En ærlig og veldrejet Suzuki
Med den nye Vitara har Suzuki fået friskfyrs-attituden tilbage. Dieseludgaven er mere helstøbt end benzineren.
Der var engang, hvor Suzuki var mest kendt for den firkantede Wagon R og prisbillige firhjulstrækkere, hvor Grand Vitara i sidste årti fyldte godt op på de danske villaveje.
Imidlertid har mærket været gennem en identitetskrise, hvor indisk byggede rustikke biler som Alto og senest Celerio har fyldt mere end de noget bedagede Swift og SX4.
Den ellers velkørende, men trist designede, S-Cross ramte heller ikke folkedybet. Men nu er der håb. Den kantede nye Vitara udstråler nemlig den friskfyrs-attitude, som Suzuki har brug for – og den har noget at have det i. Vi tester Suzuki Vitara med den 120-hk’s dieselmotor og topudstyret Exclusive til en pris af 304.990 kr.
Det er meget for en Suzuki, og mange i dieseltanker vil nok vælge den billigste udstyrsvariant med Comfort-udstyr til godt 235.000 kr.
Forbinder to bilklasser
Modellen er krympet i forhold til den tidligere Grand Vitara fra 2005. Den lægger med sine 4,18 meter og akselafstand på 2,50 meter under S-Cross og placerer sig mellem konkurrenter som Renault Captur og Nissan Qashqai.
Men den er udhulet rimeligt. Foran sidder to voksne fornuftigt, mens der er noget mere snævert på bagsæderne for de mest langlemmede. Her snyder bilens attitude. Den ser nemlig større ud, end den er. Bagagerummet med 375 liter og dobbeltbund byder dog på rimelige forhold, og vi kunne sagtens få plads til en stor drengecykel agter med splitbagsæderne nede.
Vi har tidligere testet den nye Vitara med den noget spagfærdige og matte, gammeldags benzinmotor uden turbo.
Den appellerer stadig til de, der mest bruger bilen i nærområdet, mens dieselen retter sig mod dig, der måske pendler og anvender bilen til ferier længere væk.
Her byder dieselmotoren med et moment på 320 Nm på tilstrækkeligt med kræfter i bilen, der på papiret klarer op til 25,0 km/l, og i testugen fik vi den til at ligge omkring 21 km/l med megen motorvejskørsel.
Den Fiat-udviklede dieselmotor larmer dog noget efter dagens standard, det bemærker du heldigvis ikke oppe i fart, hvor Vitara kører stabilt og som en større bil. Styretøjet og undervogn signalerer også tyngde uden på noget tidspunkt at blive så præcis og sportslig som i S-Cross.
Friskt, men rustikt interiør
Indendørs har Suzuki skabt et frisk interiør, som matcher det ydre. Den knaldhårde plast og døre, der klinger hult, når de lukker, giver et stykke hen ad vejen en discount-oplevelse. Suzuki slipper dog alligevel fra manøvren, fordi du fornemmer, at materialerne, trods det rustikke præg, er slidstærke og kan holde til mange år og km.
Vi har roser til Suzukis nye syvtommers multimedieskærm og -system, der er standard fra Comfort-modellerne, og med logiske touch-menuer leder dig frem.
Med andre ord er Suzuki tilbage på sporet med en ærlig bil, der holder, hvad den giver sig ud for, og som sagtens kan være et alternativ, hvis en Nissan Qashqai er for stor og dyr.