Firehjulstrækker fra Suzuki fik skrammer i crashtest
FDM-kritik af den lille Suzuki Jimny, der kun får tre stjerner i Euro-NCAP-sikkerhedstesten, hvor kravene er strammet, mens Audi A6 og VW Touareq med topkarakterer henter fem stjerner.
Det er blevet mere sikkert at være blød trafikant.
De nye biler bliver nemlig bedre til selv at bremse for både fodgængere og cyklister også i mørke og dårligt vejr.
Sådan ser status ud, efter at et kuld af nye bilmodeller for tredje gang i år har været forbi den efterhånden omfattende Euro NCAP-test. Her er kravene igen i år skærpet, så bilerne siden nytår har skullet kunne genkende netop både cyklister og fodgængere døgnet rundt for at score topkarakteren fem stjerner.
Imidlertid er der modeller, som er udfordret. Det gælder den nye lille, charmerende Suzuki Jimny, der kun scorer middelmådige tre stjerner, og som er årets hidtil ringeste, mens den rustikke Ford Tourneo Connect henter fire stjerner, og Audi A6 samt VW Touareq topkarakteren fem stjerner.
Ifølge FDM kniber det både med konstruktion og de aktive sikkerhedssystemer i Jimny.
Den lille offroader har ellers stort set alle de nye sikkerhedssystemer som standard. Systemerne er bare ikke gode nok. Således kan nødbremsen ikke bremse på overbevisende vis for cyklister, og den virker heller ikke i mørke.
Samtidig har Suzuki Jimny en ringe kollisionssikkerhed og meget dårlige hovedstøtter, der ikke mindsker risikoen for piskesmældsskader. I førersiden pustede airbaggen sig ikke tilstrækkeligt op, så testdukkens hoved ramte ratstammen.
»Suzuki skal have ros for at have gjort sikkerhedssystemerne i Jimny til standard og ikke noget, der skal tilvælges. Men at kvaliteten ikke er bedre, og at den generelle sikkerhed er så ringe, viser, at Suzuki ikke har arbejdet seriøst med sikkerheden. Det bør Suzuki kunne gøre bedre, og de bør derfor arbejde på at gøre bilerne mere sikre, inden modellen kommer til Danmark næste forår,« siger FDM’s repræsentant i Euro NCAP, Søren W. Rasmussen.
Flere udfordringer
Hos den danske importør af Suzuki afventer man nu, at producenten kommer med en uddybning af resultatet.
»Vi kan ikke komme uden om, at bilen har fået tre stjerner. Men det er efter de skærpede 2018-krav, hvor det er et middelmådigt resultat og ikke en katastrofe,« siger John Mogensen, der er pressechef hos Suzuki.
Han peger på, at nødbremsen i Jimny er udviklet til primært at fungere over for biler og fodgængere frem for cyklister, og at producenten ikke har sigtet efter mere end tre stjerner for Jimny, der mest er tiltænkt som et arbejdskøretøj, der skal køre i terræn. Netop fordi konstruktionen er udfordret af, at der er tale om en mikrobilstørrelse, som ydermere på grund af krav til terrænegenskaber bygger på en chassisramme, mens Euro NCAP-kravene er strammet meget netop i år, hvor beregningsmetoderne til at nå frem til de eftertragtede stjerner også er blevet mere komplicerede.
John Mogensen tør endnu ikke sige, om der kommer en ny test med ændret airbag og nakkestøtter, noget, som vægter tungt i den samlede vurdering. Eller måske tekniske ændringer.
»Vi har spurgt fabrikken om, hvorfor airbaggen ikke pustede sig op, og nakkestøtten ikke virkede, som den skulle, og vi afventer svar,« siger han.
Højt tysk niveau
Audi A6 og VW Touareg henter til gengæld maksimumkarakterer. De to store og dyre biler har et meget højt sikkerhedsniveau med alle de nye sikkerhedssystemer som standard. Resultatet betyder, at de begge får et sikkerhedsfradrag. Det betyder, at prisen ifølge FDM bør falde med 12.000 kr. Det er noget, som bilistorganisationen nu vil holde øje med sker.
»Der er ikke mange fingre at sætte på sikkerheden på Audi A6 og VW Touareg. Det skulle da lige være den høje vægt, der gør, at især VW Touareg får nogle knubs, når den testes mod sin egen vægt,« siger Søren W. Rasmussen.
Til testens fjerde bil, Ford Tourneo Connect, er der fire Euro NCAP-stjerner. Bilen er oprindeligt en varevogn, men her testet med sæder som en personbil. Den importeres p.t. ikke herhjemme.