Fortsæt til indhold
Biler

Mercedes C mod rivalerne

Vurderet på tallene kunne den nye Mercedes C-Klasse ligne den nye mestrenes mester blandt de finere business cars.

Flemming Haslund

Der skete noget ekstraordinært i klassen for de fine business cars her i foråret: Mercedes-Benz lancerede den nye C-Klasse. Allerede på de første billeder så den nye tysker interessant ud, og efter de første kilometer ved den internationale præsentation, stod det bøjet i asfalt: Som den dog kører.

Er der måske et tronskifte på vej i den store klasse?

Derfor lå det lige for, at vi nu samler et felt af de bedste i klassen for større firmabiler til en match på alle egenskaber: design, førerplads, fart og forbrug og køreglæde slet og ret. Samt pris naturligvis.

Vi udvælger omhyggeligt i alt seks biler med den 170 hk’s Mercedes diesel i midten.

Blandt konkurrenterne er selvfølgelig først og fremmest rivalen fra BMW, men også to oplagte valg blandt firmabilkøbere og -kørere, nemlig Audi A4 og Volkswagen Passat, der i denne test er vokset til Passat CC. Plus et par måske overraskende valg; ét fra Frankrig et andet fra Sverige.

Sommerens dyst skal i gang. Til test er i alfabetisk rækkefølge: Audi A4 2,0 TDI 190 hk Multitronic, BMW 320d sedan aut., Citroën DS 5 BlueHDI 180 aut. Style, Mercedes C 220 BlueTec aut., Volvo S60 D4 aut. Kinetic og Volkswagen CC 2,0 TDI 177 hk DSG.

Audi A4: Stadig i det elegante jakkesæt

Audi A4 med 2-liters dieselmotor. Bilen i testen fås fra 586.000 kr., hvilket gør den til sammenligningens næstdyreste bil.

Audi A4

Mellemklassebilen fra Audi er døbt A4. Serien består af den 4-dørs sedan, dernæst den 5-dørs stationcar med titlen A4 Avant. Andre karosseri-varianter betegnes A5, f.eks. A5 Cabriolet, men er samme bil som A4. Både forhjuls- og firehjulstræk.

En lang række motorer på begge brændstoffer, de fleste motorer er 4-cylindrede, topmodellerne har op til otte cylindre.

A4 fås fra 418.958 kr. for en 120 hk’s benziner og fra 451.610 kr. for dieselen ligeledes med 120 hk.

Audi A4 2,0 TDI 190 hk Multitronic

Type: 5-personers sedan, frontmotor, forhjulstræk.

Motor: 4-cyl. R-diesel, 2,0 liter, 190 hk ved 4.200 o/min., 400 Nm ved 1.750-3.000 o/min.

Forbrug if. EU-norm: 22,2 km/l

CO2-udslip: 119 g/km

Præstationer

0-100 km/t.: 7,8 sek.

Topfart: 230 km/t.

Pris: 585.744 kr.

Kommentar: For mange er en A4 et sikkert valg, men den aktuelle model har alderen imod sig, hvilket ses på bilens udseende og egenvægt.

Plus

Image

Effekt

Balance

Minus

Alderen

Egenvægt

Sommerens dyst skal i gang. Til test er i alfabetisk rækkefølge: Audi A4 2,0 TDI 190 hk Multitronic, BMW 320d sedan aut., Citroën DS 5 BlueHDI 180 aut. Style, Mercedes C 220 BlueTec aut., Volvo S60 D4 aut. Kinetic og Volkswagen CC 2,0 TDI 177 hk DSG.

Måske ser en A4 med den ekstrastærke 2-liters dieselmotor en anelse gammeldags ud, men bag rattet er tyskeren med de fire ringe på ingen måde gammeldags.

For mange er netop denne bil indbegrebet af en lækker business car.

Bilen med navn som et stykke papir er nået dertil i kraft af et nydeligt design, høj kvalitet, luksuriøse køreegenskaber og ikke mindst mærkets høje image og stærke priser over for konkurrenterne.

Glimrende førerplads i Audi A4. Næsten lodret rat, effektivt støttende sæder.

Men A4 er ved at være en gammel dreng, den nuværende er helt tilbage fra 2008 og faceliftet i 2010. Og selv om det ikke er officielt, er der næppe tvivl om, at der holder en helt ny A4 på efterårets store biludstilling i Paris.

At alderen trykker ses tydeligt på den 2-liters A4 diesel med typisk business car-udstyr, som den holder der blandt de fem andre i denne sammenligning. Den har sit grå jakkesæt nystrøget, kabinen matcher elegant, og de relativt små fælge i 16” understreger den tilbageholdte stil.

Vel ser den lidt bedaget ud, den metallicgrå A4 2014 – men den kører på ingen måde som en bil fra i går.

For det første er der dømt toppoint til motoren. Den hidtidige 177 hk’s dieselmotor er nu opgraderet til 190 hk, hvilket er dette felts største effekt. Og det får da også A4 til at køre lige så hurtigt som de hurtigste i klassen – topfart 230 km/t. er åbenbart noget, man enes om i denne klasse. Også målt på acceleration er A4 på linje med de ellers marginalt hurtigste, nemlig BMW og Mercedes.

At Audi A4 så ikke sætter sig igennem som den hurtigste, skyldes egenvægten. 1.650 kg er cirka 100 kg’s overvægt i forhold til de nyeste. Vi gætter på, at den kommende A4 har tabt sig netop omkring 100 kg.

Bilen her i testen kører med Audis efterhånden meget forfinede trinløse Multitronic-gearkasse, der imidlertid i nyeste version har otte faste trin, som køreren kan klikke rundt i.

Der er grænser for, hvor skarpt en bil på forholdsvis små fælge og forholdsvis høje dæk kan styre. Det mærker man tydelige på Audi A4 på 16”-fælge med dæk i /55-profil. Men først og fremmest takket være S-Line-undervognen er bilens balance glimrende, og derfor fremtræder A4 alligevel ganske sporty i sin køremåde.

Kørestillingen fortjener ros hele dagen lang. Bagagerummet rummer 4780 liter – det er hverken godt eller dårligt i dette felt af i alt seks biler.

BMW 320d: Bimmeren vinder på komfort

BMW stiller op med den 4-dørs 320d med 2-liters motor. Prisen på 572.000 kr. placerer den lige i midten af feltet.

BMW 320d

BMW’s modelrække i mellemklassen hedder 3-serien med tre forskellige karrosserityper, dertil tre forskellige karrosserier med navnet 4-serien – der dog rent teknisk fortsat er 3’ere. Så i alt syv forskellige karrosserier. Både baghjuls- og firehjulstræk.

Adskillige motorer på både benzin og diesel plus en hybrid.

BMW 3 sedan fås fra 445.600 kr., der er prisen for billigste benzin, mens den billigste diesel koster lidt mere, 452.800 kr.

BMW 320d sedan aut.

Type: 5-personers sedan, frontmotor, baghjulstræk.

Motor: 4-cyl. R-diesel, 2,0 liter, 184 hk ved 4.000 o/min., 380 Nm ved 1.750-2.750 o/min.

Forbrug if. EU-norm: 22,7 km/l

CO2-udslip: 117 g/km

Præstationer

0-100 km/t.: 7,4 sek.

Topfart: 230 km/t.

Pris: 571.615 kr.

Kommentar: Det er faktisk ikke baghjulstrækket, der sikrer testens BMW hele fem stjerner, derimod dens komfort, gearkasse og lave egenvægt.

Plus

Komfort

Gearkasse

Egenvægt

Minus

Diesellyd

BMW – det er jo den med baghjulstræk! Det er det, rettroende BMW-fans altid fremhæver, men har det overhovedet nogen betydning, når Bimmeren er med i et felt af business cars i jakkesæt?

Business cars med mellemstore dieselmotorer. Underforstået med afgørende vægt på langt på literen inkl. en fornuftig driftsøkonomi og en elegant fremtoning, der repræsenterer firmaet som troværdigt og med tjek på sagerne. Så kan det da være lige meget, om firmabilen trækker på forhjulene eller baghjulene!

Eller kan det?

Selv om tyske BMW om et øjeblik lancerer sin første forhjulstrukne model, nemlig 2 Active Tourer, og selv om samtlige versioner af den kommende 1-serie trækker på forhjulene, er netop BMW fortsat et absolut baghjulstrækker-mærke. Og bilen i denne test, BMW 320d med 2-liters 184 hk’s motor, trækker da også ”som en rigtig bil”.

Og testrutens mange sving understreger da også, at en baghjulstrækker kører på sin egen måde – i hvert fald i nogle situationer. Og selv om det hører til det useriøse, så lad mig da lige hviske, at også en diesel-BMW vitterligt kan køre sidelæns og lave hjulspin, hvis man klikker ESP-systemet fra.

En af testens bedste førerpladser og en automatgearkasse, som vi aldrig kan rose for meget.

Men i hverdagens kørsel er baghjuls- eller forhjulstræk ikke afgørende for bilens måde at køre på. Her er affjedring og fælgstørrelse og især dækkenes profil af langt større betydning. Og da netop denne BMW 320’er kører på standardundervogn og dæk i den forholdsvis høje /50-profil, er der faktisk dømt mere komfort end sport i netop denne bil. Hvis man vil opleve den berømmede BMW-køremåde skal man bestille sin Bimmer med M Performance-undervogn og -hjul. Faktisk er vi der, hvor der er mere sport i den testede Volvo og endnu mere i den testede Mercedes.

Motor og gearkasse: Her scorer BMW’en mange og rigtig mange point. Motoren først: Under frontklappen er altså Münchens 4-cylindrede 2-liters diesel med 184 hk. Da bilen i øvrigt er blandt testens letteste, 1.580 kg, er testens næsthurtigste 0-100 km/t.-tid på plads, 7,4 sekunder – kun Volvo er hurtigere. Effektiv motor og lav egenvægt er også afgørende for CO2-udslip og forbrug: 117 g/km og 22,7 km/l placerer BMW’en på toptre lige. Men selv om tallene er fine, mærker vi i kørslen, at motoren altså ikke er af nyeste konstruktion: ”Dieselraslen” er en for dramatisk beskrivelse, men at der vitterligt er ”diesellyd”, vil selv den største BMW-fan ikke fornægte.

Med til at komme hurtigt fra start og holde forbrug i ave er den 8-trisn automatgearkasse. Blød, hurtig, støjsvag. Vi har rost BMW’s 8-trins-boks igen og igen – og vi gør det endnu en gang, for markedets måske bedste gearkasse kan aldrig fremhæves for meget.

BMW kan det der med førerpladser. Indrettet, så man sidder perfekt slet og ret, indrettet, så man har et præcist overblik over instrumenterne og de vigtigste informationer. Sådan er det også i BMW 320d. Bagagerummet har plads til 480 liter, det placerer 320d på en delt andenplads i denne test.

Citroën DS5: Avantgarde for fuld pedal

En bil, der på ingen måde er som de andre: Franske Citroën DS5. Pris fra 550.000 kr.

Citroën DS5

Stor, eksklusiv hatchback med sit helt eget design og eget udtryk. Altid 5-dørs hatchback, både som forhjuls- og som firehjulstrækker.

En benzinmotor plus et bredt udvalg i dieselmotorer plus hybridversion.

Billigste DS5 er dieselen DS5 e-HDi til 361.990 kr. Billigste benzin-udgave er DS5 THP 155 til 505.990 kr.

Citroën DS 5 BlueHDI 180 aut. Style

Type: 5-personers sedan, frontmotor, firehjulstræk.

Motor: 4-cyl. R-diesel, 2,0 liter, 180 hk ved 3.750 o/min., 400 Nm ved 2.000 o/min.

Forbrug if. EU-norm: 22,2 km/l

CO2-udslip: 118 g/km

Præstationer

0-100 km/t.: 9,2 sek.

Topfart: 220 km/t.

Pris: 550.490 kr.

Kommentar: Nogle ville give DS5 seks stjerner – eller allerhelst syv. Men nøgternt bedømt har den en del imod sig, først og fremmest en for hånd affjedring og en for høj egenvægt.

Plus

Design

Egen stil

Pris

Minus

Affjedring

Egenvægt

Citroën taler selv om sine bilers arkitektur – ikke ”bare” design. Sådan er dette mærke – det er noget for sig selv, præcis som testens DS5 med en førerplads, Tom Cruise ville føle sig hjemme i.

Hvis jeg nu siger Citroën, Citroën tilbage i tiden. Så tænker du jo næppe en stangvare-bil som C3 eller C4 – du havner ved 1960’ernes ID19 og DS21 eller 1990’ernes XM, afhængig af hvor gammel du er.

Alt det, som de repræsenterer; det avantgarde, det særegne, det citroënske, oplever du i denne sammenlignings franskmand, Citroën DS5. For at passe ind i netop denne sammenhæng stiller den op med den 2-liters diesel med 180 hk.

Citroens DS’er er jo nu skilt ud i en modelrække for sig, således at franskmændene skelner mellem deres ”almindelige” biler med forbogstav C, f.eks. den mellemstore C3, og den helt nye mikro C1. Og dernæst de fine, DS’erne, der starter ved DS3 og fortsætter til DS5. Inde under karrosseripladerne er der samme opbygning af f.eks. C3 og DS3. Men bilernes fremtræden og udtryk – stor forskel.

Tempo – gruppetest businesscar sommer 2014 – 10 Specielle linjer, der understreger, at her kommer en bil for sig selv: Citroën DS5.

DS5 ser anderledes ud. Den opleves, og den kører anderledes. Se nu bare bilens linjer: Nej, vel, den ligner ikke noget andet. Og i kabinen holder fransk arkitektur, som de selv siger – arkitektur til forskel fra design – bestemt ikke op. Kæmpestort rat, særegne instrumenter, helt anderledes materialer for ikke at tale om rækken af kontakter og betjeningsgreb, der er monteret i loftet. Velkommen Tom Cruise til cockpittet i dit ”Top Gun”-jagerfly!

Tæppeagtig affjedring? Ikke her.

Det usædvanlige fortsætter til bilens styring. Det store rat indleder en anderledes oplevelse, den meget direkte styring, hvor der ikke skal drejes meget på rattet, inden bilen skrifter retning, fortsætter den.

Med ID, DS og XM som forfædre forestiller man sig måske en flyvende tæppeagtig affjedring. Men sådan er det ikke, faktisk slet ikke. Overraskende nok optræder Citroën DS5 som gruppetestens hårdest affjedrede bil.

Under frontklappen ligger en 2-liters PSA dieselmotor med 180 hk. Det er stort set samme effekt som de øvrige, og kræfterne understreges af et drejningsmoment på 400 hk – det samme som f.eks. Audi, Mercedes og Volvo. Alligevel er DS5 ikke så hurtig som de øvrige, hvilket først og fremmest skyldes bilens egenvægt, 1.725 kg, der trykker ned på asfalten og gør den til feltets tungeste.

Og – konstaterer vi overraskede – også en af feltets mest støjende, dels fra motor, men også fra fartvinden, der farer forbi og rundt om f.eks. spejlene.

Stor egenvægt har også sin del af skylden for, at feltets franskmand kun lige klamrer sig til feltets midterfelt, hvad forbrug angår. 22,2 km/l præsterer den, kun én bil passer dårligere på dieselen, nemlig Volkswagen CC.

Til gengæld er prisen lav: 550.000 kr. gør Citroën DS5 til testens næstbilligste bil, kun overgået af VW CC.

Mercedes-Benz C-Klasse: Ny konge af business class

Mercedes-Benz udfordrer alle i alle retninger med den nye C-Klasse – her i denne sammenligning med diesel. Testens dyreste, 590.000 kr.

Mercedes-Benz C-Klasse

Helt kort: C-Klassen er Mercedes sedan i mellemklassen. Frontmotor og baghjuls- eller firehjulstræk.

Ved lanceringen i DK i foråret 2014 med 4-cylindret benzin eller diesel og 6-cylindret benzin. Senere med både større og mindre motorer.

Priser fra 490.400 kr. for mindste benzin og 549.900 kr. for diesel.

Mercedes C 220 BlueTec aut.

Type: 5-personers sedan, frontmotor, baghjulstræk.

Motor: 4-cyl. R-diesel, 2,1 liter, 170 hk ved 3.000 o/min., 400 Nm ved 1.400-2.800 o/min.

Forbrug if. EU-norm: 25,0 km/l

CO2-udslip: 103 g/km

Præstationer

0-100 km/t.: 7,7 sek.

Topfart: 234 km/t.

Pris: 589.895 kr.

Kommentar: Hvis man har specifikt brug for god bagsædeplads, kan den nye C-Klasse ikke få seks i ens personlige karakterbog. Men hvis man kan se bort fra det, er C årgang 2014 den nye konge af klassen.

Plus

Køreegenskaber

Kvalitet

Kabine og kørestilling

Forbrug

Minus

Bagsædeplads

Pris i dette felt

Med sine lange, slikkede karrosseri-linjer har den nye Mercedes en bredskuldret fremtoning. Og tallene ser jo glimrende ud – stor effekt og lavt forbrug for eksempel. Men kører, altså virkelig kører den nye tysker lige så godt, som den ser ud?

At vi kører denne sammenligning netop nu, skyldes feltets Mercedes – den nye C-Klasse, der havde verdenspremiere dette forår. Fra første kilometer var det klart, at den nye tysker er noget særligt: stærk og stille motor, direkte styring, fin gearkasse. Og da Mercedes-Danmark kort tid senere præsenterede priserne, var det klart: Den nye C-Klasse kunne ligne en ny konge af klassen. Det måtte afprøves.

Derfor er her 2014 Mercedes-Benz C-Klasse oppe mod de stærkeste konkurrenter. Og da MB og venner (eller konkurrenter) er oplagte firmabiler i Danmark, kører vi med dieselmotorer.

Testens fedeste rat og fedeste kørestilling – C-Klassen virker inspirerende, og bilen skuffer ikke, når den begynder at rulle.

Og holder den så; den nye tysker, nu den står frontspoiler mod frontspoiler med fem andre? Det korte svar er: ja, ja i den grad.

For det første er C-Klasse glimrende formgivet. Især taglinjen, der falder som en 4-dørs coupé, er elegant og får ældre konkurrenter som BMW 3 og Audi A4 – ja, faktisk dem alle fem, til at se gammeldags ud. Taglinjens elegance medfører dog én afgørende ulempe: mindre plads på bagsædet. Dét skal man gøre sig klart, inden man køber det nye C.

Bag rattet oplever man den perfekte førerplads; lige så god kørestilling som i f.eks. BMW 3, der ellers sidder på denne disciplin. Men oplevelsen i Merceren er lige et halvt nummer større, først og fremmest på grund af det fede rat. God oplevelse fortsætter, når man starter dieselmotoren. Den føles stærk, den kan lide at springe frem. Og nej, den larmer og diesel-rasler ikke.

Lang og slikket: Ny Mercedes C-Klasse, der fra denne vinkel ikke minder så lidt om mærkets største, S-Klassen.

Også på tallene er MB’s diesel fin. Kun én bil accelerer hurtigere, nemlig Volvoen, men ingen er i samme fine forbrugsklasse som C-Klassen. 25 rent på literen – ingen er på oppe på siden, ingen er lige i slipstrømmen. Stor kompliment til Mercedes’ motoringeniører: Igen diesel-larm, bedst forbrug, næstbedste præstationer.

Ydermere vinder C-Klassen sammenligningen på køredynamik. Der er faktisk dømt sporty feeling her. Først og fremmest takket være en dirket og præcis styring, dernæst fordi bilen ligger lavt og fladt.

Ligesom især Volvo lægger Mercedes afgørende vægt på sikkerhed og sikrer endda, at sikkerhedsudstyr ikke udelukkende hører de dyreste versioner til. Således kan 2014 C’et hævde sig ved et arsenal af aktive sikkerhedssystemer. Standard er bl.a. træthedsovervågning af føreren – det vises af et lille ikon af en kaffekop – plus et system, der advarer mod kollision, og som foretager en automatisk nedbremsning, hvis chaufføren ikke gør det.

Vi sammenligner business cars i den lidt dyrere ende, derfor stiller Volkswagen op med den 4-dørs coupé med betegnelsen CC. Testens billigste bil og testens mest tørstige bil.

Volkswagen CC: Forbruget er et problem

Den fineste Passat er så fint på den, at den slet ikke hedder Passat, men CC. Testens billigste: 542.000 kr.

Volkswagen CC

Volkswagen CC hed tidligere Volkswagen Passat CC – men nu er ”Passat” strøget. Og det fortæller i realiteten bilens historie: En CC-udgave, det vil sige en Passat med karrosseri udformet som 4-dørs coupé. CC findes med dette ene karrosseri og udelukkende med forhjulstræk.

Tre motorer: to på benzin, én på diesel.

Prislisten starter ved 454.093 for billigste benziner, der har 160 hk, billigste diesel med 140 hk koster 484.395 kr.

Volkswagen CC 2,0 TDI 177 hk DSG

Type: 5-personers hatchback, frontmotor, forhjulstræk.

Motor: 4-cyl. R-diesel, 2,0 liter, 177 hk ved 4.200 o/ min., 380 Nm ved 1.750-2.500 o/min.

Forbrug if. EU-norm: 19,2 km/l

CO2-udslip: 137 g/km

Præstationer

0-100 km/t.: 8,4 sek.

Topfart: 220 km/t.

Pris: 541.690 kr.

Kommentar: Først og fremmest har Volkswagen CC forbruget og dermed CO2-udslippet imod sig.

Plus

Pris

Gearkasse

Bagagerum

Minus

I den grad forbrug

Hvis vi havde sat overliggeren 100.000 kr. lavere med f.eks. Opel Insignia og Mazda6, havde den naturlige Volkswagen været Passat. Men i dag er den korrekte model den finere, den dyrere, den smartere udgave af Passat, der ikke som tidligere er benævnt Volkswagen Passat CC, men nu slet og ret Volkswagen CC.

CC er i den nuværende faceliftede udgave kun to år gammel, mens den første blev vist tilbage i 2008. Men siden da er 4-dørs coupeer blevet populære og senest et regulært hit – så Wolfsburg er øverst på en modebølge her.

Teknisk er der ingen forskel på en Passat og en CC. Men taglinjen falder flottere på en CC, og der er masser af dyrere luksusudstyr. En kombination, der signalerer mere stil og mere image. Og det er da også derfor, at prisen for denne 2,0-liters diesel-CC rammer en pris på godt og vel 540.000 kr., hvilket i øvrigt gør den til testens billigste bil – 8.000 kr. billigere end Citroën, der er den næste på prislisten og knap 50.000 kr. billigere end testens dyreste, den nye Mercedes C-Klasse.

Bag rattet i Volkswagen CC med den umanerligt hurtige og blødtskiftende DSG-gearkasse.

Det flotte karrosseri med de 18” enorme hjul springer først i øjnene, og som den står der mellem fem andre, ser CC bestemt ikke ud til at være den ældste. Med til den selvsikre fremtoning er selvfølgelig de store hjul. Men her er faktisk et eksempel på, at hjul faktisk kan blive for store. Store hjul må nødvendigvis følges med en fast, lav affjedring, og det er CC’ens ikke. Derfor styrer fælge og dæk skarpere og mere sporty end fjedre og dæk – det glæder også, når den indstillelige affjedring klikkes over i ”sport”.

Motoren er VW’s 177 hk’s 2-liters dieselmotor, der her yder 177 hk. Det kunne i farten lyde som en overflødig oplysning, men ikke desto mindre findes samme motor i testens Audi A4, men her yder den altså 190 hk. Motoren er ikke testens mest stille, men den virker umiddelbart mindre dieselagtig end f.eks. motoren i BMW’en.

Med til at skabe den gode køreoplevelse er VW’s gearkasse, VW’s DSG-gearboks. En af markedets bedste gearkasser, og ret. Den skifter blæret hurtigt, når den arbejder i manuelt mode. Og blødt og lydefrit i D. Og så har DSG et trick mere: Den sørger for, at bilen kan ”coaste” ligesom BMW’en. Hvis man f.eks. kører med konstant 80 km/t. og slipper speederen, falder motoren til tomgangshastighed. Det er ganske rart og brændstofbesparende. Men det ses nu ikke tydeligt på dieselforbruget, der svarer til 19,2 km/l og dermed er det dårligste i denne sammenligning. To biler bruger mere diesel, nemlig Audi A4 og Citroën DS5, der begge har et forbrugstal på 22,2 km/l.

Kørestilling, sæder og kabine: glimrende. Og bagagerummet: testens største.

Til efteråret lanceres den nye Volkswagen Passat, der allerede i sin basisversion får et design i designstilen 4-dørs sedan. Det tyder på, at næste CC bliver endnu dyrere og får et yderligere eksklusivt udseende. Lanceres antagelig 2015-2016.

Volvo S60: Ny motor, nyt liv

Volvo stiller op til test med helt ny motor og tilsvarende ny gearkasse. Fra 562.000 kr.

Volvo S60

Mellemklassebilen fra det svenske mærke er S60-serien.

4-dørs sedan, frontmotor og forhjulstræk. Den tilsvarende stationcar-serie hedder V60 – lidt andet bogstav, ellers samme bil. Og dén findes desuden i forhjulstrukne udgaver.

En række motorer på benzin og på diesel. Stationcarudgaven V60 leveres i en hybrid-version.

Billigste S60 koster fra 399.900 kr. for den 115 hk’s D2 Drive-E på diesel.

Volvo S60 D4 aut. Kinetic

Type: 4-5-personers sedan, frontmotor, forhjulstræk.

Motor: 4-cyl. R-diesel, 2,0 liter, 181 hk ved 4.250 o/min., 400 Nm ved 1.750-2.500 o/min.

Forbrug if. EU-norm: 23,8 km/l

CO2-udslip: 109 g/km

Præstationer

0-100 km/t.: 7,3 sek.

Topfart: 230 km/t.

Kommentar: Ny motor og gearkasse fra Volvo scorer og scorer, men plads på bagsæde og bagagerum er slet og ret for kneben til at holde den maksimale karakter.

Plus

Motor

Acceleration

Forbrug

Minus

Bagsædeplads

Bagagerum

Testens Volvo overrasker på en række områder: Den nye motor er både stærk, men ikke tørstig, og affjedringen er sporty, men ikke hård. Men pladsen på bagsædet – den overrasker ikke: Den er stadig for beskeden.

En svensk svensker fra Sverige – som jo dybest set ikke er korrekt, idet Volvo jo nu til dags er kinesisk ejet. Volvo stiller op til denne sammenligning med S60, der i denne nyeste version stammer fra 2010.

Volvo er færd med at udskifte til egne motorer og gearkasser, og såvel den 2-liters dieselmotor med 181 hk som den 8-trins automatgearkasse er nyt fra Volvos egne ingeniører. De vigtigste data er 2,0-liters række, 181 hk og 400 Nm.

Nordisk design-tradition skinner igennem i Volvo S60’s kabine.

Den nye motor er harmonisk, den er særdeles kraftfuld, og bilen præsterer da også testens hurtigste sprint fra 0-100 km/t. Men samtidig opleves motoren afdæmpet og nøjsom, og med et forbrugstal på 23,8 km/l er kun én bil mere sparsommelig med dieselerne. Den nye gearkasse er elegant, og skiftene sker næsten lige så gelinde som BMW-transmissionen, som vi ellers betragter som verdens bedste automatgear.

På teknik og kvalitet er Volvo fuldt på højde med testens fine tyskere, men har man brug for et bagsæde til voksne, og har man brug for et bagagerum, der rummer mere end en bil fra B-segmentet, er S60'ere det forkerte valg. Bagsædepladsen er nemlig lige så trang som i Citroën DS 5, og den forholdsvis lille åbning til testens mindste bagagerum sætter sine begrænsninger.

Sikkerhedsudstyret er fornemt, mængden af komfortudstyr rimelig – også selv om man i den testede version med navnet Kinetic skal betale ekstra for selvfølgeligheder som Bluetooth og regnsensor.

Volvoen har i øvrigt en overraskende sporty opførsel på asfalten. Forenden griber hårdt og effektivt fast i asfalten, bilen balancerer elegant midt i sving, ligesom bagenden reagerer præcist på speederslip.

Denne beskrivelse af køreegenskaberne kunne faktisk også passe på en række af markedets bedste GTI’er.