Solskin på super-luksusklasse
Den nye Rolls-Royce Dawn rykker grænserne for, hvor ekstravagant en cabriolet kan være.
En cabriolet-model skal da helt klart hedde Dawn, som på engelsk betyder daggry.
Chauffør og passagerer i den nye åbne Rolls-Royce med samme navn vil da også helt sikkert have overskud til at nyde en opgående sol.
Bilen, som Rolls-Royce netop har vist, og som topchef Torsten Mueller-Oetvoes kalder ”Den mest sexede Rolls-Royce nogensinde”, er nemlig blandt de absolut mest eksklusive af slagsen.
Den bygger på samme platform som Ghost, der i modsætning til den monumentale Phantom mere er en drivers car, hvor det er i orden, at ejeren af og til skubber chaufføren væk og selv griber rattet. Den findes også i coupé-versionen, Wraight, og den nye Dawn har da også nogle karosseridele til fælles med den.
Det gælder også motorbestykningen, som er den klassiske 6,6 V12-motor på 570 hk med et moment på 780 nm allerede fra 1.500 omdrejninger, og som er hentet fra moderselskabet, BMW’s, hylder.
Sekslags-kaleche
Dawn er ingen racerbil. Men den har en noget hurtigere speederrespons end Ghost, og det sikrer, at 0-100 km/t. i den tunge bil klares på 4,9 sekunder.
Her får det otte trins automatgear hjælp af navigationsanlægget, som kigger på vejen fremad og tilpasser udvekslingen til, hvad der kommer. Den engelske fabrik kalder selv modellen for den mest lydløse cabriolet i verden. Det skyldes bl.a., at stofkalechen skulle kunne køre ned og op uden en lyd. Stoftaget har for øvrigt seks isoleringslag for at gøre det så dæmpet som muligt og i princippet lydløst.
Bag ved bagsæderne er der tilmed et dæk af ædelt teaktræ, sådan bare lige for at fuldende udtrykket.
Hvad prisen vil være på danske plader, kan vi kun gisne om. Men en almindelig Rolls-Royce Ghost starter fra omkring syv mio. kr.
Phantom, som kan købes fra cirka 10 millioner kr., findes også som cabriolet under navnet Drophead Coupé.