Samfundets digitale fundamenter er alt for vitale til at overlades til private virksomheder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I industrisamfundet udgjorde veje, jernbaner, havne, energiforsyning, spildevandsanlæg med videre samfundets afgørende infrastrukturer. Infrastrukturer, som er afgørende for, om et samfund fundamentalt kan fungere, og som borgere og virksomheder kan stole på og tilrettelægge deres virksomhedsdrift og levned ud fra.

Industrisamfundet er imidlertid under hastig forandring på grund af digitaliseringen. Vi er for fuld fart på vej ind i det digitale samfund – d-land. I d-land er der også masser af industri. Nu er produkter og processer ”blot” blevet gjort intelligente gennem digitalisering.

Det betyder, at de er mere effektive og smarte, selv kan opsamle informationer gennem f.eks. sensorer, kan udveksle data med andre systemer og selv kan tage beslutninger som følge af kunstig intelligens. For blot at nævne et par af perspektiverne.

I d-land opstår der nogle nye kritiske infrastrukturer på linje med industrisamfundets. Vi kalder dem digitale fundamenter, fordi samfundet er fuldstændig afhængigt af dem, og fordi samfundet agerer ud fra, at disse digitale fundamenter er til stede og fungerer 24 timer i døgnet, 365 dage om året.

Digitaliseringen giver mennesker, virksomheder og samfund uendeligt mange muligheder for at kunne indrette sig fleksibelt, effektivt og mere behageligt.

Danmark er helt fremme i denne udvikling. Faktisk er vi det land i verden, der klarer sig bedst, når det gælder digitalisering. Vi er udråbt som nummer et i analyser fra såvel EU, OECD og FN, og rigtig mange lande ser således på Danmark for at lære af os.

Men – for der er et stort men – digitaliseringen har samtidig en bagside. Vi er som samfund blevet fuldstændig afhængige af de digitale løsninger og tilliden til dem. De digitale fundamenter er kritiske for det danske samfund. Hvis f.eks. NemID rammes af et nedbrud, går samfundet bogstaveligt i stå.

Eller hvad hvis befolkningen mister tilliden til, at man trygt kan anvende kommunikationsinfrastrukturen, fordi den er baseret på komponenter fra virksomheder fra mere totalitære samfund, som mistænkes for at udnytte disse komponenter til uretmæssigt at opsamle data?

Den bekymring har præget avisoverskrifterne de seneste dage i relation til den kinesiske virksomhed Huawei.

Da vi i tænketanken Danmark 3.0 i 2011 udgav rapporten ”Hvornår springer Danmark ud som d-land?”, skrev vi: »Alle borgere bør have lige ret og lige adgang til samfundets digitale infrastrukturer, som vi kalder digitale fundamenter. Derfor peger vi på, at digitale fundamenter bør kontrolleres af staten og dermed skærmes fra at blive gidsel i et kommercielt monopol.«

Videre anbefalede vi: »Det er derfor afgørende for nationens sikkerhed både i klassisk sikkerhedsmæssig forstand (herunder krig og force majeure) og i relation til den daglige digitale drift af samfundet, at staten både har fuld indsigt i og kontrol med digitale fundamenter.

Staten kan ikke tillade, at kontrollen med nationale digitale fundamenter overlades til private virksomheder, hverken danske eller udenlandske.«

Her syv år efter begynder det at stå mere og mere klart, at den digitale udvikling kalder på regulering, hvis vi som samfund ikke skal ende med gevaldige tømmermænd.

Klokken er fem i tolv. Vi kan ikke overlade det til markedets kræfter alene. Tænk blot på EU-kommissær Margrethe Vestagers kamp mod de digitale mastodonter.

Det er sådanne emner, som skal og må optage politikere og centrale embedsmænd i udviklingen af en kommende strategi for det digitale Danmark – ikke kun de muligheder og gevinster, som følger med digitaliseringen. Ellers vil de flotte førstepladser ikke have været meget værd i det lange løb.