Fortsæt til indhold
Bolig

»Det er en speciel følelse at bo i et stykke danmarkshistorie«: Tjenestefolkene kommer dog ikke, når de ringer med klokken

Trine Geerthsen Haaning og Torben Haaning har udsigt over Fur og Livø fra deres villa på Mors – Konsul Grams villa fra 1930. De har istandsat den minimalt, da de sætter pris på sjælen og den lokalhistoriske rolle.

Astrid Ellemo

Hvor mange af nutidens villaer kan fremvise en næsten 100 år gammel madelevator, der kan tilgås fra alle etager, og en ringeklokke under spisebordet til at hidkalde husassistenten?

Det kan ejerne af Konsul Grams villa i Nykøbing Mors, Trine Geerthsen Haaning og Torben Haaning, og det er blot nogle af de mange pudsige detaljer ved den gamle villa, som de bor i.

»Der er ligefrem en fløj til tjenestefolk, men dem har vi dog ingen af i dag. Tjenestefolkene kommer ikke, selv om vi ringer med klokken i spisestuen,« siger Trine Geerthsen Haaning.

Villaen har spillet en lokalhistorisk rolle, da den – ud over at være en af de største på Mors – også var mødested for gymnasieelever under Anden Verdenskrig. Der blev undervist i kemi på stenterrassen i haven, da tyskerne havde forbudt faget i gymnasiet.