Putin rammer sine fjender både i og uden for russisk område
Der er kræfter østfra, som holder øje med, hvad man laver, når man blander sig i debatten og forsøger at få rettet opmærksomheden mod krigen i det østlige Ukraine.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
I januar blev resterne af den lettiske mand Mikus Alps fundet i hans udbrændte bil på øen Guernsey. Meget tyder på, at han var blevet tortureret og havde hænderne bundet fast til rattet, inden der blev sat ild til bilen. Mikus Alps var aktiv med at opkøbe biler og medicinsk udstyr, som blev sendt til de ukrainske frivillige ved fronten i Donbass. Det er ikke bevist, at det her er et russisk mord for at skræmme folk fra at støtte Ukraine i kampen mod den russiske invasion. Men Putin har videreført en gammel KGB-tradition om at ramme fjender både i og uden for russisk område. For at nævne den mest kendte: Litvinenko, der blev forgivet med en lille atombombe i en kop te.
Drabet på Nemtsov, Anna Politkovskaja der endte med at blive dræbt af kugler, men var forsøgt forgiftet, da hun var på vej til Beslan for at hjælpe med løsning på gidselaffæren, som kostede 300-400 livet. Det seneste nervegasangreb på den tidligere spion Skripal og hans datter: Man spreder nervegas i et område, og mindst 21 mennesker har modtaget behandling, og på nuværende tidspunkt ved vi ikke, hvordan det ender for de hårdest medtagne. Men prognoserne for at overleve Novichok er ikke gode. Den russiske politiker Vladimir Kara-Murza har to gange været udsat af kemiske angreb og bor nu i USA.
I november blev Amina Okueva dræbt ved et skudattentat, da hun og hendes tjetjenske mand holdt og ventede ved en jernbaneoverskæring. Nogle måneder tidligere var de udsat for mordforsøg i Kiev, dengang trak Amina sin pistol og sårede den russisk-betalte lejemorder.
Mordet på Mikus Alps er en optrapning, som også kan være en trussel i Danmark. Overalt i Europa er der grupper, som støtter ukrainernes kamp for at være et europæisk demokrati og blive en del af Europa i stedet for at være under Putins kontrol. Flere foreninger i Danmark samler hjælp til Ukraine og får hjælp sendt afsted. Er mordet også en trussel mod dem? Der er kræfter østfra, som holder øje med, hvad man laver, når man blander sig i debatten og forsøger at få rettet opmærksomheden mod den krig, som nu i fire år har hærget det østlige Ukraine. 10.300 dræbte, det er det officielle tal. Putin har beordret mørklægning af de russiske tal, så ingen ved, hvor mange russiske mænd der er kommet hjem til deres mødre eller koner/kærester som cargo 200.
Og de kræfter, der holder øje med, hvad jeg f.eks. skriver, er ikke kun Putin-forståere som Marie Krarup og andre nyttige idioter.
Hvad vil det danske politi gøre, hvis der kommer et russisk angreb mod nogle af dem, der samler ind til og sender hospitalsudstyr, ambulancer og lignende til Ukraine?
Den engelske regering ser ud til at reagere hurtigt på det russiske nervegasangreb på engelsk jord. Er vi i Danmark klar til at følge op? Det kan jo være, at det næste russiske angreb bliver på dansk jord.
Vil Danmark bakke op om en engelsk boykot af VM i fodbold? Jeg tror det næppe, og det gør helt ondt i min danske selvfølelse, når jeg ser et dansk fodboldikon som Peter Schmeichel posere som stjerne for Putins kanal RT. Gaspenge kan købe meget, og Putin praler jo selv med, at han har verdens bedste prostituerede.
Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.