Fredelig march for det ufødte mødt med hadefuld retorik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I forbindelse med den fredelige march for det ufødte liv i København for nylig under mottoet ”Red én mere” oplyste talskvinde for en moddemonstration, Mille Stockner, til Jyllands-Posten: Retten til liv har en »forfærdelig retorik, der primært handler om at udskamme kvinder.«

Jeg var selv med ved arrangementet, som Retten til liv stod for. Jeg holdt den lille appel på Rådhuspladsen. Ikke ét ord blev der sagt til udskamning af kvinder. Ikke ét.

Derimod oplevede jeg – og mange andre – en moddemonstration med en så hadefuld og magtsprogsbåret retorik, at det var dybt forstemmende.

Vi havde netop overstået det korte arrangement med musik og appel og et kort manifest, da moddemonstrationen på i omegnen af 75 mennesker kom anstigende og begyndte at råbe det ene mere banale, klichéfyldte slagord efter det andet. »Ingen sexister i vores gade«. »Min krop, mine regler« osv.

Vi stod pænt og lyttede et stykke tid. Ventede på en anledning til at få en snak med nogen af dem. Tænkte, at de selvfølgelig havde lyst til at diskutere med os. Men råbene blev ved. »Fri abort, fuck jeres lort.« . Nogle af os bevægede os hen til dem og prøvede at gribe små pauser med spørgsmål. Jeg selv og en anden prøvede af flere omgange i det ene hjørne af demonstrationen, men ethvert forsøg på dialog blev totalt afvist med fortsatte råb lige op i vores ansigter.

Vi forsøgte stilfærdigt at spørge et par unge kvinder, om ikke de havde lyst til dialog, men blev afvist med »fuck ud af København.«

Et par stykker lykkedes vist nok med en smule dialog med nogle af dem, men helhedsindtrykket var umisforståeligt: Her skulle ikke argumenteres, her skulle kun tromles og bankes i jorden.

Det var dybt forstemmende. Og faktisk også en anelse skræmmende. »Disse mennesker er farlige for samfundet,« som én sagde. For de repræsenterede en så ekstremistisk fundamentalisme, at enhver form for dialog øjensynlig på stedet ville anfægte deres anliggende. Deres ideologi kunne kun bæres oppe af slagord. Og man havde en følelse af, at lige efter slagordene lå slagene. Et menneske, jeg kender som et yderst civiliseret, afdæmpet og sagligt gemyt blev truet med en knytnæve lige op i ansigtet af et brød af en moddemonstrant.

Den ”forfærdelige retorik” stod moddemonstrationen ene og alene for. Retten til liv sendte i stor fredsommelighed en appel om at redde én mere. ”Den, der redder ét liv, redder hele verden”, som et jødisk ordspil siger.

Anliggendet opfattes ubegribeligt nok af mange som formørket umenneskelighed. Men denne lørdag eftermiddag forekom det mig, at en og anden tilskuer må være kommet i tvivl om, hvem der egentlig repræsenterede formørkelsen og umenneskeligheden.