Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Rygerne bør selv betale for konsekvenserne af deres røg

Det er fint nok med mig, at folk ryger, hvis de selv betaler for både cigaretter og rygerelaterede omkostninger i form af sygehusbehandling og pleje.

Gunnar Lind Haase Svendsenuniversitetsansat, Tønder

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ture Damtoft kritiserer i et indlæg mit forslag om helt at forbyde tobaksrygning i kronikken ”Hvorfor dog ikke forbyde cigaretter?” Min bekymring var, at de unge siden 2010 ikke er begyndt at ryge mindre. Rygning koster staten 24 mia. kr. om året. Kampagner har minimal effekt på de unge. Rygning er skyld i knap hvert fjerde dødsfald. Der er 400.000 kol-patienter osv. Alligevel gør vi intet for at forhindre, at 40 unge begynder at ryge hver dag.

Det er uansvarligt, og jeg foreslår derfor, vi om 5-10 år én gang for alle smider smøgerne på historiens losseplads til trods for bøvl med EU-lovgivning, lobbygrupper, sortbørshandel og protester fra rygere.

Ture Damtoft er netop en af disse rygere. Han mener, jeg overser, at »forbud aldrig nogensinde hjælper den, hvis adfærd eller adfærd med andre ligesindede voksne forbydes.«

Man bør begrænse antallet af storrygere »ad frivillighedens og oplysningens vej«. Og han fortsætter: »Det virkede da med spiritusbilisme i 1980’erne og 1990’erne. Men der forbød man jo heller ikke alkohol, men snarere en specifik konsekvens af den.« Damtoft bryder sig ikke om ”professorens” intolerance over for folk, der ikke ligner ham selv.

Hvis det er udelukket, at rygerne selv (eller tobaksindustrien) skal betale behandlings- og plejeudgifterne – så mener jeg, at et totalforbud ville være den bedste løsning.

Tak til Damtoft for dette modsvar. Jeg har tre kommentarer.

1. Jeg kan forstå på Damtoft (og flere andre i den elektroniske debat), at mange har et problem med, at min professortitel optræder i kronikken. Jeg forstår ikke hvorfor, men vil udelade min titel, når jeg bidrager til en offentlig debat i Danmark for ikke unødigt at provokere.

I øvrigt: Er det ikke godt, at danske forskere bidrager til samfundsdebatten i stedet for kun at skrive engelsksprogede artikler til internationale tidsskrifter?

2. Jeg har ingen intention om at ville ”trumfe dem”, som er anderledes end mig selv. Det er de unge, jeg er bekymret for. Hvilke argumenter, udover »at det er dejligt«, har rygerne imod et forbud?

3. Den samfundsøkonomiske belastning er enorm. Min genbo er kol-patient og skal have pleje flere gange om dagen. Jeg hører ham bestandigt hoste, når han er i haven. Det er fint nok med mig, at folk ryger, hvis de selv betaler for både cigaretter og rygerelaterede omkostninger i form af sygehusbehandling og pleje.

Hvorfor skal ikkerygende skatteydere finansiere rygernes selvforskyldte helbredsproblemer? Jeg ønsker naturligvis ikke, at min genbo skal gå fallit. Men hvis det er udelukket, at rygerne selv (eller tobaksindustrien) skal betale behandlings- og plejeudgifterne – så mener jeg, at et totalforbud ville være den bedste løsning.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.

Artiklens emner
Rygning