Wozniacki vandt nervøs bonuskamp på Centre Court
Danskeren måtte slide i tre sæt på verdens største tennisarena for at spille sig videre til anden runde i Wimbledon.
WIMBLEDON
Caroline Wozniacki blev smidt ind som ekstranummer tirsdag aften på Centre Court, da Federer og Djokovic tidligere på dagen vandt hurtigt på grund af skader til deres modstandere.
Wozniacki er nævnt som en mulig outsider til at stå i en finale på samme bane om knap to uger. Men så skal hun spille bedre. Danskeren var i problemer i første runde imod den 24-årige ungarer Timea Babos.
Babos bed fra sig, men faldt pludselig helt fra hinanden i tredje sæt, og så vandt Wozniacki med 6-4, 4-6, 6-1, og danskeren er nu videre til anden runde og hun skal efter planen spille igen torsdag.
Danskeren vaklede i begyndelsen af tredje sæt. Babos vandt syv bolde i streg, og havde alle muligheder for at bringe sig foran 2-0, men så dummede ungareren sig i flere partier i træk med mærkværdige lette fejl, og så kørte danskeren seks hurtige partier hjem.
»Hun gav mig virkelig kamp til stregen,« sagde Caroline Wozniacki lige efter opgøret.
Det blev slet ingen let opgave.
Timea Babos underholdt folk i aftensolen over London med stærke grundslag og lækre stopbolde, men kun i to sæt, så krakelerede hun, og rutinen sejrede.
Kampen var ikke programsat til en bestemt bane, men udlagt som en buffer, hvis der skulle blive brug for ekstra underholdning på de store baner. Det blev der overraskende hurtigt på Centre Court, da to spillere i træk måtte give op på grund af skader. Det betød hurtige sejre til både Novak Djokovic og Roger Federer, og så blev der sendt bud efter Caroline Wozniacki og ungarske Timea Babos.
En mandlig tilskuer kvitterede med et pift, da de to spillere gik på banen. Måske med henvisning til de billeder, som netop er blevet offentliggjort af Caroline Wozniacki, hvor hun stiller op til et badetøjsmagasin uden badetøj på.
Det var svært at skele de to spillere fra afstand. De var klædt identisk. Det er de fleste spillere naturligvis i Wimbledon, hvor tøjet kun må være hvidt, men de havde også begge to øjnene bag en solskygge for at skærme imod solen, der gik ned bag tribunen og efterlod en voksende skygge, som åd sig ind på den ene banehalvdel allerede i løbet af første sæt.
Timea Babos kom til Wimbledon med otte nederlag i træk, men det kunne ikke fornemmes i indledningen. Hun bed fra sig med tunge grundslag og stærke server. På forhånd havde træner Piotr Wozniacki advaret imod Babos, der tidligere på året vandt en WTA-turnering, og med solid erfaring som doublespiller, ville hun have visse fordele på det hurtige græs-underlag. Hun servede godt.
De to spillere var meget lige i niveau.
Caroline Wozniacki fik sat et stærkt parti sammen og fik brudt til 4-2 i første sæt, men leverede så en sløj omgang i egen lige bag efter og blev brudt tilbage.
Timea Babos virkede ikke nervøs over, at være blevet smidt ind på verdens fornemmeste tennisstadion.
Det virkede faktisk omvendt, da danskeren sjuskede en let bold ud over baglinjen ved stillingen 4-4 og senere i samme parti slog en let bold i nettet. Angsten for at tabe i første runde truede med at få fat i danskeren.
Linjedommerne var muligvis også nervøse. De lavede i hvert fald flere store fejl, hvor de missede bolde, der var et godt stykke ude over baglinjen. Det blev dog rettet op af computersystemet Hawkeye, der sørgede for at pointene havnede det rigtige sted.
Wozniacki vaklede ved 4-4 i egen serv, men overlevede, og sikrede sig sættet med 6-4, da det pludselig var Babos, der dummede sig et par gange.
Tennis handler i høj grad om at vinde de rigtige bolde. Det gjorde Wozniacki, da hun udnyttede sin anden sætbold med en dyb baghåndsreturnering, der tvang Babos til at slå i nettet.
Sætbolden fik kæresten David Lee, der sad i familieboksen sammen med Wozniacki-familien, til at springe op med en knyttet næve.
Var det en let opgave derfra?
Overhovedet ikke.
Babos spillede glimrende, og danskeren blev brudt rent i første serveparti i andet sæt. Wozniacki havde svært ved at følge med, og hun leverede overraskende mange uprovokerede fejl. Hun virkede irriteret, og der gik kludder i samarbejdet med bolddrengene, som løb tør for bolde og pludselig blev væk for danskeren, da de begge stod i den ene side af banen.
Hun var tydeligt ude af fokus og irriteret, men pludselig flippede alt rundt og Babos spil faldt fra hinanden. Ungareren kunne intet til sidst.