Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Kriminelle udlændinge skal stoppes

Jackie Damkjær Hansenudlændinge- og integrationsordfører for Kristendemokraterne, Kolding

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Udlændinge er fortsat overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne, og det er konsekvensen af en uansvarlig udlændingepolitik.

At omvende denne overrepræsentation vil tage lang tid at løse, og det vil kræve et bredt sæt af handlinger, ikke kun på retsområdet, men også på det sociale og forebyggende område. Vi har en lang vej foran os, hvis vi ønsker at genskabe det trygge samfund, vi engang havde i Danmark.

Et afgørende skridt i retning af et mere sikkert Danmark er, at vi sætter en stopper for, at udenlandske kriminelle, der begår grov eller gentagende kriminalitet, kan blive i landet.

I dag er det desværre sådan, at mange udlændinge dømt for grov eller gentagende kriminalitet ikke udvises, da det menes, at deres tilknytning til Danmark er for stor.

I dag lægger vi for stor vægt på gerningsmandens perspektiv og glemmer ofte ofrene og deres slægtninge, og borgernes tiltro til retsvæsenet bliver skadet af dette.

Den tid, hvor udlændinge, der begår grov eller gentagende kriminalitet, kan få lov til at blive i Danmark, skal være slut. Kristendemokraterne kræver, at en udenlandsk statsborger, der er dømt for alvorlig eller gentagende kriminalitet, udover at få en fængselsdom også skal have en livslang udvisning, som håndhæves.

I mange tilfælde bliver de internationale konventioner beskyldt for at være en hindring for disse udvisninger, men oftest er det vores eget retssystem, som står i vejen for at udvise disse kriminelle udlændinge, hvilket der skal rettes op på.

Hvis udvisningen er hæmmet af modtagerlandet, er vi parat til at udøve stærkt pres i form af sanktioner, frosne aktiver og tilbagekaldelse af støtte.

Vores fælles samvittighed kræver, at vi træffer effektive foranstaltninger for at beskytte uskyldige borgere og sikrer os, at udenlandske statsborgere, der begår kriminalitet, udvises, imens vi fokuserer på forbyggende indsatser for de udlændinge, der oprigtigt vil Danmark.

Kristendemokraterne mener, at Danmark er for dem, der kan og vil.