Ny Mini Cooper S er Mr. Swing King

Kommentar:

Plus:

Minus:

Mini. Hvad er det første, du tænker, når du hører bilnavnet Mini?

Måske det engelske flag, Union Jack, malet på et biltag. Måske Monte Carlo Rally i 1960’erne. Måske forhjulstræk. Måske »min drømmebil dengang.« Eller din fars drømmebil. Eller måske tænker du to dobbelte Weber-karburatorer og Minilite-fælge lidt afhængig af, hvor nørdet du er.

Ét er sikkert. Mini er et bilnavn, der udløser en strøm af associationer. Netop det havde BMW spottet, da de i 1990’erne besluttede at købe rettighederne til et af bilhistoriens stærkeste bilnavne.

Mini, der jo på sin vis i den grad er England i 1960’erne. Men ikke bare England på den engelske måde – England på den internationale måde. For det var ud over hele Europa, at bilelskere fulgte med i Monte Carlo Rallyet og måbede, da den nye, lille forhjulstrækker vandt det vigtigste af alle rallyer i midten af årtiet. Men Mini sprængte jo motorsportens rammer og blev også bilen, vi forbinder med The Beatles og hele 60’er-bølgen ført an af fotomodellen Twiggy i så korte skørter, at det måske slet ikke var sandt (men det var det ...).

John, Paul, Ringo og George, Twiggy og hele Swinging London. En helt glorværdig tidsalder udløst af ét ord.

Dét forstod kloge hoveder hos BMW. Og købte navnet Mini. Og med det en grundkonstruktion, der dog med tiden var blevet mere end normal: hatchback, tværstillet frontmotor, forhjulstræk. Men med i pakken var også bilens former – så firkantet formgav ingen biler i 90’erne. Det var ikke for ingenting, vi sagde "Hundehuset" om bilen dengang i 1960’erne.

BMW udførte kunststykket, der kun lykkes for de færreste: at genskabe og modernisere en virkelig klassiker. En opgave på linje med at tegne en ny Coca Cola-flaske uden at lave den om.

Moderne tysk teknik

Første nutidens Mini blev lanceret i 2001. Kendes lettest fra de senere på de forreste blinklygter, der sad uden for selve forlygterne. I 2005 kom et facelift, nu med forreste blinklys placeret inde bag forlygteglassene. Og her – som årgang 2014 – den helt nye, der lettest kendes på den noget længere front.

Mest nyt finder vi under frontklappen – og inde bag den længere front. Her er rykket den mest moderne, tyske teknik ind: nye motorer hele vejen igennem for at opnå den gyldne kombination af både mere fart og effekt samt mindre forbrug og dermed CO2-udslip.

Tricket, som englænderne – altså tyskerne – har grebet til, er det mest anvendte disse år: ikke bare downsizing, altså ned i slagvolumen, men også ned i antallet af cylindre. Cooper og den snart kommende One går fra fire til tre cylindre, og alle dieseler gør det samme.

At det virker, beviser tallene. Tydeligst er det for versionen Cooper uden videre bogstaver. Den hidtidige Cooper-motor var en 1,6-liters 4-cylindret rækkemotor med turbo. Den nye er gået ned til en 1,5-liters 3-cylindret motor – ligeledes række og turbo. Forbrugstallene er forbedret fra 18,5 km/l til 22,2 km/l. Samtidig er effekten steget fra 122 til 136 hk. Og det kan mærkes på accelerationen: Før klarede den 0-100 km/t. på 9,1 sek., nu på 7,9 sek.

Upsizing – hvad er nu det?

Men i bilen her i testen er ingeniørerne gået den modsatte vej – nemlig op i størrelse. Upsizing. Cooper S var tidligere en 4-cylindret 1,6’er, mens den nye er en 4-cylindret 2,0’er. Er kæden lige hoppet af her?

For at hamle op med typer som først og fremmest Volkswagen Golf GTI er der behov for effekt i nærheden af 200 hk. For at nå helt derop skulle BMW’s nye generation af den mindste 4-cylindrede "tunes" alt for meget, hvilket ville ødelægge alle planer om at mindske forbrug og udslip.

Derfor faldt valget på en anden motor i familien, nemlig den 4-cylindrede 2,0-liters turbo, der også findes i mange BMW’er. Her i Mini Cooper S er effekten landet på 192 hk, altså en del mere end den gamle 1,6’er, men alligevel er forbruget faldet noget. Forklaringen gemmer sig i moderne turbo-teknik, den mest avancerede motorstyring og en mindre virkningsgrad qua den større slagvolumen.

Hvordan kører den så, Mini Cooper S?

Det kommer an på, hvordan du som kører behandler den. Ved almindelig hverdagsfart hæver den nye 2-litersbil sig ikke afgørende over så mange andre. O.k., den lave sædeposition og det høje, fede rat placerer dig i en ret så sporty kørestilling, og selv ved sneglefart mærkes en affjedring, der er fast.

Men en Mini med et så racerberømt modelnavn som Cooper S indbyder jo også til at bevæge sig hen over asfalten på en helt anden måde. Med rask fart. Eller stor fart.

Tag din Cooper S. Drej fra og ned på den bedste back-road, du kender. Og der åbner en ny verden sig. Når en Cooper S bliver holdt til, svarer den prompte igen. »O.k., jamen, så lad os da ha’ det skægt!«

Indstyringen er hurtig og skarp, men ikke nervøs. Forenden holder fint fast i asfalten og ud ad svinget igen – bare hold den til. Styringen er neutral op til skridgrænsen. Hvis du vil powerunderstyre, er det bare at gi’ mere gas, og hvis du vil have bilen til at styre mere ind, er det bare lige at røre bremsen. Alt efter bogen.

Intelligent cruise-control

Netop den Cooper S, vi kører i denne test, er overdænget med udstyr. Først og fremmest er den monteret med den såkaldte Chili-pakke, et net lille udvalg af udstyr til 80.000 kr. med alt muligt meget moderne sikkerhedsudstyr, først og fremmest en fartpilot, der både kan holde en fast fart og holde afstand – intelligent eller adaptiv cruise-control, som nogle kalder systemet. Dernæst luksus som regnsensor, onboard-computer – og velourmåtter, sørme.

Med Chili-udstyr bevæger den nyeste Mini sig i en anden retning end tidligere. Så meget udstyr, så meget fornemt rig forstadsfrue-udstyr har vi aldrig set i denne bil. Hverken dengang den hed et Hundehus eller i dag.

Men fedt luksus-gear vinder frem i alle typer bil, og der er grund til at tro, at ejerne hos BMW har set rigtigt endnu en gang. Mere luksus, federe luksus til alle – også til Mini.