Fortsæt til indhold
Biler

Fornem komfort i ny minibus fra Mercedes

Premiere: Masser af plads, ingen støj og en affjedring som i en Mercedes personbil. Sådan vil Mercedes-Benz gerne have os til at opleve deres nye V-klasse, der afløser Viano.

Jens Høy, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

SILD

Avanceret teknik, nøjsomme motorer og stribevis af muligheder for at udstyre bilen med luksus. Det er egenskaberne i den bil, som fremover er den største målt på plads i Mercedes-Benz’ personbilsprogram.

V-Klasse er en kæmpe mpv med direkte adresse til storfamilier, der skal på ferie, eller blot folk, der har brug for at kunne have en windsurfer med. Desuden tæller kundegruppen lufthavne og hoteller, der har et shuttle-køretøj.

Med tre længder, når V-klassen er komplet, er Mercedes klar til at imødekomme alle kunder, der bare ikke kan få plads og sæder nok.

En meget finere oplevelse

V-Klassen bygger i det store hele på den nuværende Viano, men er udbygget med ny undervogn, er noget lavere, og desuden er alle pladedele nye. Akselafstanden er den samme som forgængeren, men bilen opleves i alle henseende som et mere forfinet produkt, også i designet, der har fået pondus og slægtskab med de øvrige personbiler.

Den nye model skal både være et kort over for storfamilier og fritidsfolk med brug for plads, men også til bl.a. hoteller, ministerier og store virksomheder.

Målet har været at skabe klassens bedst kørende bil og samtidig tilbyde et komfort-niveau, som ingen andre kan matche. Det gælder ikke mindst støj og vibrationer, som ligger Mercedes meget på sinde.

Vi begynder testkørslen med et godt langt stykke tom motorvej uden ret meget trafik, og her får V-klassen mulighed for at vise, om den kan holde støjen fra det store frontareal nede og tilbyde en god affjedring, der skal dokumentere, at den ikke blot er en van med lidt ekstra støjdæmpning.

Som V-klasse 220 CDI består den store mpv fuldstændig testen. Den cruiser retningsstabilt med 160 ægte kilometer i timen, og der kan samtales, uden at man behøver at hæve stemmen. Heldigvis blæser der en hård vind i det åbne marsklandskab, og her afslører Mercedes Crosswind Assist sig som et stykke elektronik, der burde sidde i alle biler. V-klassen bliver i sporet, og du mærker ikke kraftig sidevind som andet end små sideværtsbevægelser i bilen og endnu vigtigere: Du behøver ikke at korrigere kursen med rattet for, at bilen holder sporet.

Fin komfort

Selv opgiver Mercedes bilen som værende verdens mest støjsvage mpv, og det skal nok passe, selv om testbilerne alle var udstyret med laminerede sideruder, der notorisk dæmper meget støj. Denne lille detalje er dog ikke standard.

Standard er derimod en mekanisk form for adaptiv dæmpning af undervognen i alt andet en basisversionen.

Der er dømt luksus i kabinen, hvis du vel at mærke plukker i udstyrslisten. Som standard er bilen skrabet.
Indendørs er instrumentbordet gjort mere personvognsagtig og flydende som i den nye C-klasse.

Mercedes elsker at bruge smarte ord om alt muligt, så bag navnet Agility Control gemmer sig et mekanisk system, der giver komfort i undervognen, når det går ligeud, men som strammer op, når der køres igennem en kurve. Læser man nøje i det 100 sider store pressekit, finder man dog ud af, at det skåret ind til benet er støddæmpere med variabel dæmpning takket være en såkaldt bypass-ventil.

Bilen kan leveres med utallige former for luksus, og i kabinen er der også lukket op for personbilsfornemmelsen. Det kommer til udtryk i svungne former med klar adresse til den nye C-klasse, som den deler instrumentering med for 95 pct. af vedkommende.

Man skal dog ikke lade fingrene pille for meget under sæder og der, hvor man får fat i grebet til højdereguleringen af rattet, før fingrene mærker skarpe kanter og lidt uindpakket ledning, så selv om V-klassen i det store hele formidler Mercedes-Benz’ personbil, så er der stadig lidt varevognsfinish i de yderste hjørner. Det er små detaljer, som ikke har nogen som helst betydning, men den viser, at dybt under den fine indpakning, så er V-Klassen også en varebil, og som sådan præsenteres den senere i form af modellen Vito.

Du skal ikke vælge V-Klasse, hvis du gerne vil sidde som i en E-Klasse, for siddepositionen oser af van med en buslignende kørestilling og forsæder, der var lidt korte i siddefladen.

V-Klassen fås kun med dieselmotor i Danmark, og mindste udgave er CDI 200 med 136 hestekræfter. Den har vi ikke prøvet, men vores vurdering er, at man godt vil kunne nøjes med den. Vi fik foruden modellen med 163 hk også prøvet CDI 250, der har 190 hestekræfter, og den tilføjer pondus til bilen.

Billigste variant koster 850.000 kr. i runde tal, men skal bilen være fornuftigt udstyret, ja så løber der let 250.000 kr. på toppen af denne pris.