Veloplagt Mini er blevet mere praktisk

Det er ikke ligefrem nogen let opgave at skulle forny Mini, men nu er bilen på gaden i 3. generation.

For et utrænet øje ligner den nye helt den gamle, og det er kun godt, for ikoner som Mini må man helst ikke pille ved. Det svarer lidt til at skulle redesigne et juletræ.

Heldigvis er det kun, hvis man parkerer en ny og en gammel Mini side om side, at man virkelig kan se, at den er vokset på alle ledder.

Specielt bagfra er de nye og større lygter med til at afsløre, at bilen er komplet ny med både mere akselafstand, større sporvidde og så en helt ny undervogn i aluminium. Forfra ligner 3. generation faktisk den oprindelige Mini mere end forgængeren, og det fortjener designerne med danske Anders Warming i spidsen stor ros for.

Mere plads

Målet med at gøre bilen større handler om plads, for det har været bilens problem frem til nu. En tur på bagsædet er nu til at holde ud, og det øger brugsegenskaberne betydeligt.

Heldigvis har vokseværket ikke pillet ved den klassiske intime fornemmelse, der altid er bag rattet i ikonet, for forruden er stadig stejl og du sidder oprejst og kigger ud på et landskab af instrumenter, der komplet ligner forgængeren.

Men synet bedrager. Trods designfællesskabet, så er her sket vigtige og nødvendige forbedringer.

Vigtigst er at speedometret er flyttet væk fra det store ur i midten og hen foran chaufføren. Det gavner sikkerheden, og som noget nyt kan bilen bestilles med det meste af det komfortudstyr, som også leveres til BMW’s biler.

Vi har i første omgang kørt Mini Cooper med 3-cylindret motor med 136 hestekræfter og blev aldrig helt overbevist om motorens fortræffeligheder.

Specielt i bykørsel opleves den som lidt sløv, hvis man er doven med gearskiftene og skifter gear, når lyden fra motoren føles behagelig. Til bilens forsvar skal det dog siges, at den blot havde 800 km på tælleren.

Stram på vejen

På positiv-listen finder vi bilens generelle opsætning af undervognen.

Den fjedrer med god komfort, men tilbyder samtidig en sportslig måde at dykke ind i svingene på, og på den måde er der meget mere BMW end i forgængeren, for nu er Mini både komfortabel og skrap på vejen. Sådan skal det gøres.

Heldigvis har BMW’s ingeniører også haft støjdæmpningen af Mini højt på prioriteringslisten, og det har hjulpet.

Nu er bilen tyst og den forrige generations irriterende støj fra undervognen er pakket fornemt ind, og i alle hjørner af bilen fornemmer man, at den er skruet godt sammen. Det burde være en selvfølge i en bil i prisklassen, men forgængeren var lidt tynd på dette område, men vandt alligevel mange hjerter takket være charmen. Mini er tilmed ligeså komfortabel som en Polo, hvilket er lidt af en bedrift. Det er utroligt svært at fjerne støjen og bevare de intense køreegenskaber – det er grundlæggende modsætninger. Mini har kæmpet med opgaven og er lykkedes. Ret imponerende.

Gearskiftet har god tyngde, og koblingen vidner om, at bilen som Cooper S er fokuseret langt mere på en sportslig optræden. Det er også slut med at løfte en pal på gearstangen, når du skal i bakgear – i stedet slår du gearvælgeren til venstre nøjagtig som i en BMW.

Cooper S er meget sjovere

I umiddelbar forlængelse af Cooper-testen har vi nemlig også kørt Cooper S, og her passer pengene med en strammere undervogn og en langt mere oplagt maskine på 2,0 liter og 192 hestekræfter. Den trækker godt fra land – 300 Nm er noget der kan mærkes.

Dobbelt-turboen gør bilen både afslappende, hvis man ikke gider skifte gear, og hurtig, hvis man er i det humør. Lyden er dyb og dejlig, og det standardmonterede elektroniske spær sørger for, at kræfterne bliver i asfalten, når du drejer på rattet og lukker helt op for gassen i lavt gear.

Merprisen er 100.000 kr. i runde tal, men testbilen havde også godt med ekstraudstyr i form af en Chili-pakke til 60.000 kr., der blandt andet giver lys omkring centralinstrumentet, der skifter farve. Det er en fornøjelse at se, hvordan Mini formår at forny sig uden at fornægte historien, der er hele mærkets berettigelse.