Fortsæt til indhold
Biler

Ekstrem elektrisk cabriolet fra Maybach

Maybach 6 Cabriolet har 750 hk og klarer 500 km på en opladning. Konceptet for den åbne, elektriske luksusbil ser meget færdigudviklet ud.

Jens Overgaard

Alting er større og mere pompøst i den åbne, elektriske Maybach 6 Cabriolet, som Mercedes’ ekstreme luksusdivision netop har vist på det eksklusive Pebble Beach Concours d’Elegance-show i Monterey, Californien.

Konceptbilen, som bygger på den coupéagtige Maybach 6 fra i fjor, virker langt mere færdig. Den skal helt naturligt slå et slag for den tyske koncern, som vil vise, at man også er med på noderne, når vi taler elbilsteknologi i den tunge klasse, hvor denne bil er længere end en S-Klasse cabriolet.

Drivlinjen er en 750 hk elmotor, der har batterikraft til en rækkevidde på 500 km, klarer 0-100 km/t. på under fire sek. og har en topfart, der er begrænset til 250 km/t.

Kabinen byder på en kombination af luksus, art deco-stil og high tech med LED-lys. Foto: Maybach

Den vil kunne lades op til 100 km kørsel på fem minutter. Det er alt sammen værdier, som i store træk matcher de tal, som blev meldt ud ved premieren på den lukkede Maybach 6.

Ingen trådløs opladning

Dengang blev det fremhævet, at hurtigopladningen skulle klares med trådløs induktionsopladning. Denne gang er det med kabel efter CCS-standarden, som en række mærker er blevet enige om.

Stilen lægger sig nu i endnu højere grad op ad biler fra art deco-perioden i 1920’erne og 1930’erne og af klassiske amerikanske lystyachter fra 1940’erne, mens der indendørs med masser af nappa og LED-belysning er dømt natklublounge. Her spiller instrumenter sammen med specielle features som en gennemsigtig midtertunnel, som skal symbolisere det elektriske energiflow.

Ellers er Mercedes sparsom med detaljer som i fjor, hvor den foregående konceptbil havde en forrude, hvor hele fladen i stil med bl.a. ”Mission Impossible”-filmene kunne omdannes til én stor informationsskærm. Mens sensorer i kabinen kunne aflæse de ombordværendes tilstand og behov, så alting kan skræddersyes, lige fra lys til massagemulighed i sæderne.

Mercedes oplyser ikke, om modellen skal i produktion. Men umiddelbart ser Maybach 6 cabriolet altså ud som en bil, der rykker tættere på produktion.

Den imposante bil har 750 hk, kan klare 250 km/t. og kører over 500 km på en opladning. Foto: Maybach
Artiklens emner
Maybach