Nu har Meriva fået de nye motorer den fortjener
Premiere: Næsten usynligt facelift på Opel Meriva, men under karrosseriet gemmer der sig forbedret teknik. Især en ny 1,6 dieselmotor gør op med tidligere tiders rustikke motorkarakteristik med støj og vibrationer.
NICE
Euro 6 nærmer sig i horisonten og derfor er alle mærker igang med enten at tilpasse gamle motorer, eller helt at skifte til nye. Det gælder også Opel, der nu er klar med en opdateret version af Meriva. Der er nemlig nye og skrappere krav til bilernes udstødning.
Mest opsigt i Meriva-ændringerne er dem, du ikke kan se med det blotte øje og det gælder den nye 1,6-liters diesel, der i Meriva kan leveres i en særlig kør-lang-på-literen-version med 110 hestekræfter. Vi kender motoren fra Zafira, hvor den findes i en 136 hestes version og den leveres fremover også til Meriva.
Vi fik desværre ikke prøvet den nye spare-version, der går op til 26,3 km/l men den store version med 130 heste snurrer tyst og meget kultiveret i Meriva, der med opdateringen også har fået mere letskiftede gearkasser i alle motorversioner. Det var tiltrængt, for den gamle var lidt for kantet, men nu skifter man gear let og ubesværet gear i Opel Meriva.
En anden nyhed i Meriva er muligheden for 6-trins automatgear i samspil med 1,4-liters benzinmotoren. Det arbejder udmærket sammen med motoren og er en oplagt mulighed for dem, der ikke orker rode i gearkassen.
Som Insignia
Ændringerne i det udvendige design består af en ny blank grill og blanke lister omkring tågelygterne. Lygterne er nu i højere grad formet som rovfugleøjne, og LED kørelys er muligt ekstraudstyr. Langs siden af bilen går de blanke lister igen under ruderne, og LED lysteknologi er også muligt ekstraudstyr til baglygterne.
Opel har også designet nye hjul til Meriva i størrelsen 17” og 18”. Meriva er i øvrigt det eneste bil i segmentet, der kan leveres med 18” hjul.
Mest bemærkelsesværdige ekstraudstyr til den nye Meriva er en ny generation IntelliLink infotainment system, der gør det muligt at integrere førerens smartphone med en række funktioner i bilen. En ny 7” farveskærm udgør det nye interface i Intellilink. Bluetooth håndfri telefon, audiostreaming og yderligere forbindelser via USB stik er andre funktioner i Intellilink systemet.
IntelliLink i den nye Meriva har cd-afspiller som standardudstyr og DAB+ – Digital Audio Broadcast – er muligt ekstraudstyr til dem, der ønsker endnu flere radiostationer at vælge imellem og større sikkerhed for optimale modtageforhold.
Navigation er også en del af systemet med NAVI 950 Intellilink. Destinationer kan vælges ved hjælp af stemmestyring (bed om ”Navigation” og sig adressen i blot én samlet sætning, som det også er muligt i Intellilink til Insignia – dog endnu ikke på dansk). Kortdata fra hele Europa kan hentes ind i systemet via et USB stik.
Stemmestyringen fra ens smartphone kan også benyttes sammen med Intellilink i Meriva – for eksempel Siri til Apple iOS (iPhone, iPod touch, iPad).
Praktisk
Den faceliftede Meriva byder fortsat på voldsomt meget plads til både passagerer og bagage, set i forhold til de beskedne ydre mål. Kodeordet er det trepersoners bagsæde, som ved første øjekast ligner alle andre bagsæder.
Men de to yderste pladser kan tages ud og monteres i en højere position oven på midtersædet, som bliver siddende. På den måde kan Meriva -kunderne vælge om bilen skal have et lavt, bredt bagsæde til tre smalskuldrede passagerer, eller... to høje, magelige lænestole til fuldvoksne personer.
Kunsten at forbløffe kan Meriva også, for den fornemmes faktisk større indvendig, end den ser ud. Den er også lettere at komme ind og ud af, end de beskedne godt fire meter i længde og 142 cm i højden lægger op til. Selv med to voksne, to børn, barnevogn og weekendindkøb bagi fornemmes pladsen tilstrækkelig.
Og ja, den store barnevogn kan lige akkurat være bagi uden du behøver skrue hjulene af.