Giv dine børn et hurtigt farvel

Det påvirker børn, hvordan deres forældre afleverer og henter dem. Bedst er det, hvis de voksne skruer en smule ned for sig selv, siger familievejlederen Lola Jensen, der netop har udgivet ”Må vi så få ro” på (JP/Politikens Forlag). Her er et uddrag fra bogen:

Morgenstunden afløses af afgang til og snart derefter ankomst og aflevering i dagpleje, daginstitution eller skole. Engang for ikke så længe siden var mange forældre ret klare i mælet, når de sagde farvel.

Med få ord og enkel handling gav forældre underforstået børn dette budskab: »Jeg har tillid til det her sted, og derfor kan jeg godt gå fra dig.«

Var der tale om indkøring, tog det lidt længere tid, men det var stadig sådan, at når man gik, så gik man. Nogle forældre kunne finde på at liste ud uden at sige farvel, hvilket ikke var rart for børnene, som ville være mere trygge ved at vide, hvor de havde deres forældre.

Den stil ønskes ikke, men en mere præcis afsked med barnet må gerne vende tilbage og gøre det nemmere for børn og deres pandelapper at fornemme, om forældre har tænkt sig at blive eller gå.

Ønskescenen er, at forældre efter en uges tid, når indkøringen er overstået, vælger at være præcise og signalere tillid til stedets voksne og gå efter højst fem minutter. Det giver mere ro til det barn, der skal sige farvel, men også til de øvrige børn på stuen og til personalet.

Nogle forældre vil som denne mor til Elias på 2 år svare:

»Jeg kender mit barn bedst, og jeg har retten til at være her så længe, som jeg har brug for det, og så længe, som mit barn har brug for mig.«

Det kan føles rigtigt for denne mor, men det kan forvirre Elias betydeligt, fordi afskedssignalerne trækker ud i måske en halv time og får hans hjerne til at summe:

»Skal jeg gå i gang med at lege med de andre børn eller med at knytte mig til en voksen her? Eller skal jeg vente, mor er her jo endnu? Det er lidt svært at komme i gang. Har hun mon ikke tillid til, at det her sted er godt for mig, siden hun er her endnu?«

Så konkret tænker Elias ikke, men han vogter med sikkerhed på mors næste træk og vender sig ikke mod det nye, og situationen slider på hans pandelapper. Måske viser mor sin sorg over at skulle give slip på Elias, og det gør det ikke nemmere for ham:

»Mor, jeg kan se en smerte i dit ansigt, når du skal sige farvel til mig. Det ser ud, som om du ikke tror på, at jeg kan klare mig uden dig. Men hvad skal jeg så gøre, når du er gået?«

Så konkret tænker Elias stadig ikke, men uroen planter sig i ham og kan give voldsom gråd ved den endelige afsked, som jo kommer, men hvornår?

Den støj, som den enkelte mor, og en sjælden gang far, sender til sit barn, påvirker alle de andre børn, som er tilskuere til scenen og mærker den uro og frustration og måske stress, situationen giver fra sig. Det samme sker, når forældre bygger afskedsritualer op, som får stuen til at minde om en togperron i myldretid:

»Mor går lige om lidt, og så kan vi mødes henne ved ruden. Så kan du åbne vinduet, og mor kysser og vinker en sidste gang. Du får lige 10 kysser nu og også et fra Vuffi og morfar og mormor og far og Emily. Mor elsker dig, mor savner dig allerede, mys-mys, kys-kys. Hvis jeg skal komme tilbage, fordi du er blevet lidt utryg, så vift med begge hænder, så kommer jeg straks igen. Er der en voksen, der lige vil hjælpe Elias med at vinke?«

Eller:

»Du kan låne mors tørklæde, så kan du lugte mor hele dagen. I morgen kan du låne mine vanter. Du får også lige nøglen til huset derhjemme, så ved du, at jeg kommer igen. Inga, må Elias ikke godt få nøglen med ud i krybben, når han skal sove? Og pas endelig på nøglen, for ellers kan vi ikke komme ind i aften, ha ha.«

Der findes også forældre, der opholder sig en halv time i fuld synlighed uden for institutionen, hvor de leger kontor med deres mobiltelefon. Det kan være lidt svært at forstå for en pode, der var ked af at blive afleveret og har fået at vide, at mor eller far skulle skynde sig ind på kontoret og tjene penge til familiens mad og sommerferie.

Enkelte forældre holder på retten til at bestemme selv, når personalet venligt beder dem moderere sig. Men findes det okay at dytte og båtte og komme og gå i voldsom uro, må det også accepteres, at alle andre forældre gør det samme. Husk blot, at børnenes pandelapper ikke har let ved at rumme det.

Ønsket for børnene lyder, at alle forældre underlægger sig de rammer og spilleregler, der gælder i offentlige rum.

»Det er ikke kun mig og mit barn, der er vigtige. Vi må også tage hensyn til fællesskabet.«

Et hensyn, der ikke tages, hvis mor eller far dagligt kommer med nye krav til:

»Søde Sonja, han skal altså kun sove en time til middag, ellers kan han ikke sove i aften. Og jeg vil ikke have, at dine husdyr kommer i de rum, hvor børnene færdes. Og af hensyn til hans tænder må han kun drikke af denne helt bestemte kop. Og jeg vil gerne have, at du bruger dette rugbrød, da det har højest fiberindhold, ligesom du gerne må være sød at sørge for, at han får spist det og det og det, for vi kan ikke få det i ham derhjemme.«

Dagpleje, daginstitution og skole er børns arbejdsplads. Nogle skal være der fra tidlig morgen til lukketid, og en hel del børn bliver let påvirket af uro. Sikkert er det, at alle børns pandelapper klarer dagen bedre, hvis de enkelte forældre viser hensyn til helheden.

Ro på afhentningen

Med afhentningen er det som med afleveringen. Hvis forældre er tydelige omkring, hvad der skal ske, smitter det børnene.

I gamle dage, for ikke så længe siden, glædede det forældre, hvis barnet havde en god leg med en ven eller flere i det bageste hjørne, fedtet ind i mudder fra top til tå. Måske havde et ”tissemandseksperiment” lige fundet sted. Det var afklaret, hvem der kunne tisse længst eller tisse helt over i kassen med sandsager.

Det kunne også være afklaret, hvem der havde eller ikke havde en tissemand, og at pigerne i stedet havde en tissekone, og man havde måske suppleret med lidt ”bolleleg” eller ”far, mor og børn”, hvor drengene kæmpede for at opfylde de krav, som pigerne dikterede.

Det tog måske tid at finde sit barn, særligt på et fritidshjem. Når det endelig lykkedes, så frydede det forældrene, at børnene havde leget godt i et isoleret hjørne af legepladsen med mulighed for at lufte livets mangfoldighed gennem eksperimenter, roller og øvelse.

Forældre kunne se, at legen satte ting på plads og gav ro i pandelapperne, og de sagde bare: »Kom, vi hjælper lige med lidt oprydning her i legehuset, og så går vi hjem.«

Det var dog også en gang imellem nødvendigt at give et input til legens deltagere omkring grænsen for eksperimenter i for eksempel ”tissemandseksperimenter” eller ”bolleleg” med det mål at lære dem at passe på hinanden. Så var den ikke længere.

Ingen forældre klagede over, at en anden forælder havde givet børnegruppen lidt læring, og forældrene stod heller ikke i flok med børnene som tilhørere og fortalte højlydt om børnenes grænseeksperimenter til hinanden og personalet. Episoden blev højst til et pinligt vers i en kommende konfirmationssang.

I dag kan der være fuld volumen på især mødres ”samtaleanlæg”. Hen over hovedet på alle børn kommenteres stort og småt, ondt og godt og dagens personlige dont i øvrigt:

»Altså nu har jeg stået her i to minutter, uden at nogen har observeret, hvad de tre drenge nede bag ved skuret foretager sig. Jeg kan ikke være tryg, hvis jeg ved, at min datter kan være uden opsyn så længe. Der kan jo ske meget. Hun fortalte i går, at en af drengene havde spurgt, om han måtte se hendes tissekone. Jeg mener faktisk, at han krænker hende, og jeg overvejer at tale med forvaltningen om episoden. I går fortalte hun, at Anker havde været ved at stikke af over hegnet. Jeg bliver ret urolig over de episoder. Hej Nanna, gud, har far givet dig den jakke på? Det er altså utroligt, at han ikke selv kan se, at den kun egner sig til leg i haven. Jeg bliver nødt til at lægge den væk. Suk, han har også glemt at sætte elastikker i dit hår. Så må han selv stå for at rede uglerne ud i aften. Det er snart hver gang, han glemmer det. Har du slået dig? Hvem trøstede dig? Kom de, da du kaldte? Fik du plaster på? Er du ikke klar til at gå hjem? Jamen, så sætter jeg mig lige her og snakker lidt med Saids mor. Altså, vi har fået en praktikant inde på arbejdet, hun er ikke den skarpeste kniv. Hun giver mere arbejde, end hun gør gavn. Nå Nanna, er du klar nu? Jamen, så leg lige færdig, så går vi om lidt.«

Af hensyn til fællesskabet lyder opfordringen, at mange mødre og enkelte fædre skruer lidt ned for volumenknappen og op for tilliden til omgivelserne. Det vil med øjeblikkelig virkning nedkøle de omkringværende pandelapper.

Selvfølgelig er det okay at være i tvivl, stille spørgsmål og være nysgerrig på dagen, men det kan gøres næsten uden larm gennem tillid, tavle, intra og lav, diskret tale uden for børnenes radar. Start måske bare med at spørge Nanna, hvad dagen har givet fra sig af oplevelser:

»Nå, har du slået dig? Hvor? Det var godt, at Michelle kunne trøste dig. Og godt, at du var god til at bede om hjælp. Må jeg se plastret? Er det holdt op med at gøre ondt?«

En gang eller to kan mor eller far, efter aftale med personalet, sætte sig stille og hygge lidt om eftermiddagen ved afhentning. Men alle andre dage bør grænsen være klar både ved aflevering og afhentning.

Voksne bør opføre sig afdæmpet og med respekt for det liv, der leves her. Ganske som børn bør gøre det, når de en sjælden gang er med på mors eller fars arbejdsplads.