Med Warming til verdenspremiere
Der er længe mellem de helt store verdenspremierer. Her er en af dem – selv om bilen er en Mini, men en stor Mini. Folkene bag bilmærket Mini ser bilen her, Mini Clubman 2016, som en milepæl i mærkets historie. Ikke mindst takket være designchef Anders Warmings streger. Hør, hvad han siger om sin bil.
BERLIN, TYSKLAND
Selv ser folkene bag Mini tre afgørende årstal i mærkets historie. 1959, 2001 og 2015. 1959, fordi det var året, hvor Sir Alec Assigonis lancerede Minien – eller Hundehuset, som vi sagde herhjemme. Lille, meget kompakt bil, et hjul helt ude i hvert hjørne, forhjulstræk. 2001, fordi det var året, hvor BMW havde købt sig rettighederne til navnet Mini og genlancerede bilen, nutidens Mini. Og 2015, fordi det er året, hvor den nye Mini Clubman lanceres. Minis tredje kapitel.
Så vigtig ser englænderne (og tyskerne) og en dansker Mini Clubman. Lige så vigtig som den oprindelige, og lige så vigtig som den første af de nuværende.
»Vi gentænker hele konceptet Mini,« som Peter Schwarzenbauer forklarer her ved verdenspremieren på Mini Clubman.
En verdenspremiere, der finder sted i Berlin – »fordi byen Berlin i kraft af sin historie har haft brug for at genopfinde sig selv mange gange,« som Schwarzenbauer udtrykker det. »Præcis som Mini.«
Og Anders Warming, mærkets danske chefdesigner, forklarer videre om mærket, mens han skutter sig med den blå blazer klappet op i nakken – for i dag er sommeren i hvert fald ikke nået til den tyske hovedstad: »Vi ser nu på Mini som mærket med fem forskellige superhelte. Ligesom Batman er én superhelt, Superman en anden og så videre. Sådan er vores forskellige Minier – vi vil ikke have, at vores modeller er som ”Batman 1”, ”Batman 2” og så videre – men hver deres. Den første efter det nye tankesæt er Clubman – the Gentleman.«
Og Warming forklarer videre: »Da BMW genlancerede Mini i 2001, sagde vi: Du kan jo købe en praktisk bil, måske en Golf eller en Audi. Men hey, du kan også købe en smuk, praktisk bil – den nye Mini.«
»Nu siger vi: Du kan jo købe en praktisk bil, måske en Golf eller en Audi. Men hey, du kan jo også købe en smart, praktisk bil – den nye Clubman.«
Og efter den omhyggelige gennemgang af hele det nye tankesæt – med toppen af toppen inkl. Warming siddende afslappet i talkshow-sofaer og det hele – sker det endelig: Papiret, der gemmer verdensnyheden, flås i stykker: Dér. Mini Clubman 2016.
Aubergine på meget store hjul
Badet i spots. Aubergine-farvet med gråt tag. Begge med metallic-effekt. Blå lædersæder – blå i en nuance mellem kongeblå og ”rigtig” blå. Hold da op. Der er hverken noget Hyundai i30, Volkswagen Golf eller BMW 1-serie, for den sags skyld, over auberginen på meget store hjul.
Tidligere forklarede Anders Warming, at det jo handler om, hvorvidt døren siger klak-klak, når man lukker den. Eller hvisker klonk-klonk. Nu forstår jeg helt klart, hvad han mener. Som han sagde, da han sad i talkshow-læderet med det ene ben over det andet: »I think it’s a cool car!«
Nå, nu har han jo også tegnet den, men alligevel. Den er cool.
Mini Clubman kommer til Danmark i slutningen af oktober i år. Vi skal med til Stockholm for at køre de første kilometer i bilen. Så skal vi fortælle Anders, om den også er en cool car at køre.
Men det er der nu ingen tvivl om, at designchefen synes. Hør, hvad han sagde om sit eget valg af bil, lige inden den officielle præsentation begyndte:
»Jeg kunne da godt køre Porsche eller en stor Audi. Jeg mener – med det job, jeg har. Men det vil jeg ikke, jeg kører John Cooper Works. Inden længe skal jeg køre Clubman – selvfølgelig skal jeg da det. Det ender sikkert med, at jeg kører John Cooper Works igen; men så kan min kone køre Clubman. Det handler jo ikke nødvendigvis om at have den største bil på vejen – men den smarteste.«