T-Roc er VW's kompakte SUV
VW T-Roc er et bud på en firehjulstrækker til travle storbyer.
Der er snart ikke flere nicher tilbage i den store brogede bilverden.
Volkswagen bidrager i hvert til at kitte de evt. sidste sprækker med en ny konceptbil, der har verdenspremiere i Geneve.
Under navnet T-Roc præsenterer tyskerne en sporty suv-type med tre døre, aggresivt design, ja, nærmest en slags Scirocco på stylter.
Den kan betragtes som et bud på en kommende kompakt bilmodel, mindre end Tiguan, men større end den proklamerede Taifun, der skulle komme næste år.
T-Roc er således ikke meget større end Polo, men er baseret på koncernens nye MQB-platform, der gør det muligt at bygge stort alle slags biler uden at skulle ændre væsentligt på teknikken.
Avanceret kamera
Den er dog ganske avanceret og er for eksempel forsynet med integrerede kameraer, som transmitterer billeder til en monitor i kabinen, så føreren kan orientere sig optimalt ved kørsel offroad.
T-ROC demonstrerer en ny designstil både uden på og indeni, og den sportslige kompakte 2-dørs bil krydser SUV’ens offroadegenskaber med cabrioletens luftige køreoplevelse og minibilens dynamiske køreegenskaber, lyder det fra fabrikken, men henvisning til, at dele af taget kan pilles af.
T-ROC drives af en 184 hk dieselmotor, og det giver en topfart på 210 km/t, mens den lette bil kan køre fra 0-100 km/t på kun 6,9 sekunder.
Navnet T-Roc er angiveligt valgt, fordi den befinder sig i samme klasse af VW-modeller, som begynder med T, læs: Tiguan og Touareg.