Citroën DS skal være selvstændig
PSA vil gøre VW kunststykket efter og lade flere mærker supplere hinanden.
De eksklusive Citroën DS-modeller skal være et selvstændigt mærke, som konkurrerer direkte mod Audi, BMW og Mercedes.
Samtidig skal PSA-koncernen strømlines, så Peugeot og Citroën får en skarpere profil og ikke konkurrerer direkte mod hinanden, som det for eksempel ses med Citroën C4 og Peugeot 308.
Det er ambitionerne for den nye topchef, Carlos Tavares, som også vil gå i tættere samarbejde med kinesiske Dongfeng, der ejer 17 pct. af PSA. Noget, som kunne kaste et nyt kinesisk mærke af sig.
Målet er klart; PSA skal sælge langt flere biler globalt, i modsætning til i dag hvor det meste af salget sker i det kriseramte Sydeuropa.
Mens VW-koncernen høster frugter af en række forskellige mærker og modeller på de samme platforme som VW Golf, Skoda Octavia, Seat Leon og Audi A3, halter det i den franske PSA-koncern, som har de forkerte varer på hylderne.
Sejt træk
Det kan dog tage 10-15 år at slå et nyt luksusmærke fast, lyder det fra skeptikere til Automotive Week.
Og så er der spørgsmål om størrelsen. I fjor solgte Citroën 123.000 DS-modeller, mens Audi, BMW og Mercedes solgte i nærheden af 1,4 millioner biler – hver.
PSA solgte i fjor 2,82 mio. biler. Det ligger langt fra den karismatiske Fiat-boss Sergio Machionnes formodning om, at en bilproducent i dag skal sælge seks mio. biler om året for at kunne overleve.
Derfor mangler PSA en partner, som kan trække volumen op. Der er bare ingen oplagte på markedet ud over foreløbig kinesiske Dongfeng.
Flere DS-modeller
I dag er der kun fire Citroën DS-modeller på programmet i Europa. Men det tal skal udvides. Senest er konceptet for den nye SUV C-XR vist, som er næste model i rækken.
Spørgsmålet er, om det er nok til at få PSA på ret køl?
Koncernen skal især geare op i mellemklassen, som er vigtig i Europa. Her solgte PSA i fjor 287.000 biler mod 816.000 biler i VW-gruppen.
»I dag fokuserer PSA på biler til franskmænd. Det vil sige hatchbacks med dieselmotor og manuelt gear. Peugeot 308 skal konkurrere mod Golf, men den findes ikke med firehjulstræk eller automatgear. PSA skal ændre modellerne, så de retter sig mod andre end franskmænd. Altså flere benzinmotorer, flere med automatgear og færre hatchbacks,« lyder det fra Florent Couvreur fra analyseinstituttet CM-CIC Securities til Automotive Week.
Tavares har dog også tilsyneladende set lyset.
»Peugeot 308 og Citroën C4 Cactus sammenfatter, hvad vi vil. 308’eren kombinerer latinsk temperament med tysk robusthed og seriøsitet, mens C4 Cactus viser Citroëns evne til at forene komfortabelt design med intelligente innovationer,« siger han.