Helt ny BMW satser på familien
Premiere: Ny 2-serie Active Tourer er første BMW lavet med direkte henvisning til familierne, og så har den forhjulstræk. Første test viser, at modellen kører godt og har de fleste BMW-egenskaber i behold.
SÖLDEN, ØSTRIG
Introduktionen af den nye 2-serie Active Tourer er på flere områder en af de mest skelsættende øjeblikke i det stolte tyske mærkes historie.
En begivenhed, der markerer et overordnet paradigmeskift for BMW og et fuldkomment opgør med den tradition, der har hersket i München i små 100 år. 2-serie Active Tourer – ej at forveksle med den sportslige og ganske traditionelle 2-serie coupé – er nemlig den første børnecontainer fra BMW og spadestikket til en omvæltning af det lavere modelprogram op til 3-serien, der fra næste generation vil have træk på forhjulene med delvis teknik fra datterselskabet Mini. Sidstnævnte modifikation er måske i sandhed mere kontroversiel end det, at BMW nu introducerer en mpv.
Hovedrivalen Mercedes B-klasse har efterhånden et årti på bagen, VW har haft vind i sejlene med deres mpv-udgave af Golf, og markedstendensen indikerer soleklart, at segmentet for de familievenlige hatchbacks som et af de få er i opsving. Forretningsidéen fejler altså ikke noget, og det drejer sig i sidste ende nok også om euro og cent, når arkitekturen i de mindre BMW’er fremadrettet skal hentes fra Mini – platformsdeling er et fundamentalt værktøj i den evige kamp for at holde de enorme udviklingsomkostninger trimmet.
Mere plads
Rent teknisk giver det grundlæggende også mening, om end især ud fra en praktisk vinkel. For ved at droppe baghjulstrækket slipper man både for en langsliggende motor, der æder kabineplads, og for den store og klodsede kardantunnel, der typisk gør livet surt for midterste bagsædepassager. Det giver rum og frihed i kabinen – kvaliteter, der ultimativt vil have større prioritet for familien end muligheden for fest på landevejene.
Active Tourer synes måske noget forsigtigt udspillet, for rent funktionelt forsøger den reelt set ikke på noget, som en Opel Zafira ikke kunne mønstre for 10 år siden. Bagsæder kan skubbes frem og tilbage og anbringes i et væld af vinkler, og passagersædet foran kan lægges ned for at skabe plads til et surfbræt eller lignende – BMW sigter målrettet efter den aktive yngre familie, der med danske priser nok må omregnes til den absolutte øvre middelklasse, med priser, der starter fra små 370.000 kr. i den mindste benzinmodel med 136 hestekræfter, der låner den fremragende 1,5-liters trecylindrede enhed fra Mini Cooper og forventes at være volumensælgeren i Danmark.
Men måske har det været klogt for BMW at nedprioritere magiske sæder og innovative kopholdere og i stedet søge at etablere biltypen i folden med klassiske BMW-dyder. Ved bagsædet er der ualmindelig god plads – også til store voksne, og det er en af bilens styrker. Bagagerummet er stort og rummer 468 liter, og bagsædet kan længdeforskydes og foldes forover i tre dele på en meget enkel måde.
For forhjulstræk eller ej, man må give tyskerne at de i høj grad er lykkedes med at få den nye 2-serie til at føles som en vaskeægte BMW – eksisterende kunder vil øjeblikkeligt føle sig hjemme bag rattet af en bil, der udviser den modenhed og ro i sine bevægelser, som vi kender fra de traditionelle baghjulstrukne serier.
Klassisk BMW-feeling
Slægtskabet med den seneste generation af Mini synes nærmest udvisket, for bag rattet er det dynamiske udtryk tættere på en 3-serie end den knivskarpe livsstilshatchback.
Som med så meget andet hos BMW, er det næppe noget tilfælde, og man fristes til at tro, at de tyske ingeniører ligefrem har forsøgt at emulere en køreoplevelse, som man sædvanligvis kun finder i baghjulstrukne biler med et roligt styretøj og ikke alt for skarp forende, som unægtelig klæder en vogn, der trækker det bagerste hjulsæt, men til tider på testkørslen føltes malplaceret i en forhjulstrukken mpv.
På motorvejen opleves den nye 2-serie særdeles voksen, og man generes kun i mindre grad af en tand for meget vindstøj fra sidespejlene og lidt rumlen fra dækkene, der til bilens forsvar skal nævnes var de mest sportslige 18-tommers, som de fleste danske familier næppe vil tilvælge. BMW kalder 2-serien for klassens dynamiske højdepunkt, men jeg er ikke helt overbevist om, at jeg ikke ville have det sjovere ned ad bjergsiden i en Ford C-Max.
Overlegen topmodel
Måske ville jeg være hurtigere fremme i BMW’en, om ikke andet i 225i, der med sine 231 hestekræfter og 0-100 km/t på 6,6 sekunder suverænt sætter standarden for potens i mpv-klassen og for alvor lader Active Tourer definere sig som et premium produkt.
En premium-fornemmelse, der om noget slår til i kabinen, der uden problemer matcher og på enkelte områder overstiger det kvalitetsindtryk, vi kender fra 1- og 3-serien. Materialekvaliteten er i top for biltypen, og selv om layoutet er konservativt, er ergonomi og funktionalitet i absolut højeste klasse.
For et førstegangsforsøg med familievenlig høj sidestilling har BMW præsteret til UG og skabt et luftigt og luksuriøst interiør, der uden problemer gør rivaler som Mercedes B-klasse til skamme på samtlige parametre. Senere i bilens modelcyklus kommer i øvrigt også en 7-personers udgave.
Pænt udstyr
De gode nyheder fortsætter med en standardudstyrsliste, der er langtfra så spartansk, som man kunne frygte: danske købere vil kunne nyde godt af udstyr som 16” alufælge, sædevarme, regnsensor, armlæn foran, sportslæderrat, opvarmelige sidespejle, 6,5” farveskærm og Bluetooth og kollisionsassistent, der bremser selv. For i underkanten af 12.000 kr. kan man tilkøbe en såkaldt Advantage-pakke, der endvidere tilføjer multifunktionsrat, fartpilot, parkeringssensor bagtil og tozoners klimaanlæg, der burde dække de fleste familier godt ind.
BMW er selvfølgelig også klar med erhvervsleasing, som næsten stensikkert vil være den dominerende måde at køre 2-serie Active Tourer på. Firmabilister, der overvejer en 3-serie, kan få en mere rummelig og praktisk bil til en lavere pris.
Bilens beskatningsmæssige værdi begynder lige under 350.000 kr. for en 218i.
Efter en dags tid med bilen på ferietrafikerede veje efterlades man med indtrykket af en overordnet set god mpv, der præsterer flot på alle parametre. Den nye 2-serie kommer til Danmark i løbet af september.
JP var inviteret til Østrig af BMW.