Catalonien vender Spanien ryggen

Dette er en kronik skrevet af en ekstern kronikør. Jyllands-Posten skelner skarpt mellem journalistik og meningsstof. Vil du skrive en kronik? Læs hvordan her.

Når befolkningen i Catalonien går til stemmeurnerne torsdag, bliver det et valg om demokrati eller det modsatte. Det bliver et valg, som utvivlsomt vil cementere selvstændighedspartiernes parlamentariske flertal, men i endnu højere grad et valg for genindførelse af det demokrati, som den spanske regering nægter befolkningen.

Der er stadig fire politiske fanger anbragt i fængsler langt fra deres familier. De to ledere af folkebevægelserne ANC og Omnium har i skrivende stund siddet præventivt fængslet i mere end 60 dage. Desuden er to ministre fra Venstrerepublikanerne (ERC) tilbageholdt på anklager, som ikke vil holde andre steder i Europa. Det fremgår tydeligt af retshøringerne i Belgien vedr. Spaniens anmodning om udlevering af Cataloniens demokratisk valgte præsident Carles Puigdemont. Det belgiske retssystem har afsløret de spanske dommeres manglende troværdighed. Det synes klart, at de belgiske domstole ikke mener, at der er hjemmel for Puigdemonts udlevering.

De belgiske jurister betvivler det spanske retssystems uafhængighed af Madrid, hvilket fortæller en del om forskellen på et europæisk demokrati og det, som vi ser i Spanien.

Centralregeringens formuleringer om lovovertrædelser i forbindelse med selvstændighedsvalget den 1. oktober er meget kreative og vil næppe kunne holde i mange andre europæiske lande. Idéerne er baseret på en politisk tankegang, som stammer direkte fra general Francisco Francos diktatur (1939-1975). Det er kendt, at det styrende Partido Popular (PP) blot er et andet navn for det gamle fascistiske parti, hvis ideologi blev videreført ved den nye forfatnings tilblivelse i 1978. På centrale og magtfulde positioner sidder stadig folk med den overbevisning, at demokratiet skal styres i den ”rigtige” retning. Det er selvsamme demokrati, som i dag fængsler folk – blandt dem de catalanske ledere – for deres politiske overbevisning. Med andre ord en domstolsregering.

Man bør retfærdigvis spørge, hvordan det er muligt for et EU-land at have en forfatning, som tillader, at ytringsfriheden og andre demokratiske rettigheder sættes ud af funktion, blot fordi en del af dette lands befolkning ønsker at give udtryk for en mening. Samt om denne forfatning går for vidt, i forhold til hvad vi opfatter som demokrati blandt de enkelte medlemslande.

EU er åbenbart så skrøbelig over for et af sine store medlemslande, Spanien, at man er villig til at ofre Catalonien. Med en blancocheck til den spanske premierminister Mariano Rajoy har EU-lederne, herunder den danske regering, tilladt yderlige stramninger over for 7,5 millioner cataloniere samt forringet almindeligt anerkendte demokratiske principper. Det siger ganske meget om demokratiets kvalitet i EU. En forbindelse mellem EU-lederne i Bruxelles og Partido Popular begynder at springe i øjnene.

I en nylig udgivet artikel på både spansk og engelsk har advokat Matthew Parish – aktiv i bl.a. World Economic Forum – klarlagt, hvordan det spanske ultrahøjrefløjsparti Ciutadans under kommissionsformand Jean-Claude Junckers supervision modtager penge fra EU via forskellige kanaler. I samme artikel uddyber Parish det personlige samarbejde mellem Mariano Rajoy (PP) og Juncker. Det kan kun betegnes som suspekt og viser, hvorfor EU i så udtalt grad lukker øjnene for konflikten i Catalonien.

Hvis et lands love og styrende myndigheder tillader overgreb mod demokratiet, herunder ytringsfriheden, som vi ser i Catalonien, bør det føre til kritik, ikke mindst fra EU, der normalt anser sig som demokratiets vogter.

Er der en nedre grænse for kvaliteten i de enkelte medlemslande? Deler EU medlemslandene op i to eller flere niveauer vedrørende demokrati? Ser vi en gentagelse, ganske som vi kender det fra diskussionen vedrørende den økonomiske udvikling? Hvor højt eller lavt sætter EU bommen? Skal det være efter nordisk standard eller efter det niveau, som vi ser praktiseret i Spanien?

De nyheder, som når til Danmark fra Catalonien, er ofte faktuelt mangelfulde, bl.a. fordi de spanske nyhedsbureauer er under censur. Det lyder sikkert skingert efter dansk standard, men er desværre sandt. Flere journalister, som arbejder for tv og radio, samt den trykte presse er stået frem og har fortalt om redaktionelle, udemokratiske indgreb i deres daglige arbejde.

Specielt situationen her i Catalonien skal omtales på en særlig måde. Man må absolut ikke kritisere centralregeringen for meget. Med den kritisable forfatningsparagraf 155, der er aktiveret og implementeret ulovligt, anbringer Madrid politiske redaktører til at overvåge catalanske medier og journalister – officielt som det hedder at sikre en ”alsidig dækning”.

Man har endda nu op til valget udsendt retningslinjer for, hvilke ord og formuleringer man må bruge og ikke bruge i radio og tv. Skuffende er det i den henseende også, at førende spanske og catalonske aviser foretager selvcensur.

Det har været kendt i mange år, at kritiske journalister i Catalonien og resten af Spanien bliver juridisk forfulgt med falske anklager, andre bliver fyret. Et frisk eksempel, det satiriske magasin El Jueves, hvor redaktør Guillermo Martinez-Vela er blevet indkaldt til et retsmøde for at forklare tegninger og tekster. Der sidder en kunstner som Josep Miquel Arenas i fængsel for at lave kontroversielle sange om kongehuset og dets noget tvivlsomme tilgang til begrebet korruption.

Der hersker under Rajoy-regeringen en tydelig dobbeltmoral inden for domstolsafgørelser i specielt politiske sager, men også straffesager, hvor medlemmer af eller andre med sympati for og tilknytning til PP bliver positivt behandlet. Det udmønter sig i lavere eller ingen straf i de mange korruptionsskandaler, der klæber sig til regeringspartiet.

Den selvsamme domstol som uden at blinke fængsler PP’s politiske modstandere.

Den udeblevne kritik fra Danmark og andre nordiske lande, som plejer at være de store fortalere for ytringsfrihed og demokrati, kan skyldes, at man er ligeglad – samt pres fra EU.

Helt aktuelt vil det vise sig, med hvilke midler Madrid-regeringen påvirker torsdagens valg.

De ultrahøjreorienterede partier har aldrig haft flertal i det catalanske parlament, og med den seneste tids politiske overgreb er det stort set umuligt for de spanskvenlige partier at få flertal her.

Hvad gør man så? Ja, indtil videre truer man til den tid valgte politikere, der støtter uafhængighed, med en fortsættelse af paragraf 155. Det vil sige, at disse folkevalgte bliver sat uden for indflydelse og derved banes vejen for ultrahøjres overtagelse af magten i Catalonien. Spanien har afvist internationale observatører, hvilket burde få en del alarmklokkerne til at ringe. Mange frygter valgsnyd ved optællingen, og det har medført, at de tre selvstændighedspartier forsøger at få deres frivillige til at gennemføre en parallel optælling.

I Catalonien er man virkelig træt af den kvalitet eller mangel på samme, som kendetegner det såkaldte demokrati i Spanien, og som er en væsentlig grund til Cataloniens mangeårige ønske om at genoprette sin selvstændighed, som blev tabt i 1714, og skabe et bedre folkestyre med de nordiske lande som forbillede.

Forudsætningen er til stede i skikkelse af en moden demokratibevidst befolkning og en europæisk højtudviklet økonomi. Man vil ud af det betændte forhold, der altid har eksisteret mellem centralregeringen i Madrid, specielt PP, og Catalonien.

Man vil væk fra politiske overgreb, systematisk undertrykkelse og en styreform, som har sine rødder i en fascistisk ideologi.

Man vil tilbage til sin gamle catalonske civilisation og catalonske kultur.