Sprælsk Mini med vokseværk
Den nye femdørs Mini med trecylindret motor på 136 hk er sjov og mere praktisk.
Selv om fornuften holder sit indtog, skal der stadig være plads til sjov i gaden. Det gælder ikke kun, når studenter- eller lærlingehyblen skiftes ud med noget mere rummeligt. Mini, som er en af miniklassens frække drenge, er ikke bare vokset med seneste modelrække fra i år, tredje generation af nyklassikeren fås nu også med fem døre.
Dermed er den mindste Mini på størrelse med de andre biler i miniklassen, modellen er nemlig blevet 16 centimeter længere, mens afstanden er strakt seks centimeter, så den totale længde nu er knap fire meter. Det har heldigvis ikke pillet gokart-oplevelsen ud af den lille bil, vi tester med den nye 1,5-liters trecylindrede benzinmotor på hele 136 hk. Bilen koster godt 270.000 kr., men lander på 339.000 kr., når en håndfuld ekstraudstyr i testbilen tages med.
Linjerne, som er slået af den danske Minichefdesigner, Anders Warming, er holdt helt i mærkets ånd, hvor han har kræset om ”stilikoner”, som den stejle forrude, de runde forlygter, de korte udhæng, den sekskantede kølergrill og et centralt rundt instrument i bilens kabine. Speedometret er dog i nyeste aftapning rykket ud til venstre foran føreren, mens midten er helliget et stort informationsdisplay.
Præcisionsværktøj
”Den nye Mini er et præcisionsværktøj”, lød det selvsikkert fra Anders Warming, da vi talte med ham tidligere på året. Han har ret. Bag rattet fungerer tingene med samme skarphed og funktionalitet som hos moderkoncernen, BMW. Gearskiftet klikker som et urværk, styretøjet er stramt som på første tur med ivrig hundehvalp, mens affjedringen er hård, og det giver fin føling med vejen. Til gengæld er den ikke synderligt komfortabel.
Den nye motor, som vi også kender fra BMW 2-serie, pludrer som en klassisk trecylindret maskine, men er langt mere stramt styret, civiliseret og afdæmpet end vi ellers ser dem. En acceleration fra 0-100 km/t. på 8,2 sekunder taler helt for sig selv; den her bil puffer til smilehullerne. En funktion, der giver mellemgas ved nedgearing, sikrer en mere glidende kørsel, og en lille fræk lyd i ny og næ. den Modellen har dog også bagsider, nemlig en del rumlestøj, især på motorvejen.
Pladsen i den tredørs er egentlig ikke ringe, når først fire personer er placeret i sæderne, men de to ekstra døre giver langt mere funktionalitet, mens du stadig skal sno dig lidt for at komme ind, for dørene er nok nogle af markedets smalleste. Inden døre er der rimeligt med plads på bagsædet, mens bagagerummet på 278 liter er funktionelt og matcher resten af klassen.
Danskermodel
Da de fleste ikke køber bil for sjov, er den femdørs Mini nærmest en danskermodel, der overflødiggør den tredørs, som starter fra 250.000 kr. med tilsvarende motor.
En konkurrent som Audi A1 Sportback er mere snæver, og selv om den også er ganske sportslig, er Mini mere velkørende. Nogle vil måske kalde designet af den femdørs Mini noget oppustet i forhold til det tredørs ophav, men turen med bagepulver har en effekt, og de indre værdier følge med.