Fortsæt til indhold
Biler

SUV-boomet har en bagside

Der er ingen ende på den enorme interesse i Europa for SUV’ere. Det udfordrer miljøkravene.

Jens Overgaard

Høj kørestilling med godt overblik i trafikken, regulær rummelig og en attitude, som er bytrendy, uden at støde miljøaktivisterne for meget på manchetterne.

Det er opskriften bag den store interesse for SUV’ere, der ruller hen over Europa, men endnu ikke helt har fået fat herhjemme. Undtagelser er dog modeller som Nissan Qashqai, mens crossovers som Renault Capture og Citroën Cactus viser, at vi er klar på nytænkning, bare prisen er rigtig. Det er de i høj grad i Europa, hvor Mercedes netop lancerer den faceliftede GLK, der nu hedder GLC, mens en stribe modeller fra den lille VW Taifun over Renault Kadjar til den store Hyundai Tucson er på vej.

Men det bekymrer miljøeksperterne, at europæerne ikke tænker mere grønt, selv om bilcheferne ved festlige lejligheder fremhæver, at SUV’ernes forbrug nærmer sig mere almindelige biler. Nye miljøkrav om biler, der kører længere på literen og udleder mindre CO2, bliver bremset af SUV’erne, der trods alt har et højere forbrug end hatchbacks, limousiner og stationcars. Faktisk viser beregninger fra internationale eksperter, at en SUV kan udlede en tredjedel mere CO2 end en tilsvarende personbil.

Enkelte fabrikker har forsøgt at kompensere med plug-in-modeller. Men de er foreløbig alt for dyre til at blive udbredt. Ifølge analysebureauer IHS Automotive vil andelen af plug-in-hybrider på verdensplan stige fra 0,2 procent af nybilsproduktionen i dag til 1,4 procent på verdensplan i 2020. Og selv om andelen er den dobbelte i Europa, batter det ikke meget.

Samtidig forventer analytikerne ifølge Automotive Week, at salget i klassen vil fordobles, så biltypen om fem år er den fjerde mest solgte. Volvo har netop lanceret den nye XC90, og topchefen, Håkan Samuelsson, har forklaret baggrunden til Financial Times.

»Kunsten er at have en attraktiv bil, fordi folk så vil betale mere. Lige nu er en SUV attraktiv,« konstaterede han.

Thomas Weber, udviklingschef hos Daimler, mener, at boomet fortsætter, og at der i de nærmeste år vil komme langt flere nye SUV-modeller på markedet.

»Vi ser i de kommende år ingen ende på det stærke boom af SUV’ere. Vi har produceret GLK på højtryk lige op til modelskiftet, og det er højst usædvanligt,« siger han til Auto, Motor & Sport.