Fortsæt til indhold
Biler

Godt på vej i japansk modebil

Suzuki Vitara er skrap på prisen. Med benzinmotor er oplevelsen dog lidt klein.

Jens Høy & | Christian Schacht

Crossover

Suzuki Vitara 1,6 Active

Suzuki

Den føles noget større, end den faktisk er. Den koster rimelige penge og ser godt ud fra de fleste vinkler. Suzuki Vitara er tilbage og klar til at konkurrere med modebiler i crossover-klassen såsom Fiat 500X, Peugeot 2008, Nissan Juke, Opel Mokka og Renault Captur.

Bilen ser stor ud, men virker afmålt både i bagagerummet og på bagsædet.

I Danmark har Suzuki en lang tradition for at sælge billige 4X4-biler til afgiftstyngede kunder, og mærket var blandt de første til at producere små lette 4X4-biler. Det er ikke mange år siden, at de store Grand Vitara fra Suzuki dominerede de danske gader og stræder. Det satte finanskrisen og nye afgiftsregler dog en stopper for. Navnet huserede frem til 1998, hvor modellen voksede til Grand Vitara.

Du husker måske Suzuki Jimny og den gamle Vitara, der var firkantet, stivbenet og billig i alle detaljer, men som lige tilbød den ekstra fremkommelighed på dårlige veje, som mange værdsætter.

Så kender vi Suzuki. Instrumenteringen er funktionel og uden overraskelser, men man sidder godt, og med Active-udstyr savner man ikke noget.
Et klassisk analogt ur er dejligt let at aflæse.

Den nye Vitara kommer til verden i en tid, hvor 4X4 ikke er højt på listen over efterspurgte egenskaber i en crossover, men vil du ha 4X4 i Vitara, så fås det naturligvis.

'Mere vigtigt er det, at bilen udsender en snært af den frihedstrang og livsstil, der følger med 4X4, og det gør Vitara, og jeg tror, at det er derfor, at bilen ser noget større ud, end den egentlig er.

Så til de 225.000 kr., som testbilen koster – ja, der får man meget bil for pengene.

Det svageste punkt i Vitara er det begrænsede motorudvalg. To motorer er ikke meget i moderne tider, og testbilens 1,6-liters benziner er kun lige dømt i orden.

For kører du langt og har ofte passagerer og lidt bagage, så kommer du til at tage det roligt uden for byen, for kræfter til overhaling er der ikke meget af med 120 hk og et drejningsmoment på 156 Nm et godt stykke over 4.000 o/m … Der skal skiftes gear ofte, og motoren skal have godt med omdrejninger, og det er trods alt lidt træls i længden.

Testbilen er mellemmodellen med Active udstyr, og det vil række for de fleste i den forhjulstrukne udgave.

Touch-skærmen er med høj opløsning, men ingen p-sensor giver lyd fra sig, når du er ved at ramme noget.
Bluetooth er standard i testbilen.

Her er grundlæggende, hvad man behøver i et funktionelt design, der ikke skræmmer kunder væk, men som på den anden side heller ikke er særligt spændende at skue, men det fungerer upåklageligt, omend plasten er hård mange steder. Den trykfølsomme skræm imponerer ved at være meget højt opløst, hvilket giver et knivskarpt billede i bakkameraet, der dog kun viser, om man er ved at køre ind i noget. Her mangler et akustisk signal, men det kan eftermonteres, oplyser importøren. Fuld P-sensor for og bag er standard på Exclusive-modellerne.

Kneben plads

Pladsen foran kan der ikke klages over, mens bagsædet ikke ligefrem imponerer med rummelighed, måske er det fordi, at man instinktivt bedømmer bilen som værende større, end den faktuelt er, og derfor bliver lidt skuffet.

Bagagerummet tager 375 liter og har praktisk nok et justerbart gulv. Når sæderne fældes frem, bliver gulvet dog ikke specielt plant, så på det punkt er Vitara knap så praktisk, som designet giver indtryk af.