Wozniacki sled sig videre i US Open
Caroline Wozniacki måtte ud i tre sæt mod Taylor Townsend, før danskeren blev klar til anden runde i US Open.
Ingen kan beskylde Caroline Wozniacki for at opgive karrieren uden sved og fight til allersidste bold.
Modgang er der ellers nok af i øjeblikket for den 26-årige dansker. Den tidligere verdensetter røg mandag ned som nummer 74 i verden, i OL nåede hun kun til anden runde og kort før US Open brød hun med sin træner David Kotyza efter mindre end et halvt års samarbejde.
Caroline Wozniacki har ikke været så langt nede på verdensranglisten siden 2007, og hun er tilmed ikke længere den bedste spiller i Norden. Den triumf kan svenskeren Johanna Larsson vifte med i øjeblikket fra sin placering som nummer 47.
Det var derfor med tvivl i både sind og spil, at hun mandag aften dansk tid stillede op i første runde af US Open.
Wozniacki smed alt, hvad hun havde ind i opgøret mod kvalifikationsspilleren Taylor Townsend fra USA. Det var lige akkurat nok til at slide en sejr hjem i en hård match, der gik over tre sæt og endte med at vare 2 timer og 15 minutter.
Danskeren endte med en sejr på 4-6, 6-3, 6-4 i en kamp, der var på vippen i det afgørende sæt, men Wozniacki vandt de vigtige bolde og jublede over sejren. En tiltrængt opmuntring.
Let blev det ikke. På trods af en bedre fysisk forfatning, kunne Wozniacki ikke udmanøvrere Taylor Townsend, der spillede klogt og med masser af vinkler i første sæt.
Wozniacki tiltvang sig mere initiativ i andet sæt, hvor hun fik den lidt tunge Townsend, der er nummer 146 i verden, ud at løbe. Det resulterede i mange amerikanske fejl, og det blev i sidste ende var det nøglen til den danske sejr. 45 uprovokerede fejl leverede Townsend, mens Wozniacki holdt sig nede på acceptable 26.
Wozniacki har to gange tidligere i karrieren været i finalen i US Open, men det niveau har hun slet ikke i øjeblikket. Hun skal spille meget bedre for at komme videre fra anden runde, hvor modstanderen enten bliver russiske Svetlana Kuznetsova eller Francesca Schiavone fra Italien. Deres indbyrdes kamp spilles mandag aften.
Tidligere på året tabte Wozniacki i første runde i Wimbledon til Kuznetsova.