Jo, det er skam en italiensk politibil
Lamborghini har stillet en helt særlig bil til rådighed for italiensk politi, der har en større flåde af modeller fra det kendte sportsvognsmærke.
Det må være enhver færdselsbetjents drøm at udskifte den lille Fiat med en blålakeret Lamborghini med blå blink på taget. I Italien er dette mere end en drøm; det er en realitet.
Politiflåden er allerede udstyret med flere Lamborghini-modeller, og nu udvides flåden med den nye Urus Performante.
Den store, men ekstremt sportslige SUV vil allerede næste år blive en del af flåden til ”organtransport og særlige tjenester”.
Selv om den ikke vil være synlig i gadebilledet som en almindelig patruljevogn, vil dens rolle i at redde liv være uvurderlig, lyder det fra Lamborghini.
Urus Performante udmærker sig med sin politilakering i blå og hvid, suppleret med sorte hjul. Reflekterende ”Polizia”-logoer pryder dørene, og en blå LED-lysbjælke er placeret på taget sammen med en todelt elektrisk sirene.
Indvendigt er bilen tilpasset med en række faciliteter til offentlig tjeneste, herunder en hjertestarter og en transportkøleboks til organer, hvilket gør Urus til mere end blot et transportmiddel.
Særlig motor
Motormæssigt er Urus Performante uændret og har en turboladet V8-motor med 666 hk. Selv om bilens vægt sandsynligvis er øget på grund af modifikationerne, forventes dens præstationer stadig at være fremragende. Den officielle tid for en spurt fra 0-100 km/t. er 3,3 sekunder uden politiudstyr.
For at sikre, at den avancerede mekanik i Lamborghini forbliver intakt under ekstreme forhold, har producenten indført en elektronisk begrænsning af bilens tophastighed. Denne begrænsning er sat til 305 km/t.
Tallet 666 har længe været omgivet af mystik og overtro, ofte forbundet med Djævelen eller Lucifer i det kristne verdensbillede. Det er et tal, der vækker opmærksomhed, men der er ingen oplysninger om, hvorvidt Lamborghini eller det lokale politi tillægger det nogen særlig betydning.
Samarbejdet startede i 2004, og Urus Performante er den sjette model, der bliver en del af politiets flåde.
Dengang var det en Gallardo, og selv om Lamborghini-bilerne skal fungere som kørende reklamesøjler og blandt andet deltager i højtideligheder, har det italienske politi ingen fine fornemmelser med bilerne.
De oprindelige Gallardo-modeller fik lov at køre som daglig patruljevogn præcis som alle andre hvid-blåmalede Fiater og Alfa Romeoer i korpset. Den ene af de to Gallardoer gjorde hele 140.000 kilometers tjeneste på de mellem- og syditalienske motorveje. Der findes formentlig ikke en privatejet Lamborghini, der har kørt det samme antal kilometer.
I dag er der også flere Lamborghini Huracán, som anvendes til organtransport og særlige tjenester i Italien.
Hør alt om nye og brugte biler i Jyllands-Postens podcast ”Bilradio”. Den udkommer hver fredag. Lyt med hos Apple, Spotify eller i playlisten herunder, og husk at abonnere, så du får besked, når der kommer en ny episode.