De små biler nærmer sig 30 på literen
Hvilke af de små biler under 100.000 kr. er bedst til at strække benzinen? Lige nu er det trillingerne med Citroën C1, Peugeot 108 og Toyota Aygo – men en ny sparemester er på vej.
Hvor langt går de små egentlig på literen? I dag strækker de mest nøjsommelige hver liter til godt og vel 25 kilometer. Fra næste forår er vi tættere på 30 km/l end på 25.
Når Suzuki i slutningen af februar lancerer den nye mikrobil med navnet Celerion er det bedste officielle forbrugstal if. EU-normen nemlig 27,8 km/l, mens vi i dag har bedste forbrugstal blandt trillingerne med Citroën C1 og de to andre.
Celerio
Suzukis kommende bil i A-segmentet Celerio introduceres i Danmark i løbet af februar/marts 2015. Priser og endelige specifikationer for det danske modelprogram offentliggøres i januar måned. Om udstyrsniveauet og prisen forklarer Suzukis pr-ansvarlige, John Mogensen:
»Seks airbags, servostyring og selvfølgelig ESP bliver standard i alle danske modeller, og udstyrsmæssigt går vi efter at kunne tilbyde en ”færdigudstyret” indgangsmodel til en meget konkurrencedygtig pris. Vi kommer derfor ikke med en skrabet udgave af Celerio – og dermed bliver Celerio heller ikke en 70.000-80.000 kroners-bil. Men den bliver i hvert fald under de 100.000 kr.,« lover John Mogensen.
De vigtigste tekniske specifikationer er:
- 1,0 12V: 68 hk, 90 Nm, 99 g/km, 23,3 km/l, prisgæt: 85.000 kr.
- 1,2 12V Dualjet: 68 hk, 93 Nm, 84 g/km, 27,8km/l, prisgæt: 90.000 kr.