Volvo viser ny designstil
Concept Estate giver en forsmag på fremtidens herregårdsvogn.
En række nye Volvoer ser dagens lys næste år, og i Geneve giver svenskerne en forsmag på det design, vi kan vente os.
Concept Estate, er tredje koncept og den sidste, inden vi til efteråret ser den helt nye XC90 og formentlig i 2015 en ny V70. Begge er aldrende modeller i dag.
Volvo mener selv, at de er virksomheden, der har redefineret herregårdsvognen ved at kombinere funktionelle, robuste og praktiske egenskaber med ydelse. V70 og XC70 er da også blandt de mest kendte stationcars på markedet, og den nye Concept Estate peger på, hvordan virksomheden kan drage nytte af denne arv i kommende modeller, lyder det.
Inspiration
Volvos designchef, Thomas Ingenlath, har bl.a. hentet inspiration fra Volvo 1800 ES fra begyndelsen af 1970’erne.
1800-modellerne er ikoniske Volvoer, kendt for deres smukke former og detaljer. Det har dog intet med retro at gøre, at vi har brugt dele af deres eksteriør og interiør. Vi bruger disse links til en glorværdig fortid til at skabe en fremtid, hvor rendyrket skønhed bliver anerkendt som en del af Volvo’s identitet, forklarer Thomas Ingenlath lidt højtflyvende.
Det er store ord, men et kig ind på kabinen afslører et smukt og avanceret instrumentbord, der også i store træk vil finde vej til fremtidens bilmodeller fra den svenske fabrik.
Detaljer fra den originale 1800 ES er blandt andet rat med to eger, instrumentpanelets form og layoutet af de elektroniske instrumenter og visere.