Fortsæt til indhold
Debatindlæg

En fanatisk folkeforfører er på spil i Catalonien

Carles Puigdemont er en kendt ekstremistisk fanatiker, som længe har haft snablen nede i de offentlige kasser.

Christian Kjellerup Hansen, skibsreder, Frederiksværk

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jan Jacobsen undrer sig i kronikken 20/12 over et såkaldt manglende demokratisk sindelag mht. udvikingen i Catalonien. Catalonien var aldrig et selvstændigt land, men en del af Aragonien, hvis hersker Ferdinand for 500 år siden giftede sig med Castiliens Isabella, hvorved det nuværende Spanien tog form.

Efter Francos død i 1975 fik Spanien en ny demokratisk føderal forfatning. Landets forskellige provinser fik alle en vis autonomi og et eget parlament, men alt underlagt regeringen i Madrid og den spanske grundlov, som bl.a. siger, at Spanien ikke kan deles. Grundloven indeholder videre bestemmelsen om, at hvis grundloven ikke overholdes, kan regeringen i Madrid sætte det lokale parlament ud af kraft.

De valgte lokale medlemmer har ved valg sværget, at de vil overholde grundloven – egentlig helt på linje med hvad danske politikere må acceptere ved valg.

Folkeafstemningen om Cataloniens frihed var derfor ulovlig, og regeringen i Madrid anmodede vælgerne om ikke at stemme. Før det ulovlige valg viste en Gallup-undersøgelse, at der ville være 41 pct. for og 49 pct. imod at forlade Spanien.

Størstedelen af de vælgere, som ønskede at forblive spanske, stemte ikke, da valget var ulovligt. Derfor fremkom et stort flertal for en spaltning. Lederen af den såkaldte frihedsbevægelse erklærede derfor Catalonien for en uafhængig stat, men han forstod at have handlet strafbart, hvorfor han flygtede sammen med fire partimedlemmer til Belgien for at undgå straf.

I dagene efter det ulovlige valg valgte flere private virksomheder at forlade Catalonien og flytte til andre spanske provinser. Frihedspartiets flygtede præsident, Carles Puigdemont, er en kendt ekstremistisk fanatiker, som længe har haft snablen langt nede i de offentlige kasser.

Han har bildt sine vælgere ind, at et uafhængigt Catalonien kan blive et nyt Schweiz i Europa. Bl.a. fordi man ved uafhængighed vil kunne forlade den store gældsbyrde, som Spanien har til EU grundet den tidligere krise.

Erhvervslivet ser imidlertid anderledes på Puidemonts idéer. De to store catalonske banker har allerede flyttet deres hovedsæder til henholdsvis Valencia og Madrid, og 3.000 private virksomheder har forladt regionen.

Økonomer mener i dag, at Catalonien selvstændigt vil have en økonomi, som kan sammenlignes med Albaniens økonomi.

Personligt troede jeg, at Europa i hvert fald allerede i forrige århundrede havde sagt et endegyldigt farvel til fanatiske folkeforførere, men jeg har åbenbart taget fejl.

Vil du have meninger direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis og få de seneste indlæg fra Jyllands-Postens debatsektion én gang i døgnet – klik her, sæt flueben og indtast din mailadresse. Følg også Jyllands-Posten på X.