Afrika er så kompleks
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Naser Khader skrev 23/3 i sin klumme i Jyllands-Posten, at en afrikaner på et tidspunkt i et interview har udtalt, at hun aldrig har set en løve eller en elefant. Og bruger det som et billede på, at der sker en rivende udvikling i Afrika.
At der sker en rivende udvikling i mange afrikanske lande, er vi i Care Danmark enige i. Og det er positivt. Det er også det, der er baggrunden for, at vi i vidt omfang arbejder sammen med store danske virksomheder som Coop, Arla og Chr. Hansen for at skabe udvikling. Og heldigvis er millioner af mennesker over de sidste årtier hevet ud af fattigdom.
Men Afrika byder også på enorme forskelle. Både mellem landene – og med store interne forskelle inden for de enkelte landes grænser. Derfor er vi ikke enige i den præmis, som Naser Khader i sit debatindlæg slår an med overskriften: ”Medier og nødhjælpsorganisationer fastholder Afrika i offerrollen”.
Lad mig lige vende tilbage til Naser Khaders billede af det – en afrikansk kvinde, der aldrig har set en løve eller en elefant. Ingen tvivl om, at historien er sand, men den er også udtryk for netop den slags stereotype syn på Afrika og afrikanerne, som Naser Khader vender sig mod.
Ikke mindst globale klimaforandringer gør, at der nogle steder i Afrika bliver flere fattige
For, nej, ligesom ikke alle danskere har besøgt en svinefarm, har ikke alle afrikanere mødt en løve. Og for at komme tættere på emnet: Nej, ikke alle afrikanere lever i fattigdom ude i bushen.
Hvor bnp per indbygger ifølge Verdensbanken var på 812 dollars i gennemsnit i 2016, men der er store forskelle. I lande som Ghana og Kenya, hvor Care arbejder, er der områder med en relativ høj indtægt, hvor det ikke giver mening at tale om behov for udviklingshjælp, men også store områder, der er deciderede fattigdomslommer.
Ikke mindst globale klimaforandringer gør, at der nogle steder i Afrika bliver flere fattige, mens der heldigvis andre steder sker en endog kraftig økonomisk vækst.
Afrika er et kontinent med store forskelle – og Care Danmark påtager sig gerne at tale om den positive udvikling. Og at anspore danske virksomheder til at lave mere forretning i Afrika.
Men vi påtager os også både retten og pligten til at pege på de forfærdelige forhold, millioner af mennesker i Afrika fortsat lever under i enorme flygtningelejre, kæmpe slumbyer og på små fattige landbrug, hvor klimaforandringer gør det svært at leve og overleve.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.