Fortsæt til indhold
Biler

Opel med attraktiv beskatning

Nummer 2: Facelift med bedre undervogn og opgraderet dieselmotor klæder Opel Insignia, som også har den laveste beskatning.

Opel Insignia

Den strømlinende Opel Insignia er bilen, som har været med til at give Opel et mere hipt image.

Den store firmabil med fem år på bagen har netop fået et facelift, som strammer designet op med et mere enkelt instrumentbord, en fast undervogn og bedre motorer.

Alt sammen noget, der holder Insignia ung. Testbilen er bestykket med den opgraderede 2,0 liters diesel på 140 hk, det pæne Edition-udstyr og importørens leasingpakke. Den beløber sig til 466.900 kr., mens importøren har skruet den beskatningsmæssige værdi ned til kun 295.990 kr. Til den pris får du en stor bil med komfortable køreegenskaber.

Det lagkageopdelte instrumentbord er afløst af er mere enkelt og overskueligt af slagsen.

Tidligere var Insignia lidt af en skude, men den opstrammede undervogn giver bedre føling med vejen og ditto køreegenskaber. Den opdaterede diesel fører sig frem med mindre resonans og er markant mere elastisk end forgængeren, den lider dog stadig af lidt turbotøven, mens gearskiftet også er lige løst nok i koderne. Trækkraften på pæne 350 Nm fejler ikke noget, lige som brændstoføkonomien på 25,6 km/l er mere end godkendt.

Inden dørs giver det nye enkle instrumentbord mere ro for øjnene end det lagkageopdelte i forgængeren. Godt hjulpet af en ny otte tommers farveskærm, som er standard i businessversionen, og generelt er udstyrsniveauet pænt. Det kniber til gengæld med pladsudnyttelsen i Insignia, hvor der er fint med luft foran, mens pladsen til ben er afmålt og hovedhøjden er kneben på bagsæderne.