Fortsæt til indhold
Biler

Peugeot 308 bliver langt frækkere at skue

Den nye Peugeot 308 får helt nyt look, og så kommer den som plug-in hybrid.

Syv et halvt år. Så længe er det siden, at Peugeot viste den nuværende 308 frem for første gang, men nu barsler franskmændene endelig med en helt ny generation, og den er nu officiel i form af billeder og tekniske data.

Lad os slå det fast med det samme. Bilen kommer ikke som rendyrket elbil, som det f.eks. er tilfældet med den nye Citroën C4. Til gengæld fås 308 for første gang som plug-in hybrid, og der kommer endda hele to varianter med hhv. 180 og 225 hk systemydelse. Begge har en officiel rækkevidde på ca. 60 km.

Hvor designet på den kendte 308 altid har været underspillet, kan det ikke siges at være tilfældet denne gang. Ikke nok med, at Peugeot har installeret et helt nyt logo i fronten, der selvfølgelig også skal præge de øvrige modeller, så er bilen næsten ikke til at kende igen. Væk med de bløde og anonyme former og ind med et markant ansigt, der har en vis lighed med den store 508 og er tilsat markant LED-teknologi, der gør selve kørelyset til en integreret del af arkitekturen.

Den nye 308’er er tilmed vokset markant, og det både i længden og akselafstand. Derfor kan man roligt forvente bedre pladsforhold end i dag.

Interiøret ser sportsligt ud og med mange digitale løsninger. Foto: Peugeot

Interiøret er også milevidt fra dagens udgave. Man skal kigge hen over rattet for at se instrumenterne som i alle andre Peugeot-modeller, og en 10 tommer skærm, placeret lavt i midten af cockpittet, har de fleste funktioner indbygget. Selve instrumenterne ser ud til at være digitale, men vi ved ikke, om det gælder alle danske versioner.

De første billeder er af den femdørs version, men en stationcar er også bekræftet.

Bilen, der også danner basis for en ny Opel Astra, kommer selvfølgelig også med klassiske forbrændingsmotorer, men dog i nogle ganske beskedne størrelser på 1,2 liter og med hhv. 110 og 130 hk. Peugeot har ikke sagt helt farvel til diesel, men der er kun en enkelt 1,5’er med 130 hk.

Senere i forløbet kommer der en endnu kraftigere plug-in hybrid, formentlig med mindst 300 hk.

Der kommer to forskellige plug-in hybrider med enten 180 eller 225 hk. Foto: Peugeot

Selv om Peugeot 308 notorisk er en af hverdagens helte, når danskerne skal have ny bil, må den dog se sig overhalet af 208, 206 og 107, når det gælder udbredelse, men 27.982 kørende 308’er herhjemme er nu også en slat.

Bilen kommer til Danmark i løbet af oktober eller november, mens stationcar følger lidt senere.

Hør også Jyllands-Postens ugentlige podcast om biler. Den udkommer hver fredag.