Fortsæt til indhold
Biler

BMW X6 i anden potens

BMW viser anden generation af crossoveren X6, som lanceres senere på året.

Jens Overgaard

Det er ikke kun på Autobahn, at tingene foregår hurtigt i Tyskland.

I det sydtyske er BMW kommet så langt med at definere en ny bilklasse, at mærket nu er klar med anden generation af crossoveren X6, inden nogle af de nærmeste konkurrenter hos Audi og Mercedes har lanceret noget tilsvarende.

Nyeste aftapning af X6 er blevet lidt mindre monumental og lidt mere personvognsagtig, men stadig med masser af potensbuler og et designsnit, som minder om den nye X4.

Faktisk så meget, at du nærmest skal have dem over for hinanden, så du kan sammenligne størrelserne.

Baseret på X5

X6 bygger stadig på X5’eren, og den er ifølge BMW blevet godt tre centimeter længere og seks centimeter bredere end forgængeren, så den lander på 4,9 meter, mens akselafstanden er den samme og bagagerummet vokser med 75 liter til 480 liter.

Med et lidt større bagagerum på nu 580 liter, er praktikken godkendt.

Størrelse betyder bestemt noget på et af de største markeder, nemlig USA, hvor X6’eren bygges på BMW’s fabrik i Spartanburg, South Carolina.

Med 250.000 biler må den noget specielle biltype siges at have fundet et vist publikum.

Salget drives ikke mindst af de nye store vækstmarkeder, hvor Kina er den store motor for afsætning af nye modeller og medvirkende til den stadig strøm af nicheudgaver og varianter.

M-model topper

Motormæssigt lægger BMW ud med xDrive 30d, som er en 3,0-liters diesel på 258 hk, mens topmodellen bliver X6M, som er bestykket med en V8’er på 550 hk.

X6’eren byder stadig på muskuløse linjer.

Her kommer den sidstnævnte selvfølgelig med mulighed for masser af M-trim og udstyr som bl.a. adaptiv undervogn og 20 tommer fælge.

Alle modellerne kommer med firehjulstræk og ottetrins Steptronic automatgearkasse.

Ellers er der frit valg på hylderne med ekstraudstyr, som bl.a. omfatter luftaffjedret bagaksel og adaptivt LED-lys, hvis du da ikke vælger en af de mange køredynamiske pakker eller det B&O-anlæg, den tyske fabrik fremhæver som et af højdepunkterne fra listen over ekstraudstyr.

Ifølge BMW får den nye model endnu mere dynamiske køreegenskaber og en ”majestætisk” fremtoning. Der er dog lagt op til, at den mindre X4 skal være den mest sportslige. Modellen, der bygger på X3, er skabt til at konkurrere mod den succesfulde Range Rover Evoque samt den nye Porsche Macan. X4 starter foreløbigt fra 802.500 kr for en firehjulstrukket xDrive20i med 184 hk.

Danske priser eller udstyr på den nye X6 kendes endnu ikke. Men den billigste 30d af den nuværende generation koster i dag 1.245.000 kr.

Modellen lanceres internationalt sidst på året.