Fortsæt til indhold
Tennis

Wimbledon-vinder Petra Kvitova angrebet af knivmand

Petra Kvitova er blevet overfaldet af en indbrudstyv i sit hjem i Tjekkiet.

Den dobbelte Wimbledon-vinder Petra Kvitova er blevet overfaldet i sit hjem af en mand med en kniv.

»Hun blev skåret med en kniv under et indbrudsforsøg. Hendes liv er ikke i fare, hun bliver behandlet af læger,« siger hendes talsmand Karel Tejkal til nyhedsbureauet AFP.

Kvitova opholdt i den østtjekkiske by Prostejov, da overfaldet skete.

»Petra Kvitova blev angrebet i sin lejlighed her til morgen. Det ser ud til at være en tilfældig forbrydelse, ingen forsøgte at røve eller overfalde hende, fordi hun er Petra Kvitova,« siger Karel Tejkal.

Ifølge lokale medier blev hun skåret i venstre hånd – hendes slaghånd – og indbrudstyven stak af efter udåden.

Petra Kvitova var i gang med at komme sig over en fodskade, der holder hende ud af Hopman Cup, som begynder 1. januar.

Kvitova ligger som nummer 11. på verdensranglisten, og hun er tilmeldt Australian Open, der begynder 16. januar.

26-årige Petra Kvitova vandt Wimbledon i 2011 og 2014.

Overfaldet vækker mindelse om en anden kvindelig tennisspiller, Monica Seles, der i 1993 blev stukket af en Steffi Graf-fan under en turnering i Hamborg.