Hvorfor dog ikke blot forbyde cigaretter?

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Først den gode historie: Det er blevet bedre. Det er blevet meget bedre. Jeg husker tydeligt, hvordan folk pulsede i min ungdom for omkring 30 år siden. Ja, jeg var også så dum selv at ryge i en tre-fire år, stærkt inspireret af en kæreste. Det var lidt cool, lidt sejt. Men jeg blev bestemt ikke en bedre tennisspiller af det.

Nogle år før jeg selv startede på dette absurde foretagende, måtte jeg stoppe i den lokale skakklub i Aabyhøj i Aarhus – pga. røg. Luften i lokalet var så tæt af cigaretrøg, at det sved i øjnene, og man gik derfra med smerter i lungerne og en ækel stank i hår og tøj. Jeg kan huske, at en ældre, storrygende klubkammerat fortalte mig, at han ville fortsætte med at ryge, for »det drejer sig jo ikke om, hvor gammel man bliver, men om, hvor meget man nyder livet i den tid, man er her.«

Men sikke da noget vås. Tobaksrygning er en historisk misforståelse, en anormalitet, en anakronisme. Vi ved for længst, hvor skadelig – ja, dødsensfarlig – ”voksensutten” er. Alligevel bliver omkring hver fjerde af os ved med at ryge med alvorlige menneskelige og samfundsøkonomiske følger.

Sammenlignet med andre nordiske lande lå andelen af daglige rygere i Danmark i 2015 tre-seks procentpoint højere end Sverige, Island og Norge, nogenlunde på niveau med Finland og omkring fem procentpoint under Færøerne. Brugen af røgfri tobak (snus og skrå) er derimod minimal i Danmark, men meget udbredt i særligt Sverige og Norge, især blandt mænd.

Ifølge et studie af Kora (nu Vive red.) i 2016 dør omkring 14.000 danskere hvert år af rygerelaterede årsager. Heraf dør 3.500 årligt af kol (rygelunger) – en sygdom i stærk vækst, som over 400.000 danskere lider af. Ifølge Forebyggelseskommissionens rapport i 2009 er rygning skyld i knap 24 pct. af alle dødsfald, dvs. næsten hvert fjerde dødsfald. Hertil skal lægges passivrygningens skadelige effekter, f.eks. forældre, der ryger i umiddelbar nærhed af deres børn.

De samlede udgifter til pleje og behandling samt diverse ydelser beløber sig ifølge Kora til svimlende 24 mia. kr. om året, mens staten har indtægter på 8 mia. pr. år gennem afgifter (hvilket vel er en ringe trøst). Hertil skal dog også føjes de milliarder, rygernes sygedage koster samfundet samt udgifter til antirygningskampagner. Den seneste af slagsen er BUT WHY?-kampagnen, der blev lanceret af Sundhedsstyrelsen i oktober 2017 med henblik på at forebygge, at unge begynder at ryge. Hertil kommer også løn til en hær af medarbejdere inden for folkesundhed og beslægtede fag inden for stat og kommune.

Men desværre – hvis man ser på tallene – synes alle sådanne tiltag ikke at virke synderligt og da slet ikke på de unge. Ej heller de fantasifulde skræmmebilleder og advarselstekster på cigaretpakkerne synes at have haft den mindste effekt.

Ifølge Danskernes sundhed-undersøgelserne, der indbefatter mellem 158.000 og 175.000 respondenter, røg i 2010 lidt over 25 pct. af befolkningen »dagligt eller lejlighedsvist«, i 2017 lidt over 22 pct. Hvis vi ser på de unge, bliver billedet dog mere skræmmende. I 2010 røg 27,4 pct. af de 16-24 årige »dagligt eller lejlighedsvist«. I 2017 var dette tal steget til 28,5 pct. Blandt unge i alderen 25-34 har udviklingen været stagnerende, nemlig en andel på 25,6 pct. Værst står det til hos de unge mænd i alderen 16-34. Her var der over 30 pct., altså næsten en tredjedel, der røg i 2017, hvilket er en stigning på lidt over et procentpoint siden 2010. Altså, over en fjerdedel af danske unge ryger dagligt eller lejlighedsvist, flest i den yngste aldersgruppe og næsten en tredjedel af unge mænd i aldersgruppen 16-34!

Dette er ikke blot en menneskelig katastrofe for forældrene, men naturligvis også for de unge, der – ikke mindst i kombination med dårlig kost, alkohol, fedme og for lidt motion – risikerer at få korte, smertefulde liv med formindskede, økonomiske rådighedsbeløb (selv om de tydeligvis ikke erkender konsekvenserne fuldt ud – de føler sig ”udødelige”, som nogle unge rygere har formuleret det). Det er dog også en samfundskatastrofe og et udtryk for en usædvanlig uansvarlighed fra ikke blot politikernes side, men fra alle danskeres side.

Målet i Kræftens Bekæmpelse og Trygfondens sympatiske kampagne Røgfri fremtid er, at ingen børn og unge ryger, og at færre end 5 pct. af voksne ryger i 2030. Dette forekommer at være en noget naiv målsætning, for ad frivillighedens og oplysningens vej når man tydeligvis ingen vegne her. Problemet i dag – og hovedforklaringen på den deadlock, vi befinder os i, er nemlig, at de unge påvirkes langt mere af deres vennekreds og ”nydelsesbehov” end af råd og formaninger fra forældre, internetkampagner og skolelærere. Den logiske konsekvens må derfor være at forbyde skidtet.

Cigaretterne er blevet smidt ud af størstedelen af det offentlige rum i Danmark – og heldigvis for det. Der diskuteres bl.a. ”røgfri skoletid” på folkeskoler, bedre kontrol med salg af tobak til mindreårige og – ikke mindst – en yderligere forhøjelse af tobakspriserne. Man kan dog frygte, at en yderligere forhøjelse blot vil føre til, at i forvejen fattige rygere – herunder børn og unge fra 13-14-årsalderen – blot vil blive endnu fattigere.

Derimod vil et forbud, der meldes ud i god tid – f.eks. om 5 eller 10 år – være en mulig løsning. Lignende farlige og stærkt vanedannende stoffer som heroin og kokain har vi forbudt – ja, endog den i forhold til rygetobakken mindre skadelige røgfri tobak (skrå og snus) er delvist forbudt. Hvorfor i alverden forbyder vi så ikke den rygetobak, som vi ved, er den største dræber i dette samfund?

Et totalforbud i Danmark vil naturligvis ikke blive vel modtaget af tobaksindustrien, ej heller af EU’s bureaukrater, der ofte er meget påvirkede af lobbyister, formentlig også inden for denne branche. Alligevel vil jeg mene, at vi bør turde være et foregangsland på dette område: Tobaksrygning er ikke acceptabelt i Danmark. Ergo forbyder vi det.

Selvfølgelig vil der i begyndelsen være masser af bøvl med først at få gennemført og siden håndhæve forbuddet, ligesom der alt andet lige vil ske omfattende substitution til snus og skrå. Rygere vil naturligvis også føle sig forfulgte og stigmatiserede. Vi risikerer i det hele taget at få ”det vilde Vesten” i form af et stort sortbørsmarked, smugleri – og nogle cigaretbaroner, der i en årrække vil tjene kassen. Men herefter vil de kommende generationer af unge blive trætte af al den bøvl, der er forbundet med at skaffe sig tobak, ligesom samfundsdiskursen (det er ikke acceptabelt) efterhånden vil gøre sin virkning, fordi samfundet helt utvetydigt har sagt nej til rygning. Blandt unge vil det ikke mere være in at ryge, færre og færre cigaretter vil blive produceret til højere og højere priser til stadigt færre mennesker, indtil de (forhåbentlig) helt skrottes på historiens losseplads.

Det er på høje tid, at vi tager en principbeslutning i Danmark: Vi accepterer ikke rygning. Vi forbyder det. Og vi gør det med åbne øjne, dvs. fuldt bevidste om alle de komplikationer, dette medfører – politisk, juridisk, handelsmæssigt. Forbuddet bør som nævnt træde i kraft om 5-10 år, så rygere kan få god tid til at indstille sig på at stoppe rygningen. Samfundet skal i årene op til totalforbuddet naturligvis understøtte processen gennem oplysningskampagner samt gratis rygestopkurser og evt. gratis overgangsstimulanser (f.eks. nikotintyggegummi, skrå, snus) til rygerne.

Hvem af os kender ikke familiemedlemmer eller slægtninge, som har ”røget sig ihjel”? F.eks. blev min farbror – dette herlige menneske – kun 48 år, fordi han ikke kunne slippe tobakken. Min far stoppede heldigvis i tide og blev 76 år. Blandt jer læsere findes der mange fortvivlede forældre, der både føler jer magtesløse, frustrerede og vrede over, at I selv – eller samfundet – ikke kan få jeres børn og unge til at holde op med at ryge. De tager simpelthen ikke imod gode råd. De er uden for pædagogisk rækkevidde. Derfor er den eneste løsning at forbyde skidtet – for de unges skyld. Det lyder vildt og uladsiggørligt, men jeg tror – hvis vi står sammen om det i Danmark – at det kan lade sig gøre.