Fortsæt til indhold
Biler

Sportsvognene indtager Detroit

Hvis mange nye sportsvogne er udtryk for, at bilbranchen har det godt, er der grund til at drikke champagne overalt i den firehjulede verden, viser årets første store biludstilling.

Flemming Haslund

Ny Maserati med navnet Alfieri. Ny Honda NSX. Ny Infiniti konceptbil. Men først og fremmest – og her er den store fanfare: Ny Ford GT.

De flade, smygende karrosserier, de store hjul og den lidt dybe motorlyd er tilbage i the Motor City. I årets første, store internationale biludstilling, Detroit Motor Show 2015 – og i bygen af nyheder - er det sportsvognene, der overstråler alt. Udstillingen åbnede for offentligheden den 17. januar, og den lukker søndag den 25. januar.

Mercedes har en hel stribe af nyheder med – blandt dem flere varianter af den nye GLE Coupé, her i hårdeste AMG-version.

Her er den bedste håndfuld

Ford GT: GT40 født i 1964, genlanceret som Ford GT i 2005, og nu kommer den – som stjernen i Detroit – i en ny udgave. Den ny GT går i produktion næste år. De første data: V6, twin turbo – mere end 600 hk. Store hjul – bag er de 20".

Honda NSX: Et af de mest ikoniske navne i sportsvognsverdenen. NSX fra 1990 – Hondaen med centermotor, letvægt, kreeret af Gordon Murray, manden, der også tegnede McLaren Formel 1-racere, der vandt VM. Den nye er som dengang lille og lav og med centermotor, der selvfølgelig trækker på baghjulene; men nu er der også elmotorer, der har fat i de to forhjul. Det er et koncept vi genkender fra f. eks. Le Mans-biler.

Maserati Alfieri: En italiensk skønhed, der først og fremmest skal ære en Maserati fra 1954, bilen, der bar navnet A6 GCS. Tekniske detaljer kendes ikke. Men frontmotor, baghjulstræk, V8, måske, måske ikke suge – det tør vi godt sige.

Infiniti Q60 Concept: Infiniti er Nissans Lexus så at sige. I Detroit holder konceptbilen, som er en forløber for den kommende Q60 Coupé. Japanerne forklarer, at der ligger en helt nyudviklet 3-liters V6’er under frontklappen. Den kører på benzin – altså ikke noget med hybrid her.

Alfa Romeo 4C Spider: Forrest på Alfa Romeo-scenen i Detroit holder den færdige 4C Spider som produktionsbil – altså en bil, der er hentet lige fra samlebåndet. Al teknik er som i 4C Coupé, der allerede er på markedet. De vigtigste stikord: kulfiber, centermotor, baghjulstræk.

Nyhederne Detroit 2015

  • Alfa Romeo: 4C Spider.
  • Audi: Q7.
  • Bentley: Bentayga – stor luksus-SUV.
  • BMW: 6-serie Coupé og Cab – facelift. 6-serie Gran Coupé – facelift.
  • Buick: Cascada – 4-personers cab. Avenir – luksus-sedan, koncept.
  • Cadillac: CTS-V – på niveau med BMW M5.
  • Chevrolet: Bolt – ny elbil fra GM. Volt i ny version.
  • Detroit Electric: SP:01 – projekt i stil med Tesla.
  • Ford: GT. GAC. GS4 – kinesisk SUV.
  • Honda: NSX.
  • Hyundai: Sonata Hybrid.
  • Infiniti: Q60 Concept.
  • Jaguar: F-Pace – ny power-SUV.
  • Lexus: GS-F – hurtig sedan.
  • Maserati: Alfieri Concept – ny sportsvogn.
  • Mercedes-Benz: CLA Shooting Brake. C 350 Plug-in Hybrid. GLE – ny SUV. GLE Coupé – SUV i coupéform. AMG GLE 63S.
  • Mini: Cooper JCW – hurtigste Mini.
  • Porsche: 911 4 Targa GTS – hurtig og åben 911.
  • Volkswagen: Cross Coupé GTE – viser kommende Touareg.
  • Volvo: S60 Cross Country – S60 med Ilse Jacobsen-støvler.