænge lægernes uddannelse til speciallæge, og på den måde får vi ikke hurtigere uddannet de nødvendige praktiserende læger.

Vi anerkender Socialdemokratiets forsøg på at løse et samfundsproblem, men vi tager klart og utvetydigt afstand fra metoden. Tvang er ikke løsningen – i stedet skal forholdene for de unge læger, vi ønsker tager arbejde i almen praksis, forbedres.

Giv dem faglige fællesskaber, flotte lokaler, tilbyd ægtefællen job, sørg for gode daginstitutioner til børnene, lad der være mulighed for forskning. Find i det hele taget guleroden frem og læg pisken væk.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.

Artiklens emner
PLO