Fortsæt til indhold
Biler

Svigter danskerne den nye Aygo?

Efter en rimelig start er salget af den nye Toyota Aygo allerede gået ned i gear. Kampagne skal sætte gang i salget.

En af årets mest hypede biler sælger ikke som forventet.

Efter at være kommet pænt fra start ved introduktionen i sommer er den nye Toyota Aygo faldet fra en 5. plads i september helt ned på en 13. plads med 385 biler på top-20-listen for oktober.

VW Up er fortsat nummer 1 med 860 biler. Den tidligere danskerfavorit fra Toyota har traditionelt ligget i toppen. Men konkurrencen er blevet fortsat hårdere, og mange fravælger mikrobilerne til fordel for mini- og mellemklassen.

Prisnedsættelser

Importørerne bag søstermodellerne Citroën C1 og Peugeot 108 har taget konsekvensen og har som noget uhørt allerede søsat kampagner for helt nyintroducerede bilmodeller. C1, der også ligger langt nede ad listen, er netop nedsat med 15.000 kr. for visse modeller, så en pænt udstyret 5-dørs C1 med aircondition koster 85.000 kr.

Peugeot 108 har haft nogle rutsjeture, men solgt pænt i oktober, efter importøren har lanceret billig privatleasing.

Toyota er nu også klar med en kampagne, hvor importøren garanterer en mindstepris på 25.000 kr. på byttebilen. Dog kun på Aygo X-Touch, der koster 129.995 kr.

Aygo har været en af de mest hypede nye bilmodeller i år.

Anders Tystrup, der er pressechef hos Toyota, sagde ved præsentationen, at Aygo skulle være en af de mest solgte og måske endda nummer et. Han mener, at det er for tidligt at afskrive den.

»Aygo har kun været på markedet kort tid. Her er tale om statistiske udsving, og vi går stadig efter at være blandt de mest solgte i 2015,« siger han.

Sammenlagt er Aygo dog rimeligt med. Salgstallene siden introduktionen 15. juni bringer Aygo på en 2. plads. De mere retvisende tal, som omfatter hele juni, hvor også Citroën C1 og Peugeot 108 blev lanceret, og frem til 31. oktober placerer Aygo på en samlet 4. plads med 2.127 solgte biler, mens VW Up med 3.789 stk., Peugeot 208 med 2.259 stk. og VW Golf med 2.172 stk. besætter de tre første pladser på top 20 listen. VW fører altså massivt med, mens de tre andre modeller nærmest ligger på linje.

Jan Lang, analytiker hos Bilbasen, uddyber.

»Da Aygo og Co. kom på markedet i sin tid, passede de perfekt og ramte tidsånden, derfor blev de en succes,« forklarer han. Markedet herhjemme har dog ændret sig markant det seneste års tid, efter en periode hvor den første generation af trillingerne blev solgt ud til kampagnepriser.

»Markedet for mikrobiler er ved at være mættet, og flere køber lidt større biler.

Imens er konkurrenterne blevet mere attraktive, og så er der kommet flere tilbud på privatleasing,« siger Jan Lang.

Billedtext: Attituden på den nye Toyota Aygo fejler ikke noget og bilen blev også lanceret med brask og bram. Salget ligger under tidligere tiders storhed, mens den mere konservative VW Up fortsat er nummer et på top 20-listen. Foto: Christian Schacht

Artiklens emner
Toyota