Fortsæt til indhold
Biler

Topkarakter til store familiebiler

Både Honda CR-V og Citroën C4 Picasso imponerer i crashtest.

Masser af plads og masser af sikkerhed.

De store familiebiler - MPV'erne - er en sikker base for familien. Det viser de seneste crashtest fra den europæiske sikkerhedsorganisation Euro NCAP. Der kan læses mere om testen hos FDM.

Blandt de mest sikre biler

Organisationen har i denne omgang kun testet to biler - Citroën C4 Picasso og Honda CR-V, og begge biler får topkarakteren fem stjerner for flot kollisionssikkerhed.

De to testede biler er begge nye udgaver af ældre modeller.

"Testen viser, at de lidt større og fleksible familiebiler, som er blandt de mest populære på markedet, også hører til blandt de mest sikre," lyder det fra Søren W. Rasmussen. Han er motorteknisk redaktør på FDM's medlemsblad motor og samtidig den danske bilistorganisations repræsentant i Euro NCAP-samarbejdet.

God fodgængerbeskyttelse

Søren W. Rasmussen roser de to biler for ikke blot at beskytte passagererne godt, men også for at yde god beskyttelse af fodgængere. Det dækker over, hvor godt stødfanger, front og motorhjelm tager af, hvis en fodgænger går ud foran bilen.

Til gengæld er der plads til forbedring af sidebeskyttelsen i den såkaldte pæletest.

"Bilernes største minus set med danske øjne er nok, at de med de høje danske afgifter koster fra knap 265.000 kr. og opefter. Det er en skam, for både Honda CR-V og Citroën C4 Picasso er gode bud på sikre biler til familien med tre børn," siger Søren W. Rasmussen.

Citroën C4 Picasso

Den testede Citroën C4 Picasso introduceres i Danmark i løbet af sommeren. Bilen roses for, at kabinen forblev stabil under testen, for at yde god beskyttelse af fører og forsædepassagers knæ og lår, men der var en let forhøjet belastning af brystkassen.

Bilen fik også topkarakter i sidekollisionstesten, der skal simulere, at en anden bil kører ind i siden af bilen.

Til gengæld var der en ret høj belastning af brystkassen ved den såkaldte pæletest. Den skal simulere, at bilen rammer sidelæns ind i et træ.

Beskyttelsen af fodgængere fik topkarakter, og FDM mener, at bilen fortsætter Citroëns tradition for at bygge sikre biler.

Honda CR-V

Honda CR-V kom allerede til Danmark i efteråret. Også her forblev kabinen stabil under crashtesten. Knæ og lår er godt beskyttet hos fører og forsædepassager.

Honda fik også topkarakter i sidekollisionstesten, men pæletesten afslørede let forhøjede belastninger af bryst og bækken.

Fodgængerbeskyttelsen fik også topkarakter, og bedømmelsen fra FDM lyder, at der er tale om en meget sikker bil med kun få områder, hvor der er plads til forbedring.

Kritik af prisfastsættelse

FDM langer dog lidt ud efter bilimportørernes prisfastsættelse.

"De fem stjerner udløser et sikkerhedsfradrag på op til 3.600 kr. til begge biler. Det fradrag skal selvfølgelig indregnes, når Citroën C4 Picasso skal prissættes, og Honda burde tilsvarende sætte prisen ned, da bilen har været på markedet siden 2012," siger han.

Honda henviser imidlertid til, at bilen hidtil har været for billig.

"Det kan vi i FDM ikke gøre noget ved. Men det ville klæde importøren at lade afgiftslempelsen gå i bilejernes lommer i stedet for selv at tage gevinsten," mener Søren W. Rasmussen.