Fortsæt til indhold
Biler

Sådan undgår du grøften i vinterføret

Frygter du de glatte veje og risikoen for en tur i grøften? Den rigtige måde at styre bilen på øger chancen for at komme sikkert frem, og det kan JP's abonnenter nu lære med rabat.

Flemming Haslund

Vi glæder os i denne tid. Nisser og den søde juletid – bare det nu bli’r en hvid jul ... Ja, men med den hvide jul kommer de glatte veje. Isslag, sammenkørt sne. At køre bil bliver mildest talt en udfordring, hvor en tur i grøften eller et sammenstød pludseligt bliver en risiko, der faktisk kan ske.

Selvfølgelig er de to første midler mod at køre galt at montere vinterdæk og køre langsomt. Men alligevel er der fare for, at det kan gå galt. Men den helt rigtige måde at køre bilen på mindsker risikoen betragteligt – ja, den kan faktisk helt forhindre, at det går galt. Den korrekte køreteknik kan man lære på et af landets køretekniske kurser – f.eks. det, vi tilbyder Jyllands-Postens abonnenter på FDM Jyllandsringen og FDM Sjællandsringen.

Man kan faktisk halvere bremselængden med dette særlige trick: at finde et spor, hvor det ene sæt dæk står lidt bedre fast.

Vi har netop prøvet et helt tilsvarende kursus. Her er det vigtigste, vi lærte på Ringen – og som du også lærer, hvis du deltager.

Sådan undgår vi grøften

Selv når man kører forsigtigt, kan man komme til at køre for hurtigt ind i et sving. Eller værre, en cyklist kan pludseligt vælte foran – det er jo også glat under de smalle cykeldæk.

Forhjulene peger i panik mod venstre, men bilen kurer hjælpeløst ligeud – og vælter alle kegler. Men det er faktisk muligt at lære at komme frelst ud af en sådan situation. Det er præcist det, man lærer på et køreteknisk kursus, som vi tilbyder med særlig rabat til læserne. Foto: Felix Lenstrup

Hvor galt, det kan gå, ser vi, da vi specielt til ære for fotografen først kører ind i svinget med alt for høj fart. Vores bil, en Opel Astra, snurrer rundt og rundt. Vi oplever det, som om bilen nærmest flyver af asfalten. Godt, vi var på kørekursus og ikke ude i virkeligheden.

Men banens to instruktører forklarer og viser, hvad vi skal gøre for at undgå at køre galt.

Først og fremmest skal vi køre langsommere – og langsomt er virkelig langsomt. Vi kører med en bil, der kommer godt fra øvelsen med cirka 30 km/t., med gode vinterdæk kan man komme frelst gennem svinget med cirka 40 km/t.

Først trick, vi lærer er at tage blødt og forsigtigt på rattet. Drej med bløde hænder for at give fordækkene de bedste muligheder for at holde fast i underlaget. Og hvis man fortsat ikke kan få bilen med rundt i svinget og en udskridning er på vej, skal man skynde sig at koble ud. Sådan undgår du at køre i grøften

Det er en redningskrans, der altid er klog at smide ud: Drej forsigtigt – og kobl ud.

Men måske skal der mere til, og på kurset lærer man at blive endnu dygtigere.

Så hvis bilen alligevel skrider ud, kan man yderligere gøre dette: at skynde sig at rette op og knalde bremsen i. Måske lyder det dramatisk. Men det kan være præcis denne teknik, der redder dig fra at køre den væltede cyklist ned.

På kurset øver man teknikken igen og igen – og man bliver faktisk ved, til man mindst én gang har prøvet at gøre det rigtigt.

Korrekt bremseteknik

Når vi kører det næste sæt øvelser, indser vi, hvor hurtigt 60 km/t. er, når sneen er kørt sammen eller isslaget dækket asfalten. Og 60 – det er der jo mange, der kører ude i virkeligheden.

Hvor galt, det kan gå, lærer vi, da vi bremser med for høj hastighed på det glatte. Vi bremser så hårdt, vi kan – men bilen bare kurer hjælpeløst af sted og pløjer alle kegler ned. Men der er hjælp at hente med den korrekte køreteknik. Og den går vi i gang med at øve nu.

Præcis som i skolen. Når man skal lære noget nyt, begynder det hele på skolebænken. Sådan er det også på kurset. Men bare rolig, lærerne er flinke, og man risikerer ikke at komme op til tavlen …

Først lærer vi den korrekte bremseteknik. Og det er faktisk pærelet. Vi kører frem mod øvelsens start: Ud for de to røde kegler kobler vi ud og knalder bremsen i. Netop når bremsepedalen trædes hårdt og hurtigt ned, er man sikker på, at bilens ABS-bremser fungerer optimalt.

Men måske er korrekt brug af bremserne ikke nok til at redde situationen – måske var det ham i kassevognen, der alligevel ikke overholdt sin ubetingede vigepligt. Så der skal mere til.

Også det øver vi på kurset på Jyllandsringen. Atter kører vi frem mod keglerne, men nu skal vi både bremse og undvige – det var det, man ikke kunne i gamle dage, men med ABS-bremser er det lige modsat. Det er netop det, man kan.

Så hen mod keglerne igen. Ud for de to røde kegler kobles ud, bremsen hurtigt og hårdt ned, og nu anvender vi tricket fra tidligere på dagen, nemlig med bløde hænder at dreje rattet mod venstre, så man kan styre udenom keglerne (altså kassevognen, der ikke overholdt vigepligten).

Vi gør det igen og igen, til den sidder der. Og vi forbløffes over, at det faktisk er muligt fortsat at styre bilen, selv om der er så pokkers glat her. Men det kræver altså, at farten er lav.

Og det smarte trick

Vi lærer også et rigtigt smart trick, der lader sig gøre, fordi biler nu til dags har ABS-bremser.

Først prøver vi bare at bremse på den glatte asfalt fra 50 km/t. Vi oplever på sommerdækkene, at bremselængden er knap 80 meter. Men så kommer tricket, nemlig at bremse med det ene hjulsæt på den tørre asfalt og det andet ude på det glatte. Pludseligt standser vi efter mindre end 40 meter.

Ude i virkeligheden handler det om at finde noget vej, hvor dækkene står lidt bedre fast – for eksempel kan der være et tørt spor, eller måske er det smart lige at sætte de to højre hjul ud i den bløde sne i rabatten i stedet for den langt glattere sammenkørte sne på selve vejbanen.

Kurset viser igen og igen, hvordan bilen kan skøjte rundt, når det er glat. Så kør langsomt. Men det viser også igen og igen, at man med den rigtige køreteknik alligevel kan komme frelst fra en situation, der måske ved første øjekast ligner en tur i grøften.

At lære det er årets sikreste julegave.

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her.

Artiklens emner
FDM