Fortsæt til indhold
Biler

Tom K. er tilbage i en racerbil

Det er ikke engang trekvart år siden, at Tom Kristensen kravlede ud af en racer »for sidste gang«. Men nu er han bag rattet igen – i denne weekend, når der igen køres Copenhagen Historic Grand Prix. Danmarks mr. Le Mans er en af de mange stjerner. En anden hedder Kevin til fornavn.

Flemming Haslund

Tom Kristensen. Men også Kevin og Jan Magnussen. Samt tre fra den nye Le Mans-garde. Og én fra den gamle.

Det er slet og ret Danmarks bedste racerkørere, der i morgen tidlig stiller sig i kø for at få lov til at spille deres rolle i det, der ligner årets største motorløb, Copenhagen Historic Grand Prix (CHGP). Løbet køres for 15. gang alt i alt. Første gang var foran Christiansborg, senere var det i Fælledparken, og nu sker det på en bybane i Bellahøj lidt uden for København.

De tre søjler

CHGP står på tre ben: alt det gamle, det motorsportslige og det rigtigt sjove.

De, der kan huske tilstrækkeligt langt tilbage til de gode gamle dage foran Christiansborg, ved jo, at CHGP oprindeligt var et historisk racerløb, ja, ligefrem en kulturel aktivitet. Det er derfor, der køres løb for gamle eller klassiske racerbiler, som ejerne selv ynder at sige. Gamle biler fra dengang, en formelracer hed ”en Grand Prix-bil”, og standardvogne især var Ford Cortinaer og Escorter og et mylder af Hundehuse. Og den type bil er der endnu, når CHGP lukker op for karburatorerne i morgen tidlig.

Men siden er det klassiske race blevet suppleret af nutidige racerbiler. DTC, de store amerikanerracere fra FDM Jyllandsringen, er således også med. De opnår ikke så lidt hurtigere omgangstider end de gamle - undskyld - klassikerne. Men måske taler Cortinaerne og de andre gamle mere til hjertet.

Præcis som bilerne i CHGP’s tredje ben, de nye, de mest moderne, de dyre sportsvogne. Dem, der skal køre ”Race for Riget” – helt samme koncept som for eksempel Sportscar Event. Kom og få en codriver-tur i en Porsche, Ferrari, Corvette – her med blomsten af dansk motorsport bag rattene: Det er her, Tom, Kevin, Jan og alle de andre dukker op – for at gi’ et par omgange, der vil stå helt nypudset i erindringen altid.

Men Tom skal mere end ”bare” gi’ den gas i en ny Audi, denne gang den 10-cylindrede R8 V10. Han er også den absolutte stjerne i det såkaldte Royal Pro/Am – løbet, der i årevis har været weekendens højdepunkt. En professionel racerkører, derfor ”Pro”, danner par med en amatør, derfor ”Am”, i klassiske racere. De seneste år og også i år i biler i ’65-klassen, især Cortina Lotuser og Volvoer.

Le Mans-kongen og racerprinsen

I år er Tom K. makker med racerprins Joachim. Så de er favoritter – igen i år. Andre hurtige mænd i klassen er Dindo Capello og Marco Sørensen.

Det hele begynder lørdag morgen klokken halv ni og slutter først igen søndag klokken 18.20. Race for Riget er lørdag 12.40-13.40 og søndag 13.00-14.00.

PS: Næste gang, Tom Kristensen gi’r sig i kast med motorløb, er til dette års Goodwood Revival i England den 12. og 13. september.

Tom Kristensen, fotograferet en af de andre gange, han har kørt CHGP. I morgen og på søndag kører han igen og som altid med sin kongelige makker, prins Joachim.
Så er der champagnefest. Jan Magnussen har tidligere vundet sin klasse i CHGP – denne weekend kører han igen, nu i klassen DTC og som stjerne i Race for Riget.
Den nye Christensen på Le Mans, som Michael Christensen selv siger med hilsen til sin navnebror, der staver sig efternavn med K.
Kevin Magnussen, danskeren tættest på Formel 1, er en af kørerne, der gi’r publikumsture i Copenhagen Historic Grand Prix.

JP kører også med

Pro/Am klassen, hvor Tom Kristensen kører sammen med racerprins Joachim, har blandt kørerne en journalist, nemlig Jyllands-Postens Flemming Haslund.

»Det gi’r da chancen for at lave en artikel om CHGP, der mildest talt ikke er ligesom alle de andre,« som han siger.

Flemming skal køre i en Ford Cortina Lotus – magen til Tom K. og prins Joachims i øvrigt – så med en lige så hurtig bil er der ingen undskyldning for at køre langsomt dér...

JP’s mand på opgaven får en af Danmarks hurtigste racerkørere som makker, nemlig Marco Sørensen – ja, ham fra Lotus’ Formel 1-team og den ene af de tre kørere i danskerbilen i dette års Le Mans.